Mia Nyegaard om ny styreform: Vi er allerede presset på demokratiet i København

Debatten om en ny styreform i København blev aktualiseret for et år siden af regeringens udspil til en ny udligningsordning mellem landets kommuner.

Også Socialdemokratiets lokale afdeling i København mente dengang som nu, at vi i hovedstaden bør nedlægge de seks fagborgmestre og forvaltninger og slå det hele sammen en enhedsforvaltning under én borgmester, som svarer til det, som vi i dag kender som overborgmesterposten.

Netop den post bestrides af Socialdemokratiet, som siden kommunalvalget i 2017 har haft 15 ud af Borgerrepræsentationens 55 pladser. Partiet ønsker altså, at København skal ligne Christiansborg, hvor flertallet peger på en borgmester, og så er resten i opposition.

Tanken om, at al magt i Københavns Kommune skal ligge hos overborgmesteren, er skræmmende. Det handler ikke om hverken den siddende Lars Weiss (S) eller Sophie Hæstorp Andersen (S), der er partiets spidskandidat til kommunalvalget. For mig er det helt principielt.

Presset på demokratiet
På Københavns Rådhus har vi i dag en forbilledlig mindretalsbeskyttelse. Og det skyldes dels, at vi har faglige forvaltninger, som leverer et fagligt modspil til overborgmesterens økonomiforvaltning, som ellers ville være enerådig.

Jeg vil hellere end gerne diskutere, om vi har det rigtige antal forvaltninger

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Og dels at partier og politikere tager et politisk medansvar gennem hele valgperioden i fagudvalgene. Også selv om de ikke er en del af budgetaftalen, som er kommunens finanslov.

For mig er det et demokratisk plus. Og lidt firkantet sagt er vi i udgangspunktet jo faktisk lidt presset på demokratiet i København. Forstået på den måde, at vi sammenlignet med andre byer er ret dårligt repræsenteret. For hvert medlem af Borgerrepræsentationen er der mere end 10.000 borgere. I landets kommuner generelt er der cirka 2.500 borgere for hvert byrådsmedlem.

Lad os overveje alt
Det gode er så, at hos os med det system, som vi har – det såkaldte mellemformstyre – arbejder borgernes stemmer i stedet for at være parkeret og samle støv og rust på mindretalsoppositionens holdeplads.

Dermed ikke sagt, at styreformen i København ikke kan trænge til et eftersyn. Det kan det bestemt. Jeg vil hellere end gerne diskutere, om vi har det rigtige antal forvaltninger – velvidende kommende fra et mindre parti, at det kan koste os i Radikale Venstre vores borgmesterpost.

Og helt generelt tror jeg simpelthen ikke på, at der i Borgerrepræsentationen i København findes borgmestre og partier, der er så forelskede i borgmesterbiler og borgmesterkontorer, at de står i vejen for en reel diskussion om, hvad københavnerne kan få af fordele ved en ny styreform i deres by.   

I min optik er en ny enhedsforvaltning for simpel en løsning. Og skulle man vælge at gå den vej, ville det som udgangspunkt kræve en helt ny styrkelse af oppositionen og dermed af demokratiet.

Vi er skåret ind til benet
Det er tredje gang siden 2010, at styreformen i København, Aarhus, Odense og Aalborg foreslås ændret af en siddende regering.

Den nuværende regering mener, at en centralisering af magten vil kunne frigøre på den gode side af en kvart milliard kroner i administrative besparelser, som kommunerne så kan beholde og prioritere, som de vil.

Men når jeg for eksempel ser rundt i Socialforvaltningen i København, er vi skåret ind til benet. Der er ikke det overlap i opgaver eller de fedtlag, som regeringen turnerer med.

Det ved Socialdemokratiet i København udmærket. Hvis de havde identificeret sparemuligheder i deres 100 år ved magten i København, går jeg ud fra, at overborgmesteren (m/k) havde realiseret dem for længst.

For mig er det helt afgørende, at vi i en styreformsdiskussion har fokus på at styrke demokratiet

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

I Københavns Kommune er vi underlagt fortløbende effektiviseringsbesparelser på årligt 1,5 procent. De gør ikke bare ondt på et område som det sociale, der i forvejen er underfinansieret og har været det i årevis.

Besparelserne betyder rent ud, at borgerne ikke får det, som et moderne velfærdssamfund efter min mening burde tilbyde i form af hjælp og service. Jeg kæmper for det stik modsatte, nemlig at skaffe penge til at investere i de borgere, der har den sværeste vej igennem livet.

Tre dogmer
Jeg er i politik, fordi jeg har en holdning til, hvordan vores fællesskab skal se ud. Og til, hvordan det skal udvikle sig.

Det, tror jeg faktisk også, gør sig gældende for mine borgmesterkolleger på rådhuset. For mig er det helt afgørende, at vi i en styreformsdiskussion har fokus på at styrke demokratiet, at mindske afstanden mellem borgere og politikere og at øge gennemsigtigheden

Tør vi tage hul på diskussionen om, at vi måske skal have flere fuldtidspolitikere i København, som er en by med mere end 600.000 indbyggere? Det kræver tid og faglighed at varetage deres interesser bedst muligt.

Tør vi diskutere, om vi skal fjerne de ben og lønnede poster, der er i spil i konstitueringsforhandlingerne efter valgene? Det er jo ikke kun en københavnerting – det gælder over hele landet. For mig at se er det en rigtig og transparent vej at gå. Det vil være med til at øge tilliden til politikere og til politik som sådan.  

Tør vi diskutere, om vi skal oprette en ny forvaltning – en slags oppositionens forvaltning, som politikerne i Borgerrepræsentationen kunne betjene sig af, så de kan yde et endnu bedre og kvalificeret modspil til flertallet?