René Gade
 svarer 
Claus Hjort Frederiksen

ALT: Hvorfor skrev telesektoren sin egen strategi på cybersikkerhedsområdet?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 215, Spørgsmål 1

Hvilke overvejelser lå bag beslutningen om at lade telesektoren skrive sin egen sektorstrategi på cybersikkerhedsområdet, når det har været en myndighedsopgave i de resterende fem sektorer, der er påkrævet at have en strategi?

Svar fra onsdag den 17. april 2019
Claus Hjort: Sektorstrategien for telesektoren er primært udarbejdet af aktører i telesektoren sammen med de relevante brancheorganisationer

Forsvarsministeriet har noteret sig, at spørgsmålet ikke vedrører lovforslaget om ændring af lov om Center for Cybersikkerhed (L 215), men derimod den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi.

Regeringens nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi fra maj 2018 indeholdt et krav om, at hver af de seks udvalgte kritiske sektorer inden udgangen af 2018 skulle have udarbejdet en strategi inden for en ramme af 12 konkrete punkter. Det var derimod ikke et krav, at det var den enkelte ressortmyndighed, der alene skulle stå for udarbejdelsen af strategien.

Udarbejdelsen af strategien skulle tage udgangspunkt i en national risikovurdering for den pågældende sektor. Center for Cybersikkerhed, der er ressortmyndighed for informationssikkerhed i telesektoren, valgte på den baggrund at inddrage de væsentlige erhvervsmæssige teleudbydere og disses brancheorganisationer i udarbejdelse af både risikovurderingen og den endelige strategi. Det var samtidig et selvstændigt ønske fra Center for Cybersikkerheds side, at sektoren – som den helt naturlige interessent i forhold til sin egen sikkerhed – tog ejerskab til og ansvar for at styrke den praktiske cybersikkerhed. For at nå dette mål, var det vigtigt, at strategien kom til at indeholde initiativer, som sektoren selv fandt relevante og nødvendige med udgangspunkt i deres specifikke erfaringer med cybersikkerhedsudfordringerne indenfor sektoren.

Sektorstrategien for telesektoren er således primært udarbejdet af de væsentlige aktører i telesektoren sammen med de relevante brancheorganisationer og i tæt samarbejde med Center for Cybersikkerhed.

Det er Forsvarsministeriets opfattelse, at der har været gensidig tilfredshed med dette samarbejde.

0:000:00