Økonomidirektør: Budgetloven giver nærsynet styring

DEBAT: Budgetloven gør det opportunt for MF'ere at placere problemerne i kommunerne, mens man ser den anden vej, når problemerne skal løses. Det mener formand for Økonomidirektørforeningen, Erik Kjærgaard Andersen.

Af Erik Kjærgaard Andersen
Direktør i Holbæk Kommune og formand for Økonomidirektørforeningen

Med evalueringen af budgetloven er der en oplagt mulighed for at skrue på indholdet, for sagt med en omskrivning af et Muhammed Ali-citat: Den lovgiver, der ser verden i 2018 på samme måde som i 2012, har spildt seks år af sit liv.

Budgetloven gør det opportunt for folketingspolitikere alene at tage fat i trillebøren, når problemerne skal køres (igennem lovgivningsmøllen) hen til kommunalpolitikerne. Når problemerne skal løses på Christiansborg og vil give snavs på hænderne, lader man trillebøren stå og holder sig på afstand, hvor problemerne kan komme til at virke undseelige.

Lyst og ulyst
Set fra kommunalt hold har folketingspolitikere en aldrig svigtende lyst til at blande sig i den kommunale serviceproduktion, når enkeltsager dukker op. Det er langt henad vejen et grundvilkår i et samfund som vores, hvor den offentlige – og heraf også den kommunale – sektor udgør så stor en del af økonomien og har så stor indvirkning på borgeres og virksomheders hverdag.

Omvendt forholder det sig, når fordeling og prioritering er på dagsordenen.

Et par eksempler illustrerer dette.

På det sociale område samarbejder regeringer og kommunerne via KL om at styrke såvel den faglige udvikling som styringen og prioriteringen på området, hvilket senest er knæsat i aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi i 2019.

Til gengæld er de seneste regeringer uanset farve og bloktilhørsforhold alene kommet igennem Folketinget med forholdsvis beskedne og uambitiøse ændringer af serviceloven, der har få og små - om nogen - fordelings- og prioriteringsmæssige virkninger.

Ingen vej uden om prioritering
Ulysten var endnu større i foråret, hvor Folketinget med økonomi- og indenrigsministerens ord stod over for ”en bunden opgave at få rettet op på de skævheder, der i dag er i den økonomiske udligning mellem kommunerne”.

Opgaven kastede mange knubbede ord mellem kommunerne og folketingets partier af sig. Efter den megen tale fulgte fravær af handling, og det lykkedes på forunderlig vis folketingspolitikerne at lade opgaven uløst. 

Med budgetloven har Folketinget reguleret kommunernes rammer for service, anlæg og skat med sanktioner og samtidig ladet sig lede i fristelse til at fri sig fra fordeling og prioritering.

Det forsvinder behovet for fordeling og prioritering ikke af - det kommer bare til ske på anden vis. I bedste fald i kommunalbestyrelserne og i værste fald enten i overgangsordninger og statistikker eller i mødet mellem kommunale frontmedarbejdere og borgerne.

Nærsynethed
Forvaltningen af budgetloven fører til et skarpt blik på overholdelsen af dette års budget og budgetlægningen for næste år, mens de - mindst - tre budgetoverslagsår, kommunerne skal arbejde med, kan komme til at fremstå uskarpe.

Når lokalpolitikerne ved budgetforhandlingerne skal slå de sidste søm i en aftale, kan de være i en situation, hvor de må give afkald på en ellers økonomisk set fornuftig investering i eksempelvis øgede serviceudgifter til beskæftigelsesindsatser eller sundhedsindsatser, fordi gevinsterne først begynder at komme om et år eller to.

Eller fordi gevinsterne ikke er faldende serviceudgifter, men i stedet faldende udgifter til indkomstoverførsler eller kommunal medfinansiering af sygehusindlæggelser med videre.

Bufferpuljer og 'stop-go'-styring
I tilfælde af budgetoverskridelser på sektorområder står lokalpolitikerne ofte over for valget mellem vidtgående indgreb på området, eller mindre indgreb på området sammen med mindre indgreb på andre områder, hvor der ikke er behov for indgreb.

Tilsammen betyder dette, at mange kommuner afsætter puljer til uforudsete udgifter for at kunne håndtere budgetoverskridelser og uforudsete problemer og muligheder her og nu - frem for over tid.

Fordelen ved dette er, at kommunerne undgår ”stop-go”-styring og i stedet kan arbejde mere langsigtet end budgetloven tilsiger; ulempen er, at kommunerne budgetterer med serviceudgifter, der ikke prioriteres politisk.

Forrige artikel Sophie Hæstorp: Lovforslag om erhvervsfremme kan få modsat effekt Sophie Hæstorp: Lovforslag om erhvervsfremme kan få modsat effekt Næste artikel Kristian Wendelboe: Budgetloven har afpolitiseret udgiftspolitikken Kristian Wendelboe: Budgetloven har afpolitiseret udgiftspolitikken