svarer 
Karsten Lauritzen

Skatteudvalget spørger skatteministeren, Karsten Lauritzen, om kommentar til henvendelsen af 18/1-19 fra Finans Danmark, vedrørende skattepligtsbestemmelsen for de minimumsbeskattede investeringsinstitutter

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 114, Spørgsmål 10
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 18/1-19 fra Finans Danmark, vedrørende skattepligtsbestemmelsen for de minimumsbeskattede investeringsinstitutter, jf. L 114 bilag 11?

Svar fra tirsdag den 22. januar 2019
Finans Danmark fremkommer på baggrund af det fremlagte ændringsforslag med to bemærkninger af teknisk karakter.

1.

For det første foreslår Finans Danmark, at der i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5c, og selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, tilføjes en undtagelse for udbytter modtaget fra et investeringsinstitut med minimumsbeskatning, der udelukkende investerer i fordringer (obligationer) omfattet af kursgevinstloven og afledte finansielle instrumenter. En tilsvarende undtagelse bør efter Finans Danmarks opfattelse fremgå af bestemmelserne om begrænset skattepligt i kildeskatteloven og selskabsskatteloven.

Finans Danmark har begrundet forslaget med, at den allerede foreslåede undtagelse for udbytter, der modtages fra et andet investeringsinstitut, der efter vedtægterne ikke kan investere i danske aktier, ikke er tilstrækkelig. Det anføres, at der kan være tale om situationer, hvor institutter udelukkende har investeret i værdipapirer omfattet af kursgevinstloven, selv om det ikke fremgår af vedtægterne, at de ikke kan investere i danske aktier.

Disse institutter vil efter kildeskattelovens § 65, stk. 8, være fritaget for indeholdelse af udbytteskat, idet det her ifølge Finans Danmark kun er afgørende, hvordan der faktisk er investeret.

Kommenter Det er Skatteministeriets opfattelse, at det også i forhold til bestemmelsen i kildeskatteloven er en forudsætning, at det er en formel investeringspolitik for investeringsinstituttet, at der udelukkende investeres i fordringer mv. omfattet af kursgevinstloven, og at det dermed er en forudsætning, at dette fremgår af vedtægterne, jf. også lov om investeringsforeninger § 14, nr. 26, hvor det er udtrykkeligt fastsat, at investeringsforeningers vedtægter skal indeholde bestemmelser om foreningens og de enkelte afdelingers investeringspolitik og de almindelige regler for den enkelte afdelings anbringelse af formuen.

Bestemmelsen i kildeskattelovens § 65, stk. 8, om fritagelse for indeholdelse af kildeskat i udbytter fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, der udelukkende investerer i fordringer mv. omfattet af kursgevinstloven, udspringer af den tidligere opdeling af investeringsinstitutter i de tre kategorier; rene aktiebaserede institutter, blandede institutter og rene obligationsbaserede institutter. De rene obligationsbaserede investeringsinstitutter var netop defineret som investeringsinstitutter, der udelukkende investerede i fordringer mv. omfattet af kursgevinstloven. Placering i den rette kategori beroede på den investeringsstrategi, som var fastlagt i vedtægterne. Der kunne ikke opnås status som et rent obligationsbaseret investeringsinstitut alene på basis af de faktisk foretagne investeringer, hvis vedtægterne åbnede mulighed for investering i aktier.

Det er på den baggrund opfattelsen, at der med den forslåede formulering, hvorefter der vil være en undtagelse for udbytter, der modtages fra et andet investeringsinstitut, der efter vedtægterne ikke kan investere i danske aktier, vil være overensstemmelse mellem de ændringer, der indgår i lovforslaget, og bestemmelsen i kildeskattelovens § 65, stk. 8.

2.

For det andet foreslår Finans Danmark, at det bliver muligt for eksisterende danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning at tilvælge beskatning af danske aktieudbytter. Dette begrundes med, at det i modsat fald vil blive administrativt tungt, da den manglende mulighed medfører, at eksisterende afdelinger skal nedlægges og nye oprettes til formålet. Finans Danmark foreslår endvidere, at der stilles krav om, at en sådan beslutning i givet fald skal vedtages på en generalforsamling.

Kommentar Det er opfattelsen, at der er et væsentlig hensyn at tage til de danske investorer, idet et valg om at overgå til en beskatning på 15 pct. af modtagne udbytter af danske aktier vil indebære en væsentlig skærpelse af beskatningen for danske investorer. Et krav om vedtagelse på en generalforsamling ses ikke at kunne udgøre en tilstrækkelig kompensation herfor. Der vil ikke være tale om en beslutning med samme betydning for alle deltagere i afdelingen. Tværtimod vil situationen være den, at en sådan beslutning vil være til klart fordel for de udenlandske deltagere og til klar ulempe for de danske deltagere. Er der fx et lille flertal af udenlandske deltagere, vil disse således let kunne få en sådan ændring i gennem til skade for et relativt stort mindretal af danske deltagere. Derfor er det opfattelsen, at det er berettiget at stille som krav, at der skal være tale om nyoprettede afdelinger.

0:000:00