Cepos: Borgmestre i useriøs udligningskamp for at rage til sig

Af Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

9. januar har seks borgmestre et debatindlæg i Altinget om det kommunale udligningssystems mange postulerede uretfærdigheder.

Ja, borgmestrene kan endda slå fast, at systemet ikke blot er uretfærdigt, men også fyldt med alvorlige fejl. Indlægget kommer nu, da der er bebudet en revision af systemet, og da der er en stor ministeriel udredning på vej.

Men indlægget er et kraftfuldt udtryk for, at der fra kommunernes side ikke kommer brugbare, endsige blot seriøse, overvejelser om, hvorledes et godt kommunalt udligningssystem skal se ud. Indlægget fra borgmestrene i Favrskov, Hedensted, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs og Odder er derimod grænsende til det uanstændige.

Hovedbudskabet er, at ”udligningen tager i højere grad (end befolkningstal, H.C.) hensyn til sociale vilkår, men det sker meget upræcist. Det giver en urimelig udligning, igen til fordel for de mest bymæssige kommuner”.

Kommunal magtkamp
Der skal altså nok være udligning, men der skal ikke tages sociale hensyn. Ser man på de seks borgmestres kommuner, forstår man baggrunden. De seks kommuner er kendetegnet ved, at de i social henseende er smørhuller.

Når tilskud efter regning er et håbløst princip, så er det selvfølgelig, fordi sådan et princip rummer nogle håbløse incitamentsvirkninger.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Økonomi- og Indenrigsministeriet beregner årligt et såkaldt socioøkonomisk indeks, som illustrerer tyngden af sociale behov i kommunerne. De seks kommuner havde i 2017 en tyngde af de sociale behov, som lå på mellem 62 og 83 procent af landsgennemsnittet. Deres kampagne er simpelthen for gennemskuelig.

I indlægget postulerer borgmestrene direkte, at udligningssystemet er fyldt med fejl. Deres bedste eksempel er, at det siges at være en fejl, at nogle kommuner har sociale udgifter, som afviger fra hvad udligningssystemet kompenserer dem for.

Det argument er jo i realiteten ensbetydende med, at borgmestrene ønsker at producere “service efter regning’’. Man skal have tilskud, som svarer til hvad man giver ud. Det er en håbløs tanke. Men når den tænkes i kommunale kredse, så er det jo et udtryk for, at diskussionen om det gode udligningssystem blot dækker over en aldeles uhæmmet magtkamp, hvor det alene gælder om at rage mest muligt til sig på bekostning af borgerne i andre kommuner, omend argumenterne er nok så urimelige.

Kommuner straffes for at investere i økonomisk udvikling
Når tilskud efter regning er et håbløst princip, så er det selvfølgelig, fordi sådan et princip rummer nogle håbløse incitamentsvirkninger.

Udligningssystemet er allerede i dag udformet med nogle aldeles uacceptable incitamentseffekter, hvor kommunerne med bedste evne til at mobilisere erhvervsaktivitet og værdiskabelse i samfundet faktisk egentligt straffes, hvis de investerer penge i at understøtte økonomisk udvikling i lokalsamfundet.

Behov for incitamenter, der styrker den lokale udvikling
Det er imidlertid en problematik, som end ikke berøres i den igangværende debat om udligningen. Men det altafgørende, såfremt der skal være mening med at justere udligningssystemet, må være at få udviklet nogle stærkere incitamenter for kommunerne til selv at understøtte den lokale udvikling.

Det kan udmærket lade sig gøre – og også med bibeholdelse af udligning og kommunal solidaritet. Jeg har selv foreslået en model, hvor der opereres med en betydelig eller fuld udligning, men kun op til et serviceniveau som niveauet i landets mest økonomiske kommuner. Det fjerner de negative incitamenter på marginalen.

Den kommende debat om revision af den kommunale udligning bliver i den grad op ad bakke, såfremt vi skal undgå at gå fra et slemt til et værre system. For der er ganske mange kommuner, der som de her omtalte seks, påkalder sig status som ynkværdig udkant og finder sympati i det vælgerkorps, som for størstedelens vedkommende bor uden for de kommuner, der betaler hele gildet.

Kommunalt selvstyre er på vej fra at være lokale kræfters skaben af det gode lokale samfund til at blive lokale kræfters kamp for at rage velfærden til sig fra dem, som bor og skaber værdi i det øvrige land.