Dødsfald: Eventyrer, modstandsmand og filmmand Jens Bjerre (98)

Mangeårigt medlem af Eventyrernes Klub, forfatter, modstandsmand og journalist Jens Bjerre er død, 98 år gammel. 

Flora Juul Holst

En eventyrer er taget på sin sidste rejse. Jens Bjerre, medlem af Eventyrernes Klub siden 1948, er død. Dødsfaldet skete 17. februar.

Det skriver Ekstra-Bladet. 

"Det er med rigtig stor sorg, at Jens Bjerre er gået bort, for han har om nogen været en inspiration for flere generationer af danske rejsende og eventyrere og i særdeleshed også for alle klubkammerater," siger formanden i Eventyrernes klub, Bjørn Harvig.

I mere end halvtreds år af sit liv rejste Jens Bjerre rundt i fjerne egne for at dokumentere livet i fremmede kulturer. Det bragte ham blandt andet til ukendte dele af Ny Guinea, som han var med til at kortlægge for den australske regering. Han var desuden den første i verden til at filme San-folket i Kalahari-ørkenen i Afrika.

Jens Bjerre var desuden aktiv i modstandsgruppen Bopa under besættelsen. Han er også forfatter til en række bøger, som er solgt i millioner af eksemplarer.

Efter familiens ønske finder bisættelsen sted med deltagelse fra den nærmeste familie og venner. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00