Borgmester til Hummelgaard: Lad os gøre op med kvindernes historiske lønefterslæb

DEBAT: En ny lønkommission skal fremtidssikre vores offentlige sektor og gøre op med den strukturelle lønskævhed mellem mænd og kvinder, skriver Sisse Marie Welling.

Sisse Marie Welling har været borgmester i Københavns Kommune siden 2018. Hun er partiets spidskandidat ved kommunalvalget i november.Foto: Søren Bidstrup Ritzau/Scanpix

Sisse Marie Welling

Sundheds- og omsorgsborgmester (SF), Københavns Kommune, fungerende formand, KL's Sundheds- og Ældreudvalg

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I november sidste år fik vi ny ligestillingsminister. Det fyldte ikke det store i medierne, men jeg kippede med flaget: Ligestillingen kom retur til Beskæftigelsesministeriet efter at have fået en lidt stedmoderlig behandling i andre ministerier.

Det var et klart signal fra regeringen om, at ligestilling og arbejdsliv hænger tæt sammen. Og den nye ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) erklærede samme dag, som han fik sin titel, ”at der skal gøres mere, hvad angår de skævheder, der betyder, at mange kvinder tjener mindre end mænd”.

Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg vil nødig skynde på ministeren - men det haster.

Fra slemt til værre
Den for lave løn i de traditionelle kvindefag er desværre en medvirkende årsag til, at det efterhånden er mere end vanskeligt at rekruttere de SOSU’er, pædagoger og sygeplejersker, der er brug for.

Og hvis der ikke gøres noget i de kommende år, kommer det til at gå fra slemt til værre, efterhånden som mange varme hænder i kommunerne går på pension.

Overenskomstforhandlingerne, der netop er afsluttet, forhandles af arbejdsmarkedets parter. Sådan skal det være. I år er man nået til enighed om en lønstigning for de kommunalt ansatte på 5,02 procent over de næste tre år, samt et par mindre puljer til for eksempel rekruttering og ligeløn.

Puljerne ændrer ikke på, at lønnen for en række traditionelle kvindefag er præget af et historisk efterslæb. Vi trækkes stadigvæk med de lønhierarkier for offentligt ansatte, der fulgte af tjenestemandsreformen i 1969.

Her blev traditionelle kvindefag som for eksempel sygeplejersker, SOSU’er og pædagoger indplaceret markant lavere end for eksempel folkeskolelærere, der på den tid oftest var mænd. Argumentet var blandt andet, at kvinderne ikke var at betragte som hovedforsørgere i de små hjem.

Frontmedarbejderne i den offentlige sektor er nemlig fundamentet for hele organiseringen af vores samfund. Det har coronaen vist med al tydelighed.
Sisse Marie Welling (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester i København

Ikke lige løn for lige arbejde
Den nyeste forskning peger fortsat på, at det kønsopdelte arbejdsmarked er en stor del af årsagen til lønforskellen mellem mænd og kvinder. Og strukturelle problemer kræver strukturelle løsninger.

Derfor vil jeg opfordre ligestillingsministeren til at sætte handling bag sine ord og nedsætte en ny lønkommission, der kan gøre op med konsekvenserne af tjenestemandsreformen.

I 2008 brød overenskomstforhandlingerne sammen. Sygeplejerskerne, SOSU'erne og pædagogerne gik på gaderne. Målet var ligeløn i forhold til privatansatte med tilsvarende uddannelsesniveau.

Ligeløn kom på dagsordenen blandt andet med nedsættelsen af lønkommissionen i 2010. Så langt så godt. Men lønkommissionen blev mest af alt en syltekrukke. Og i dag - ti år senere - er der ikke rykket væsentligt på lønforskellene mellem mænd og kvinder.

Alligevel hævder nogle – i lighed med den daværende lønkommission – at der ikke er væsentlig forskel på kvinder og mænds løn i samme fag og sektor. Men faktum er, at i 2018 tjente mændene cirka 18 procent mere end kvinderne.

Så nej, der er ikke lige løn for lige arbejde. Arbejdsmarkedet har historisk været og er stadig kønsopdelt, og langt flere kvinder end mænd arbejder som pædagoger, sygeplejersker og SOSU’er.

Læs også

V: Statsministerens ideologiske korstog indskrænker borgernes frie valg

Debat

Afhængig af den offentlige sektor
En undersøgelse fra efteråret 2020 udarbejdet af VIVE viser, at jo flere kvinder, der arbejder i en given arbejdsfunktion, desto lavere er lønnen. Så meget for ligestilling.

At lønefterslæbet i disse fag er uretfærdigt, er en ting. Værre er det, at det i stigende grad er vanskeligt at rekruttere SOSU’er, sygeplejersker og pædagoger – og ikke overraskende skyldes det blandt andet små lønninger, ringe anerkendelse og nedslidning.

Efter næsten et år med corona må værdien af den offentlige sektors mange dygtige medarbejdere være åbenlys for enhver. Hvor ville produktionsdanmark og det private erhvervsliv være uden en velfungerende offentlig sektor?

Forudsætningen for et velfungerende privat arbejdsmarked er jo netop gode institutioner og skoler, hvor man trygt kan aflevere sine unger og få dem glade og dygtigere hjem hver dag. Et velfungerende sygehus, der både har overblik og kapacitet til at tage sig af os, når vi har brug for det. Og ikke mindst en ældrepleje, der tager hånd om de svageste.

Den værdi, der skabes på det private arbejdsmarked, er bundet op på og afhængig af en velfungerende offentlig sektor.

Eller sagt med andre ord: Det offentlige og det private arbejdsmarked er ikke hinandens modsætninger. De er hinandens forudsætninger.

Et trist bagtæppe
Hvis vi ikke fremtidssikrer vores offentlige sektor med gode rammer og arbejdsvilkår for medarbejderne, så taber vi alle sammen.

Frontmedarbejderne i den offentlige sektor er nemlig fundamentet for hele organiseringen af vores samfund. Det har coronaen vist med al tydelighed.

Men der er jo som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi kan passende starte med at bruge et ellers trist bagtæppe til at få talt værdien af arbejdet i den offentlige sektor op.

Lad os lukrere på, at værdien af omsorgsfagene, de menneskelige relationer og fællesskaberne er tydelige for enhver lige nu.

Kære Peter Hummelgaard: Nedsæt en ny lønkommission, så vi kan få gjort op med den strukturelle skævhed i løn, der er på det danske arbejdsmarked. Og så kan vi fremtidssikre vores offentlige sektor.

Politik har aldrig været vigtigere