Debat

Danske Biografer: Et kommende filmforlig bør tilgodese danske spillefilm

Vores 167 biografer fungerer som kulturhuse, der samler danskere fra nær og fjern. Men vi er dybt afhængige af, at der produceres danske kvalitetsfilm, som folk gider at se, skriver Michael Valentin.

Biograferne har overlevet videoen, verdenskrige, digitalisering og corona, og mon ikke biograferne står overfor en ny guldalder, fordi de netop kan noget helt andet, end det der præger vores hæsblæsende tid, skriver Michael Valentin.
Biograferne har overlevet videoen, verdenskrige, digitalisering og corona, og mon ikke biograferne står overfor en ny guldalder, fordi de netop kan noget helt andet, end det der præger vores hæsblæsende tid, skriver Michael Valentin.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Michael Valentin
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danske Biografer er Danmarks største kulturudbyder med over 13 millioner gæster i det sidste normalår inden coronaen. Og vi er stærkt tilbage med forventede ti millioner gæster i år.

De store biografer og kæderne sikrer volumen, de mindre bidrager til samfundsmæssig sammenhængskraft, og dem der viser smalle film bidrager til flere tonearter, end det mainstreamfilmen tilbyder os. Tilsammen; stort, småt og smalt.

Og zoomer vi her ind på de små biografer fordelt udover det ganske land, i Malling, på Læsø eller Mors, i Glumsø eller Glamsbjerg er der en biograf.

167 kulturhuse, der er en vigtig brik i lokalsamfundene på niveau med skoler, sportsklubber og indkøbsmuligheder, som forudsætning for et Danmark i balance.

Temadebat

Hvordan sikrer vi, at store dele af provinsen ikke ender som "kulturløse ørkener"?

Store dele af Danmark er ved at ende som "kulturløse ørkener", hvor det lokale bibliotek for længst har drejet nøglen om - og hvor mange biografer måske risikerer at følge efter. Sådan siger Altingets kulturskribent Niels Fried-Nielsen i hvert fald til Altinget Ajour. Derfor beder Altinget Kultur en række markante aktører på kulturområdet svare på, om danske kulturinstitutioner er gode nok til at sikre sammenhængskraft i landet. 

Debatpanelet kan findes her.

Om Altingets temadebatter:

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Altinget bringer kun debatindlæg, som udelukkende er skrevet til Altinget.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at sende det til debatansvarlig Ida Elmdal Thagesen på [email protected] eller til Altingets debatredaktion på [email protected].

Biografer er lig med kultur

For hvis man vil et Danmark, hvor der også er liv udenfor de store byer, er det nemlig ikke nok, at politikerne strøer uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser udover landet, men at det også er attraktivt at bo og leve der.

Det bidrager den lokale biograf til, som i mange tilfælde er drevet af lokale frivillige, der udover at vise de samme film som man kan se i storbyernes biografer – som teknologien i dag tillader - også har filmklubber for pensionister, hvor de selv vælger filmene, eller inviterer skolens poder til børnefilm.

Andre gange er det franske filmfristelser eller tre tarteletter, fadøl og Bamsefilm. Der er gang i den derude, og alle sanser stimuleres.

Og vel at mærke for yderst begrænsede offentlige ressourcer, da biograferne langt hen ad vejen er selvfinansierede, hvorfor det formentlig er den billigste kultur til folket.

Det er altafgørende, at det kommende filmforlig tilgodeser produktionen af danske spillefilm.

Michael Valentin
Direktør, Danske Biografer

Biografer er dermed lig med kultur, også selvom vi ikke skal have alle lommerne fyldt med skattekroner.

Men vi er afhængige af, at der produceres danske kvalitetsfilm folk gider se. Store som smalle. Men kvalitet. Og det koster penge.

Derfor er det altafgørende, at det kommende filmforlig tilgodeser produktionen af danske spillefilm, fordi det er vigtigt, at vi som lille sprogområde i et oversvømmet udenlandsmarked fortæller danske historier, på dansk.

Det giver en national sammenhængskraft og et fælles sprog på tværs af generationer og landsdele.  

Tiden kalder på ro og fordybelse i mørket

Biograferne har overlevet videoen, verdenskrige, digitalisering og corona, og mon ikke biograferne står overfor en ny guldalder, fordi de netop kan noget helt andet, end det der præger vores hæsblæsende tid.

Når mørket sænker sig, først tusmørke hvor reklamer og forfilm er med til at opbygge stemningen, inden mørket sænker sig helt. Et splitsekund af fuldstændig ro, hvor din hånd glider ind i din elskedes eller ned i en pose Dronning Mandler, inden det store lærred og højtalerne fyldes af store uforglemmelige oplevelser.

I vores forhastede livsførelse med en mobiltelefon som naturlig forlængelse af hånden, har vi aldrig ro, end ikke når man ligger henslængt og ser streamede film eller serier på sofaen, hvorfor de film man har set i biografen formentlig også gør større indtryk og sætter sig i hukommelsen bedre end andre.

Vi glæder os til at høre alle de lokalt opstillede folketingskandidater tale deres lokale biografs sag, som et vigtigt kulturelt bidrag i deres valgkreds, fremfor at genoplive rindalismen.

Michael Valentin
Direktør, Danske Biografer

Jeg har ikke længere mareridt over Ridley Scotts 'Alien - den 8. passager', som jeg så i biografen i 1979 i en al for ung alder, men glemmer den aldrig. 

Derfor tror vi - i biografverdenen - også på, at streaming- og biografmarkedet er ved at finde hinanden, som tetris-brikker der nogle gange stabler sig ovenpå hinanden og ender med game over.

Men hvis man tænker sig om, falder brikkerne på plads. Men her skal politikerne hjælpe med at stimulere det danske filmmiljø og forståelse for, at biograferne har filmene i en eksklusiv periode, hvor de i øvrigt tjener mange af pengene ind igen, til reinvestering i nye film. Det økosystem skal man passe på.

Med udsigten til et folketingsvalg glæder vi os derfor også til at høre alle de lokalt opstillede folketingskandidater rundt omkring i landet tale deres lokale biografs sag, som et vigtigt kulturelt bidrag i deres valgkreds, fremfor at genoplive rindalismen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Valentin

Direktør, Danske Biografer
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1996)

0:000:00