
TV 2 Fyns tidligere direktør, Esben Seerup, begynder som fellow på Constructive Institute i Aarhus. Det skriver Esben Seerup på Facebook.
"Jeg har samme brusende forventningsfølelse i maven, som da jeg som 20-årig skulle begynde på Danmarks Journalisthøjskole i Århus," skriver han.
Esben Seerup var indtil i juli tidligere i år direktør for TV 2 Fyn. Afskedigelsen skete som følge af en undersøgelse af arbejdspladsen og en række ændringer i ledelsen. Esben Seerup nåede at stå i spidsen for mediehuset i 12 år.
"Jeg ærgrer mig over bestyrelsens beslutning om at stoppe samarbejdet. Det er selvfølgelig en direktørs lod og en bestyrelses ret, men jeg er ikke mæt af at arbejde med ledelse eller i medieverdenen," sagde Esben Seerup om sin direktørtid i forbindelse med sin afgang.
Ifølge den tidligere mediedirektør gælder hans nye position i første omgang frem til efterårsferien, mens han "samtidig søger og tænker videre over, hvordan og hvorfra jeg mon fremover bedst får kombineret medier, forandringsledelse og partnerskaber, der gør verden til et bedre sted".
Constructive Institute er et selvstændigt institut for konstruktiv journalistik, der blandt andet tilbyder efteruddannelse af danske og internationale journalister.
Indsigt
- Veteran til Søren Gade: Hvor kan jeg returnere min medalje for sårede i tjeneste?
- Holstein: Lars Løkke risikerer at skyde sig selv i foden ved at pege på Troels Lund
- Nu spidser regeringsforhandlingerne til: Det har partierne sagt om valgkampens fire centrale emner
- Helle Ib: Derfor kan Løkkes nye drama ende i selvmål og destruktion
- Lidegaard må acceptere strammere regler for statsborgerskab i ny regering, spår S-politiker










































