Om  
Klaus Riskær Pedersen

Klaus Riskær Pedersen vil alligevel genopstille

Klaus Riskær Pedersen har fortrudt, at han udelukkede en genopstilling efter et skuffende valgresultat ved årets folketingsvalg.

Jon Michelsen

Klaus Riskær Pedersen vil alligevel stille op til valg, hvis der kommer valg inden for de næste ni måneder.

Det skriver Politiken.

Riskær meddelte umiddelbart efter årets valgresultat, at han ikke ville genopstille.

Nu er partiformanden kommet på andre tanker:

”Jeg meddeler nu, at jeg trækker tilbage, at jeg ikke ønsker at genopstille. Så længe vi er opstillingsberettigede, så genopstiller vi. I det nye år vil jeg stille og roligt tage stilling til, om vi skal begynde at samle vælgererklæringer igen og hvordan”, siger Riskær ifølge Politiken.

Partiet har status som opstillingsberettiget indtil august 2020. 

Riskær begrunder sin udmelding med de seneste måneders begivenheder i henholdsvis Venstre og Liberal Alliance, som begge har lidt under store partiændringer.

”Jeg synes, jeg er forpligtet til det. Jeg kan ikke være andet bekendt, hvis det fortsætter sådan her i det liberal-borgerlige Danmark”, siger Riskær ifølge Politiken.

En borgerlig statsminister
Riskær vil pege på en borgerlig statsminister.

”Jeg ser gerne en borgerlig statsminister, men om det er Kristian Thulesen Dahl, Søren Pape, Ellemann eller en helt fjerde, det ved jeg ikke. Der er lang tid til,” siger Riskær ifølge Politiken.

Nye Borgerlige og Stram Kurs har i forvejen gjort borgerlig politik i Danmark til et vækstområde. Ud over Riskærs udmelding om genopstilling venter det politiske Danmark spændt på, hvorvidt tidligere økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille er på vej til at starte et nyt, borgerligt parti efter hans udtræden fra Liberal Alliance.

Det er noget, der ikke er lige populært hos alle.

”Som borgerlig, som liberal, som konstruktiv konsensussøgende liberal mener jeg ikke, at Danmark mangler partier, der borger for det,” siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen ifølge Politiken.

Klaus Riskær Pedersen fik ved årets folketingsvalg 0,84 procent af stemmerne. Det udgør 29.600 stemmer og gør partiet berettiget til 976.800 partistøttekroner om året.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Klaus Riskær Pedersen

Iværksætter, partistifter, Borgerlisten (tidl. Klaus Riskær Pedersen), fhv. MEP (V), forfatter
cand.merc. (CBS 1980)

0:000:00