Borgmester: Den faseopdelte budgetlægning er død

Den faseopdelte budgetlægning afgik ved døden, da KL måtte diktere en grønthøsterbesparelse til alle landets kommuner for at overholde serviceloftet.

Det begræder mange. For den faseopdelte budgetlægning havde igennem mange år angiveligt været garanten for, at kommunerne i fællesskab – og dermed KL – kunne overholde de aftaler, som man indgik med regeringen.

Jeg begræder det ikke. For jeg deler ikke opfattelsen af, at den faseopdelte budgetlægning stod fadder til overholdelsen af aftalerne. Aftalerne blev i stedet overholdt af to grunde.

For det første, fordi mange kommunerne ikke havde finansiering til at opretholde et gennemsnitligt serviceniveau. Og for det andet, fordi sanktionslovgivningen holdt skatterne i en effektiv benlås.

Jeg har derfor også en tilståelse. Når min egen kommune i en årrække havde lav servicevækst og meget små anlægsbudgetter – og dermed bidrog til aftaleoverholdelsen – så skyldtes det ikke primært, at vi udviste solidaritet med det kommunale fællesskab. Det skyldes økonomisk trang.

Kommuner havner i ny og svær situation
Med udligningsreformen er der langt om længe skabt en ny økonomisk virkelighed. Hvor alle landets kommuner er nu sikret et mere fair finansieringsgrundlag. Og dermed faldt en af præmisserne for aftaleoverholdelsen bort. Det hilser jeg meget velkomment.

Men det efterlader kommunerne i en ny – og svær – situation. For med et mere afbalanceret finansieringsgrundlag er det naturligt, at der også følger en mere afbalanceret udgiftsstruktur imellem kommunerne.

Det gælder både i forhold til anlægsudgifterne og i forhold til serviceudgifterne. Overholdelse af aftalerne er derfor ikke fremover sikret igennem et skævvredet finansieringssystem. Aftaleoverholdelse skal sikres på anden vis.

KL har tidligere påvist, at kommunernes anlægsudgifter kun i begrænset omfang er betinget af demografisk vækst. Kun cirka 40 procent af anlægsudgifterne er rettet imod velfærdsområderne, hvor flere borgere alt andet lige tilsiger større udgifter.

Og selv på velfærdsområderne udgør almindelig vedligeholdelse en stor del af anlægsudgifterne. Det er dermed ikke primært demografisk vækst, der driver de høje anlægsudgifter.

Demografi driver ikke anlægsudgifter
Der tegner sig derimod et klart mønster. Hvis man i dag har høje anlægsudgifter, havde man det også for fem og ti år siden. Og man har stadig en meget høj kassebeholdning.

Så det er ikke demografi, der driver anlægsudgifterne. Det er likviditet. Og i et fremadrettet perspektiv giver det vel ikke mening, at kommunernes samlede anlægsramme skal fordeles efter en fordelingsnøgle, der hedder kommunernes likviditet.

Det tilsiger, at kommunernes samlede anlægsramme fordeles på en anden måde. En måde, der sikrer, at alle kommuner som udgangspunkt får sin forholdsmæssige andel – for eksempel via fordelingsnøglen af bloktilskuddet.

Samtidig bør vi tilstræbe, at vi får flerårige anlægsrammer. Og dermed opnår en vis fleksibilitet med mulighed for at bruge mere i enkelte år imod at bruge mindre i efterfølgende år. Den form for fleksibilitet muliggør langtidsplanlægning. 

Fordel til kommuner med lavt serviceniveau
På lidt længere sigt kunne det være oplagt at klarlægge, hvilke objektive faktorer der driver de kommunale anlægsudgifter i erkendelsen af, at demografien kun spiller en begrænset rolle.

Er det lav urbanisering (veje)? En lang kystlinje (klimasikring)? Eller nogle helt andre faktorer? Viden om dette kunne danne grundlag for en fremtidige fordelingsnøgle.    

Fordelingen af kommunernes serviceramme er heller ikke nogen enkelt sag. Blandt andet fordi forskellene i dag er meget store. Og vi er mange, der har erfaret, at store servicereduktioner er svært gennemførlige.

Som minimum burde vi derfor kunne opnå enighed om, hvordan vi fordeler den servicevækst, som regeringsaftalerne tillader kommunerne.

En bud på en solidarisk fordeling kunne være, at et eventuelt råderum reserveres til de kommuner, der enten har et lavt serviceniveau i forhold til deres udgiftsbehov og dermed har et servicemæssigt efterslæb, eller til kommuner, der oplever et stort demografisk betinget udgiftspres.

Hvis nogen alligevel synes, at jeg meler min egen kage, er jeg undskyldt. For det står i min jobbeskrivelse

Bo Hansen (S)
Borgmester, Svendborg Kommune

Spiller med åbne kort
Når kommunerne fremadrettet indrapporterer serviceudgifter til KL, bør man derfor tydeliggøre, hvad et eventuelt serviceløft er betinget af. Servicemæssigt efterslæb eller demografisk betinget udgiftspres.

Kommuner, der i forvejen har et højt serviceniveau i forhold til udgiftsbehovet, og kommuner, der ikke har stigende befolkningsudvikling, bør stille sig bagerst i køen.

Jeg er klar over, at jeg – som alle andre borgmestre - kan blive motivsøgt i denne sag. Lad mig derfor spille med helt åbne kort. Mit forslag vil betyde, at Svendborg Kommune vil rykke frem i køen, når anlægsrammen skal fordeles.

Men det er ikke nogen stor trussel imod andre kommuner. For vores kassebeholdninger er så begrænsede, at vi sikkert alligevel ikke kan udnytte vores forholdsmæssige andel af anlægsrammen. Og forslaget vil heller ikke stille Svendborg Kommune i forreste geled, når servicerammen skal udloddes.   

Hvis nogen alligevel synes, at jeg meler min egen kage, er jeg undskyldt. For det står i min jobbeskrivelse.