Lonning-Skovgaard: Ny styreform hører hjemme på den demokratiske kirkegård

Hvis man som vælger i København forventer, at socialdemokraternes nye spidskandidat til kommunalvalget, Sophie Hæstorp Andersen (S), medbringer en masse friske politiske idéer, så bliver man slemt skuffet.

For hidtil har det kun været gamle kaniner, der er blevet hevet op af hatten, og en af dem er så forpjusket og slidt, at den for længst burde være sendt på pension.

Sophie Hæstorp Andersen ønsker, som Ritt Bjerregaard og Frank Jensen gjorde tidligere, at afskaffe Københavns særegne styreform, hvor både flertallet og mindretallet i Borgerrepræsentationen sikres borgmesterposter fordelt efter partiernes størrelse.

Men regionsrådsformanden og hendes nye radikale kommunalvalgsrådgiver burde vide, at debatten om en ny styreform i København hører hjemme på den demokratiske kirkegård.

Faldt til jorden med et brag
Da Frank Jensen sidst forsøgte sig med styreformskaninen var det som led i en studehandel med regeringen, hvor de socialdemokratiske borgmestre i de store byer i Danmark stod til at skulle betale mere i en udligningsreform til de mindre kommuner i Udkantsdanmark.

Altså et plaster på såret, så Frank Jensen kunne få indfriet sit store ønske om at sidde enevældigt på magten som bykonge. Den ide faldt til jorden med et brag, for regeringen måtte indse, at en ny styreform i København simpelthen ikke er en folkesag. Og det var især Venstre på Christiansborg, der kæmpede imod og fik fjernet styreformen fra den endelige udligningsaftale.

Nu er vi der så igen med det samme forslag om at centralisere magten og administrationen under overborgmesteren. Men der er stadig kun ganske få københavnere, der ønsker en forandring, og kun socialdemokraterne på Rådhuset.

For alle andre partier afviste sidste år idéen i Borgerrepræsentationens sal og tvang Frank Jensen til at skrive til regeringen og meddele, at København ikke ønsker en ændret styreform.

Der er masser at hente, også selvom man ikke ændrer styreformen

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester

Begrundelsen var den samme fra højre til venstre: Den styreform, som vi har nu, er på godt og ondt den bedste, som vi kan have, og der er intet pres fra borgerne om at lave noget om.

For det er åbenlyst i københavnernes interesse, at mindretallet ikke køres over, men også får del i de vigtige poster. Det giver et kollegialt forhold på tværs af partierne, og det er grobund for de bedste beslutninger.

Hvis det handler om besparelser, er der andre metoder
En styreform med flertalsstyre ville i stedet give en politisk zigzag-kurs til skade for København. Hvis det er besparelser, som det handler om, så er der andre og mindre drastiske metoder, som man kan benytte uden at skabe et demokratisk underskud.

Man kunne kigge på, om der er flere backoffice-funktioner, som man kan lægge sammen. Kan man hente noget mere på it og digitalisering? Kunne man lade det private løse nogle opgaver bedre og billigere? Og generelt kigge på økonomistyringen på kommunens anlægsprojekter, så vi undgår de værste gyserhistorier?