Om  
Bertel Haarder
Lisbeth Knudsen
Kasper Holten

Bertel Haarder er ny formand for Det Kongelige Teater

Fungerende Kulturminister, Rasmus Prehn (S), har udpeget en ny bestyrelse for Det Kongelige Teater. Bertel Haarder (V) tiltræder som ny bestyrelsesformand og afløser Lisbeth Knudsen. 

Julie Rind Rasmussen

Bertel Haarder skal være ny bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater. 

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Kulturminister Rasmus Prehn (S) har udpeget en ny bestyrelse med Bertel Haarder (V) som ny formand. Han afløser Lisbeth Knudsen, chefredaktør på Altinget og Mandag Morgen, der har været formand siden 2016.

"Man finder ikke nogen med mere politisk erfaring end Bertel Haarder, og næppe nogen med mere dybfølt respekt og forståelse for kulturen," udtaler Rasmus Prehn og uddyber:

"Det, kombineret med hans evne til, helt i Grundtvigs oplysningsånd, at bygge bro mellem finkultur og det folkelige, gør ham til et helt oplagt valg til formand for Det Kongelige Teater." 

Rasmus Prehn takker i samme ombæring den afgående bestyrelse.

"Samtidig vil jeg også sige Lisbeth Knudsen og den afgående bestyrelse tak for en stor indsats de sidste fire år."

Den kommende bestyrelsesformand ser frem til sin nye post for nationalteatret, som han med egne ord har været storforbruger af:

"Teateroplevelser er en vigtig del af mit liv, og jeg har intet højere ønske end, at endnu flere unge og gamle skal få adgang til oplevelser på de tre store scener. Jeg vil lægge mig i selen for, at Det Kongelige Teater i endnu højere grad bliver hele Danmarks teater," udtaler Bertel Haarder, der påpeger, at han glæder sig til at blive formand i netop den kommende periode:

"Jeg er samtidig glad for at træde til på et tidspunkt, hvor omprioriteringsbidraget ophører, og jeg ser med stor forventning frem til samarbejdet med teaterchef Kasper Holten og hans medarbejdere."

Den nye bestyrelse er beskikket i perioden 1. januar 2020 – 31. december 2023.

Det Kongelige Teaters bestyrelse ser nu således ud:

  • Bertel Haarder (formand)
  • Anders Hjulmand, advokat HjulmandKaptain (genudpeget)
  • May el-Toukhy, filminstruktør
  • Per Christensen, forbundsformand 3F
  • Gitte Ørskou, direktør Moderna Museet Stokholm
  • Kitte Wagner, teaterchef Malmö Stadsteater
  • Martin V. Korshagen, forestillingsleder (medarbejdervalgt medlem) (genudpeget)
  • Alexander Stæger, danser, (medarbejdervalgt medlem) (genudpeget)
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Kasper Holten

Teaterchef, Det Kgl. Teater, instruktør
studier i litteraturvidenskab og teatervidenskab (Københavns Uni. 1994)

0:000:00