Teaterdirektør: Her er tre tiltag, der kan redde kulturen i provinsen

Da Socialdemokratiet oprettede Kulturministeriet i 1961, var det med ambitionen om at få kulturen ud til alle, så den almindelige dansker kunne dannes som demokratisk borger.

60 år senere må vi konstatere, at visionen endnu ikke er indfriet. Næsten 75 procent af statsstøtten tildeles i dag kulturinstitutioner i hovedstaden, og det er ikke, fordi interessen for kulturen mangler i resten af landet.

I undersøgelsen ”Mellem ballet og biografer” fra 2019 kan man se, at 66 procent af befolkningen uden for hovedstaden mener, at kulturoplevelser er medvirkende til at gøre deres lokalområde til et bedre sted at bo.

Det samme gælder kun for 61 procent af københavnerne, så Danmark er ikke delt i forhold til interesse for scenekunst.

København skal som Danmarks hovedstad have en stærk kunstscene. Vi har brug for en metropol og et kulturelt centrum, og derfor bør man ikke spare på kulturen i København.

Men måske kunne Københavns Kommune påtage sig en større del af ansvaret? Ifølge Søndag Aften er Københavns Kommune således en af de kommuner i landet, der bruger færrest penge på kultur per indbygger.

Og det ville også klæde Københavns Kommune at tage mere ansvar for en ’åbenscene’ og alle de andre vækstlagstiltag, som definerer en metropol.

Udflytning har ikke været nok

De seneste år er der sket en mindre udflytning af kulturkroner, kulturarbejdspladser og kunstneriske uddannelser fra hovedstaden til resten af landet. Det er dog langt fra nok til at gøre op med den evindelige skævhed, der præger kulturlandskabet. Og der har ikke været det politiske mod til at gøre det ordentligt.

Hvis politikerne på Slotsholmen faktisk ønsker at få kulturen ud til alle, så bør de derfor have et endnu større fokus på at sikre en bedre balance, så der er et levende kulturliv i hele landet. Det gælder ikke kun i forhold til hovedstad og provins. Det gælder også i forhold til de øvrige store byer og deres opland.

Det er dog afgørende, at en styrkelse af provinsen og opland ikke sker på bekostning af hovedstaden og de store byer. Dette ville bare slå begge dele ihjel, for vi er hinandens forudsætning. I stedet for bør man overveje følgende tre tiltag:

Indbyggertal frem for ansøgere

For det første kunne Statens Kunstfonds princip om geografisk spredning i højere grad tage hensyn til regionens indbyggertal frem for antal ansøgere. I 2020 udgjorde ansøgere uden for hovedstaden 36 procent og modtog 40 procent af de samlede uddelinger.

På kort sigt kunne løsningen være at gøre det lettere for ansøgere uden for hovedstaden at opnå støtte, så flere af midlerne fra Statens Kunstfond havner i landdistrikterne.

Peter Westphael
Teaterdirektør, Randers Teater

Der er med andre ord pæn geografisk spredning, når man kigger på andelen af ansøgere.

Problemet er bare, at der kommer for få ansøgninger fra resten af landet, hvilket skyldes, at det stort set er umuligt for projektkunstnere at samle et levebrød, hvis man bor uden for hovedstaden. 

På lang sigt er løsningen at få skabt flere kulturarbejdspladser i resten af landet, så flere kunstnere og kulturmedarbejdere bosætter sig uden for hovedstaden.

På kort sigt kunne løsningen være at gøre det lettere for ansøgere uden for hovedstaden at opnå støtte, så flere af midlerne fra Statens Kunstfond havner i landdistrikterne.

Måske skulle udvalgene også have bedre mulighed for at komme uden for den københavnske metros rækkevidde? Alternativt kunne man finde flere midler til De Regionale Kunstfonde, der blev etableret i 2017, og som hvert år uddeler syv millioner kroner.

Lad støtten gå til samproduktion

For det andet kunne støtten til de københavnske teatres turnévirksomhed i højere grad gå til samproduktion af scenekunst på og med teatre i resten af landet.

Måske kunne man oprette en afdeling af Det Kongelige Teater uden for hovedstaden, ligesom Statens Museum for Kunst har oprettet en afdeling i Thy. Eller måske opgradere Aarhus Teater til en Nationalscene vest for Storebælt?

Det ville give scenekunstarbejdere en mulighed for at bosætte sig i provinsen.

Det vil skabe flere kulturarbejdspladser i landdistrikterne, og opsætningerne vil i højere grad tage udgangspunkt i det lokale og dermed appellere til det lokale publikum.

Dette er sagt ud fra en kunstnerisk betragtning, og ikke som mange vil tænke, noget med halm i træskoen og folkedans. 

Bedre mulighed for at bosætte sig i provinsen

For det tredje skal man arbejde for, at flere kulturmedarbejdere og kunstnere bosætter sig i provinsen. Det er positivt, at de seneste regeringer har udflyttet kulturarbejdspladser og -studiepladser til resten af landet.

Dette gælder både for københavnere og jydepotter, for ingen vinder ved skyttegravskrig, og slet ikke publikum.

Peter Westphael
Teaterdirektør, Randers Teater

Men hvis det skal have den ønskede effekt på lang sigt, kræver det investeringer i de før omtalte arbejdspladser.

Flere steder er dette ikke sket. I stedet pendler medarbejderne eller arbejder hjemmefra flere dage om ugen.

Resultatet er spild af tid og benzin. Bestyrelser og direktioner bør derfor prioritere at ansætte ledere og medarbejdere, der er indstillet på at bosætte sig lokalt.

Der er dog ingen lette løsninger, men opgaven er bare klar: Kig op og tag ansvar for hele området.

Dette gælder både for københavnere og jydepotter, for ingen vinder ved skyttegravskrig, og slet ikke publikum.