svarer 
Morten Bødskov

Skatteudvalget spørger skatteministeren, Morten Bødskov, om kommentar til henvendelsen af 6/11-20 fra PVC Informationsrådet om en genindførelse af PVC-afgifterne medfører kaskader af pseudoarbejde

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 68, Spørgsmål 1
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6. november 2020 fra PVC Informationsrådet, jf. L 68 - bilag 2.

Svar fra mandag den 23. november 2020
1.

PVC-Informationsrådet har i deres henvendelse af 6. november 2020 stillet spørgsmålstegn ved, om Danmark ikke tror på nytten af et EU-ftalaltforbud.

Kommentar Den foreslåede pvc-afgift har blandt andet til formål at øge incitamentet til at anvende andre blødgørere end ftalater. Der er allerede i EU-sammenhæng taget et skridt på vejen væk fra at anvende ftalater, ved at særligt fire problematiske ftalater er blevet gjort forbudte i EU’s REACH-forordning.

Der eksisterer dog stadig mange andre ftalater end de fire forbudte, som potentielt kan være skadelige. For mange typer af ftalater er der begrænset viden om de negative effekter og brugen af disse ønskes derfor reduceret. Det forventes at pvc-afgiften kan være med til at øge incitamentet til at anvende andre blødgørere end ftalater.

2.

PVC-Informationsrådet stiller spørgsmålstegn ved, om det alene er Danmark, der ser forbrænding af pvc-affald som et alvorligt miljøproblem. PVC-Informationsrådet bemærker i øvrigt, at sikre og samfundsnyttige produkter afgiftsbelægges, mens såkaldt ”Kinaskrammel” går fri.

Kommentar Formålet med den foreslåede pvc-afgift er at reducere mængden af pvc, som forbrændes eller deponeres, fordi bortskaffelsen af pvc giver problemer i affaldshåndteringen, da pvc indeholder klor, som ved forbrænding medvirker til en væsentlige forøgelse af restprodukter, som er skadelige i naturen.

Der frigives således blandt andet klordampe ved forbrænding af pvc. Hvis klorbrinten ikke neutraliseres, udvikles der saltsyre, når klorbrinten kommer i kontakt med vanddampe. Saltsyre er skadeligt for naturen, og den skal derfor neutraliseres med andre sure gasser. Det sker ved at tilsætte kalk til klorbrinten. Restproduktet, der opstår på baggrund af denne proces, kaldes et røggasrensingsprodukt, som skal bortskaffes som farligt affald.

For at undgå dannelse af restprodukter ved affaldsforbrænding skal pvc, der ikke genanvendes, derfor bortskaffes til deponi. Der er imidlertid fortsat blød pvc, der bortskaffes med restaffaldet, ligesom pvc ikke systematisk frasorteres på alle sorteringsanlæg, og derfor ender en del af det bløde pvc-affald stadig på de danske affaldsforbrændingsanlæg.

Genindførelsen af pvc-afgiften har til formål at give et generelt incitament til at erstatte blød pvc med andre materialetyper, der ikke giver problemer ved affaldsforbrænding. Der kan være enkelte specifikke anvendelser, hvor blød pvc i dag er et teknisk godt valg, men hvor afgiften kan give en tilskyndelse til at udvikle alternativer for at undgå miljøbelastning ved affaldsbehandlingen.

I henhold til ovenstående vil et produkt indeholdende blød pvc give problemer i affaldshåndteringen uanset produktets oprindelsesland.

3.

PVC-Informationsrådet påpeger i deres høringssvar, at regeringen med forslaget genindfører en stor mængde pseudoarbejde for erhvervslivet og embedsmænd, at alternativerne til pvc og ftalater er dyrere og har kortere holdbarhed, og at provenuet vil komme fra statens egne indkøb, med henvisning til, at det i høj grad er kommunerne, der køber fx vinylgulve.

Kommentar Som nævnt i lovforslaget medfører initiativet administrative og økonomiske konsekvenser, men en genindførelse af pvc-afgiften bidrager til formålet om at øge incitamentet til anvendelse af andre blødgørere end ftalater. Det er af stor betydning, henset til ønsket om at reducere mængden af pvc. Pvc giver som nævnt problemer i affaldshåndteringen og er ved forbrænding skadelig i naturen.

Det er også af stor betydning, da nogle ftalater er hormonforstyrrende og kan påvirke forplantningsevnen. Afgifter på plastik og kemi, herunder pvc og ftalater bidrager til at indfri målet om at reducere mængden af skadelige stoffer, som danskerne udsættes for, fordi afgifter kan hjælpe til at sikre, at varens pris afspejler skadesomkostningerne for sundhed og miljø.

4.

PVC-Informationsrådet oplyser afslutningsvist, at de med støtte på knap en halv million kroner fra VinylPlus har igangsat en undersøgelse, der udføres af Rambøll og forventes færdig i efteråret 2020.

Kommentar Skatteministeriet finder det positivt, at branchen tager initiativ til, at flest mulige produkter, som indeholder blød pvc, genanvendes og dermed holdes ude af affaldssorteringen.

0:000:00