Maria R. Gjerding: Det kommende valg bliver vores generations vigtigste

KOMMENTAR: Vælgerne venter utålmodigt på politisk handling, og her er det oplagt, at staten lader de offentlige indkøb drive den grønne omstilling, mener Maria R. Gjerding. Partierne kan ikke længere holde hånden over deres traditionelle baglande, men må række ud over politisk vanetænkning.

Det kommende folketingsvalg bliver vores generations vigtigste valg. Hvis de politikere, vi vælger næste gang, ikke er klar til at tage ansvaret for klimaet alvorligt, så kan det meget vel være for sent. 

Som præsident i Danmarks Naturfredningsforening er jeg derfor naturligvis enormt glad for, at klima og miljø er rykket op i toppen af vælgernes ønskeliste til konkret politisk handling. Klima, natur og miljøpolitik er således ikke længere bare et nice to have – men et need to have på det politiske program.

Jeg er sikker på, at klimaet bliver den altoverskyggende grønne valgdagsorden, og det skal det også være. Klimaændringerne blev virkelige, også i Danmark, denne sommer, og de mange ugers hede og tørke har sat sig spor i os, selvom det igen er blevet vinter, koldt og vådt. I efteråret landede IPCC’s seneste rapport og gjorde det lysende klart, at vi er rykket helt ud på det yderste af klimavippen.

Det står også klart, at det foreløbige politiske svar på klimaudfordringen – nemlig regeringens klimaplan fra efteråret 2018 – med få undtagelser – desværre er helt utilstrækkeligt. Vi har brug for en rigtig plan, som viser, hvordan vi kan komme hele vejen i mål inden for den begrænsede tid, der er til rådighed. 

Det skal være ambitiøst og ansvarligt, og vi skal bruge den kommende valgkamp til at afkræve de politiske partier svar på deres planer for klimaomstilling af det danske samfund, og hvordan de vil sikre, at Danmark lever op til sit ansvar for at bremse den største katastrofe, menneskeheden til dato har stået over for.

Vælgerne venter utålmodigt på politisk handling. Det kan vi se af det borgerforslag, vi netop har sendt ud om en reel klimalov, der sætter en klar ramme for den danske klimaindsats, og som forpligter Danmark til at sætte nationale klimamål, der lever op til Paris-aftalen på kort, mellemlangt og langt sigt. 

I den tid, det har været muligt at stille borgerforslag i Danmark, er det det forslag, der hurtigst har fået over 30.000 stemmer. 

Politikerne skal slet ikke være så håndsky, men forstå, at vi borgere både kan og vil tage ansvar. Vi forstår, at vi skal spise mindre kød, at vi skal slukke lyset efter os, isolere vores huse, flyve mindre, og vi skal vælge materialer, der er klimavenlige, såsom for eksempel træ, når vi bygger. Det tror jeg sådan set, vi alle er parate til.

Men jeg er også enig med miljøpolitisk chef i Dansk Industri, Karin Klitgaard, når hun i sit indlæg her i Altinget skriver, at ganske vist kan vi som borgere gøre en lille forskel, men hvis vi for alvor skal gøre en forskel for miljø og klima, skal de rette rammer være på plads, og virksomhederne skal spille en rolle. Så ligesom DI efterlyser jeg også klare klimapolitiske rammer og mål for den industri, der om nogen har vist sig innovative på det grønne område, og hvis succeser kommer os alle til gode.

Det er oplagt, at staten kigger indad. Den offentlige sektor køber ind for mere end 300 milliarder kroner om året uden at stille krav til leverandører om klima, bæredygtighed og holdbarhed. Jeg vil gerne se en valgkamp, hvor politikerne lover befolkningen, at kommuner, stat og regioner fremover går forrest og driver den grønne omstilling.

At vores politikere får fastlagt ambitiøse planer og mål for grønne indkøb, som driver den grønne omstilling og reducerer udledninger og baner vejen for leasing og leje, reparation og vedligehold. Det er ikke kun godt for klima og miljø, men det vil også understøtte innovation og grønne kompetencer i danske små og mellemstore virksomheder. 

Vi skal således alle trække i samme retning og igen – kom nu ud over den traditionelle politiske vanetænkning. Partierne kan ikke længere holde hånden over deres traditionelle baglande. Jeg mener faktisk heller ikke, at man gør nogen en tjeneste ved at undtage nogen i samfundet for indsats.

Vi har i Danmark et kæmpestort veldrevet landbrug – så veldrevet, at det fylder mere, end Danmark i dag kan tåle. Ud over tab af biodiversitet og forurening med blandt andet kvælstof, fosfor og sprøjtegifte er klimaudledninger fra de opdyrkede lavbundsjorder også blevet en faktor, der trækker voldsomt i negativ retning.

Vi har behov for en debat om måden, vi anvender vores areal på. For det er nødvendigt at genfinde balancen mellem natur, klima og miljø og det store intensive landbrug og begynde at tage udvalgte arealer ud af den intensive landbrugsdrift.

En stor jordreform er en virkelig fin samfundsøkonomisk investering, fordi disse arealer giver naturen den plads og sammenhæng, den ikke kan leve uden, de giver kæmpe klimagevinster og store miljøgevinster som rent vand i søer, fjorde, vandløb og havet. 

Og nej – det kræver heldigvis ikke, at vi så skal ud og skyde køerne, som vores klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) tror. Men den mængde slagtekøer, der rutinemæssigt sendes til slagteriet, skal måske ikke erstattes af helt så mange nye køer i staldene.

Klimaforandringerne kræver et opgør med den politiske vanetænkning, og i mange tilfælde kan løsningerne faktisk komme alle borgere til gavn. Jeg håber, at vi har fremsynede politikere, der forstår, at ansvaret for reelle klimahandlinger ligger hos dem og ligger der nu.

Vælgerne har selv sat den grønne dagsorden, industrien er med, hele den offentlige sektor kan spille en kolossal rolle. Nu mangler vi bare politikerne. Vis, at I tør! Det kommende folketingsvalg vil vise det og bliver på den vis vores generations vigtigste valg.

--------

Maria Reumert Gjerding er præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, hvor hun var ordfører for blandt andet miljø, klima og grøn omstilling. Gjerding er desuden uddannet cand.scient. i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier fra RUC. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Dan Jørgensen til Elbæk: Vi er langt grønnere end Venstre Dan Jørgensen til Elbæk: Vi er langt grønnere end Venstre
  • Anmeld

    Poul Vejby-Sørensen

    Let gennemskuelig alarmisme

    Hvis der var en smule konsistens i skribentens holdninger, ville hun gå til angreb på økologisk mad, der er skyld i 50-70% større CO2-udslip end mad produceret efter moderne principper. Men hun har nok ikke rystet støvet fra den politiske fortid af sig.
    Indslaget er simpelt hen useriøst.

    Godt at Altinget understreger, at "Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger."

  • Anmeld

    Bjarne Bisballe

    Ikke verdens forening for hvad som helst

    Jeg forstår ikke, at Danmarks Naturfredningsforening som jo netop har til formål at værne om dans natur og miljø bruger så meget af sit krudt på global klimapolitik, der medfører at dansk natur overplastres med grimme vindmøller.