Tidligere kommunaldirektør: Aflys magtkamp mellem lokalpolitikere og forvaltning

Lokalpolitikere er fritidspolitikere 
To problemer begrænser dog det politiske lederskab og evnen til at sætte politisk retning.

For det første har de færreste lokalpolitikere, som jo er fritidspolitikere, tid og kræfter til for alvor at sætte sig ind i det ofte ret komplicerede indhold om eksempelvis en sundhedsaftale med regionen og de øvrige kommuner.

For det andet er byrådsmedlemmerne valgt på forskellige lister og partier, og derfor er der i udgangspunktet heller ikke enighed om den politiske retning eller processen for eksempelvis udvikling af en ny kulturpolitik.

Hvis en forvaltning er presset af mange opgaver og ikke ser sig i stand til at levere studieture eller borgermøde om ny kulturpolitik, kan det godt give oplevelsen af, at forvaltningen har taget magten, men det er ikke en magtkamp med forvaltningen.

Det er retteligt en helt demokratisk og legitim politisk uenighed, hvor et flertal i fagudvalget beslutter prioriteringen. Hvis et flertal beslutter at nøjes med at finpudse den gamle kulturpolitik for at bruge kræfter og ressourcer et andet sted, er det en politisk uenighed mellem flertal og mindretal, som må håndteres i det politiske rum.

Er der en løsning?
Ud fra en demokratisk betragtning bør politikudvikling og andelen af politisk initierede sager på dagsordenen i kommunerne helt sikkert blive styrket.

Så hvad kan vi gøre ved det? Forvaltningerne må blive bedre til at opfange de politiske ønsker i temaer og sagsforløb. Det øver de sig på. Forvaltningerne må også sørge for at orientere lokalpolitikerne om deres planer for større udviklingsaktiviteter, så politikerne tidligt i processerne kan have en holdning.

Desuden må fokus styrkes på nye arbejdsformer til politikudvikling som politiske møder uden dagsorden, tværgående temamøder og opgaveudvalg med deltagelse af borgere.

Det er så godt som alle kommuner godt i gang med. Men der skal gøres mere, og det skal fungere som politisk inspiration på tværs af flere kommuner.

Fra frustration til konstruktivt samspil 
Politikerne må til gengæld blive bedre til at sætte retning og at prioritere, for der er begrænset tid og ressourcer i forvaltningen, og prioritering er nødvendigt.

Det forudsætter især et politisk arbejde med at overbevise et flertal af kollegaerne i kommunalbestyrelsen om vigtigheden af eksempelvis en ny arkitekturpolitik, og så forudsætter det, at man som politiker går i dialog med udvalgsformand og forvaltning om timing, faglighed og lovgivning.

Det er eksempelvis meget lettere at få ønsket om en arkitekturpolitik igennem, hvis det er timet med processer for planstrategier og kommuneplaner. På den måde kan de helt legitime politiske ønsker om at præge dagsordenen blive vendt fra frustration til et konstruktivt samspil. Og så kan det forhåbentlig skabe en fornemmelse af, at forvaltningen vendes fra at være modspiller til medspiller.

Det er og behøver ikke at være en magtkamp. Det er snarere et spørgsmål om levere sin egen del af et godt samarbejde og at være nysgerrig på henholdsvis forvaltning og politikeres ønsker og arbejdsvilkår.