Mai Villadsen falder for rotationsregler: Her er Enhedslistens kandidater til Folketinget
Enhedslistens årsmøde har traditionen tro besluttet, hvem der skal stille op for partiet ved næste valg til Folketinget. For første gang siden valget i 2019 er politisk ordfører Mai Villadsen ikke blandt navnene. Se hele listen her.
Redaktionen
Johanne Schmidt-Nielsen har prøvet det, Pernille Skipper det samme, og nu blev det også Mai Villadsens tur til at falde for Enhedslistens interne rotationsregler.
Den politiske ordfører er med weekendens årsmøde i Enhedslisten således ikke længere blandt partiets kandidater til Folketinget.
Det står klart, efter at årsmødet søndag traditionen tro besluttede, hvem der skal være på Enhedslistens kandidatliste, hvis der bliver udskrevet folketingsvalg inden næste årsmøde.
Listen er som følger:
- Pelle Dragsted (København 1)
- Anne Hegelund (Østjylland 1)
- Trine Pertou Mach (Sjælland 1)
- Ibrahim Benli (Københavns Omegn 1)
- Rosa Lund (København 2)
- Peder Hvelplund (Nordjylland 1)
- Victoria Velasquez (Fyn 1)
- Leila Stockmarr (København 3)
- Sinem Demir (Nordsjælland 1)
- Rasmus Vestergaard Madsen (Sydjylland 1)
- Maria Temponeras (Vestjylland 1)
- Lisbeth Torfing (Østjylland 2)
- Jette Gotlieb (København 4)
- Ludmilla Plenge Schütt (Sjælland 2)
- Louis Jacobsen (København 5)
- Julie Rohde Birk (Østjylland 3)
- Reza Javid (Fyn 2)
- Selma Bolø (Sydjylland 2)
- Runa Friis Hansen (Nordjylland 2)
- Mathilde Vinther (Københavns Omegn 2)
Foruden politisk ordfører Mai Villadsen bliver folketingsmedlemmerne Søren Søndergaard og Søren Egge Rasmussen altså heller ikke genopstillet.
Mai Villadsen blev første gang valgt i Folketinget i 2019, men da hun inden da havde en periode som ansat i partiet, tæller det også med i antallet af år, som rotationsreglerne tager udgangspunkt i.