Om  
Mette Thiesen
Pernille Vermund

Mette Thiesen melder sig ud af Nye Borgerlige

Folketinget får den første løsgænger, efter at Mette Thiesen har forladt Nye Borgerlige. Hun burde overlade sit mandat, mener Pernille Vermund, der kalder beslutningen både tarvelig og uhæderlig.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Maja HagedornKatrine Falk Lønstrup

Mette Thiesen er fortid i Nye Borgerlige.

Det oplyser det netop genvalgte folketingsmedlem på Facebook.

"Lige nu har jeg brug for at tage noget tid med min familie og finde ro i, at jeg har truffet beslutningen om ikke længere at være medlem af Nye Borgerlige og dermed fra dags dato er løsgænger i Folketinget," skriver Mette Thiesen.

Beslutningen er truffet oven på intern uro i partiet, der kulminerede mandag. Her kom det frem, at Thiesens kæreste gentagne gange havde opført sig truende, og at han til partiets valgfest tirsdag var voldelig over for en medarbejder fra Nye Borgerlige. Vedkommende havde tidligere været i et forhold med den nu forhenværende profil.

Ifølge Pernille Vermund havde Mette Thiesen fået at vide, at hendes kæreste ikke var velkommen til valgfesten på grund af de tidligere sager. Partilederen har også beskyldte hende for sammen med kæresten at have sendt "intimiderende og truende" beskeder til en medarbejder i partiet, som hun også skulle have krævet fyret.

"Alting har to sider"

Mette Thiesen tager afstand fra sin kærestes opførsel på valgnatten, skriver hun på Facebook.

"Jeg skal som det første sige, at jeg på det kraftigste tager afstand fra min kærestes handling på valgaftenen i tirsdags. Det var fuldstændig uacceptabelt – det ved både han og jeg. Det kommer til at have konsekvenser. Det har det allerede nu – og dem tager både han og jeg på os," lyder det. 

Læs også

Men hun lægger vægt på, at "alting har to sider":

"Desværre er der ikke blevet lyttet til min, og denne er derfor heller ikke en del af mediernes dækning. Jeg bad om hjælp til at komme væk fra en svær fortid, der havde fyldt alt for meget, alt for længe, og som jeg havde svært ved at håndtere selv. Jeg var skrøbelig og sårbar – men der blev desværre ikke lyttet," fortsætter Mette Thiesen. 

Partiformand: Thiesens beslutning er "tarvelig og uhæderlig"

Mandag diskuterede den nyvalgte folketingsgruppe først situationen omkring Mette Thiesen, uden at hun var til stede.

Derudover var der blevet indkaldt til ekstraordinært møde i både Nye Borgerliges forretningsudvalg og hovedbestyrelse, hvor Mette Thiesens fremtid i partiet skulle diskuteres. Her kunne eksklusion komme på tale, lød det fra Pernille Vermund.

Inden da nåede hun dog selv at træffe en afgørelse.

Mette Thiesens beslutning om at fortsætte i Folketinget som løsgænger møder hård kritik fra partiformand og -stifter, Pernille Vermund.

"Det, mener jeg, er både tarveligt og uhæderligt overfor de af Nye Borgerliges vælgere, der for blot en uge siden stemte hende i Folketinget på vores partiliste," skriver hun i en pressemeddelelse.

"Hun burde i stedet give sit mandat videre til sin suppleant."

Artiklen fortsætter efter facebookopslaget.

Partikollega: Hun dummede sig og kostede stemmer

Både undervejs i valgkampen og i dagene efter blev det nu forhenværende partimedlem kritiseret af andre profiler fra Nye Borgerlige.

Det skete, da Mette Thiesen blev afsløret af Frihedsbrevet i at rådgive i, hvordan en potentiel donor kunne omgå reglerne for anonym partistøtte. Her fik hun sagt, at Pernille Vermund også benyttede sig af en hemmelig konto, der kunne holde større donationer hemmelige. Det fik partiformanden til i et interview med B.T. at beskylde hende for at tale usandt.

Oven på folketingsvalget tirsdag langede folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen så hårdt ud efter hende.

Mette Thiesen "dummede sig" med udtalelsen om partidonationer og en omstridt melding om, at danskerne burde have ret til at fravælge for eksempel jødiske eller homoseksuelle hjemmehjælpere. Det kostede partiet 1,5 procentpoint af stemmerne, konkluderede han i R4DIO-programmet 'Det blå hjørne'.

Det afviser Mette Thiesen.

"Udtalelserne efter valget fra mennesker, som jeg tidligere har betegnet som mine nære, og som jeg holdt af, står for sig selv. Selvfølgelig er jeg ikke skyld i, at Nye Borgerlige ikke fik det ønskede valgresultat. Det tror jeg står soleklart for alle."

"Jeg undskylder ikke for noget jeg ikke har gjort eller overfor en, der har gjort mig ondt. Det vil jeg ikke byde mig selv, for så går jeg i stykker," skriver hun.

Første løsgænger én uge efter valget

Med beslutningen om at forlade Nye Borgerlige har Folketinget under én uge efter valget fået sin første løsgænger.

Mette Thiesen sad i Folketinget for Nye Borgerlige fra valget i 2019 frem til 7. november. Hun fik 4.357 personlige stemmer ved det netop overståede folketingsvalg.

Hun har tidligere været medlem af Konservative, som hun også sad i byrådet for i Hillerød Kommune.

Nye Borgerlige fik seks mandater ved valget. Gruppen består nu af Pernille Vermund, Lars Boje Mathiesen, Peter Seier Christensen, Kim Edberg Andersen og Mikkel Bjørn Sørensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Thiesen

MF (DF)
lærer (N. Zahles seminarium 2008)

Pernille Vermund

MF (LA), fhv. formand og stifter, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

0:000:00