Om  
Morten Sabroe

Nekrolog: Tak for alt, Morten. Du var en fucking skændsel for din stand

Journalisten Morten Sabroe er død. Altingets chefredaktør skriver i en nekrolog, at han blev en inspiration for en hel generation af journalister.

Morten Sabroe gav en generation af skribenter modet til at bryde regler, lege med sproget og udfordre vanetænkningen. Kan man næsten tænke sig et smukkere eftermæle, spørger Altingets chefredaktør Jakob Nielsen.
Morten Sabroe gav en generation af skribenter modet til at bryde regler, lege med sproget og udfordre vanetænkningen. Kan man næsten tænke sig et smukkere eftermæle, spørger Altingets chefredaktør Jakob Nielsen.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Morten for fanden! Nu er du død.

Jeg har ellers tit tænkt, at du sikkert var udødelig, selv om det selvfølgelig er noget vrøvl. Du så bare så stærk ud, og langt oppe i tresserne stod du stadig knivskarpt i læderjakke og Ray Bans og den der solbrændthed, som I vistnok bliver født med oppe nord for København.

Der var faktisk noget, jeg gerne ville have spurgt dig om – og nu er det for sent.

Det er det med solbrillerne. Ikke dine solbriller, mand. Hunter S. Thompsons solbriller selvfølgelig. Altså, satte du dig virkelig på hans solbriller den dag på Woody Creek Tavern lidt uden for Aspen?

Jeg har været i tvivl, lige siden jeg læste din reportage første gang i begyndelsen af halvfemserne. 

Den der reportage, hvor du rejste til USA for at møde Hunter S. Thompson, den amerikanske forfatter og gonzojournalist, på hans stamværtshus uden for Aspen, Colorado.

Du fandt ham, men han forsvandt i en sky af kokain. Du var ved at give op, da du ved en tilfældighed fik kontakt til ham, og han kom tilbage på værtshuset, han lod dig købe drinks, og så var det, at du satte dig på hans ikoniske solbriller, så de blev vind og skæve. Du rettede dem ud, gav ham dem på og sagde ”De sidder skidegodt, mr. Thompson.”

Du fortalte selv om episoden igen i Politiken for nogle år siden:

”Fra det øjeblik vendte billedet, og han syntes, jeg var en fantastisk fyr. Jeg blev inviteret op i hans hus i bjergene. Til sidst fik jeg ham lokket ud på terrassen og stillet min båndoptager op. Hunter blev fuldstændig ude af den og sagde: »Morten, you are a fucking disgrace to your profession«. Jeg skulle jo have haft båndoptageren tændt fra første sekund, jeg mødte ham på baren. Det blev det mest latterlige og intetsigende interview nogensinde.”

Muligvis.

Men som journalistspire i begyndelsen af 20'erne læste jeg det igen og igen.

 

Min generation af skribenter står i gæld til dig på samme måde, som selv det mest tarvelige rockorkester på blokvognen på et kræmmermarked står i gæld til Bob Dylan

Jeg tror ikke, det var, fordi jeg drømte om at skrive ligesom dig eller om at sidde og sniffe coke med Hunter S. Thompson – jeg vidste godt, jeg ikke skulle være gonzojournalist.

Det var, fordi du udvidede grænserne for, hvad der var muligt.

Tænk, at man overhovedet kunne skrive sådan. Det var en eksplosion af ord, og jeg havde aldrig læst noget lignende.

Konventionen var, at journalister ikke selv måtte optræde i deres artikler. Det ville du skide på. Du gjorde som Hunter S. Thompson havde gjort det i den legendariske artikel ’Fear And Loathing In Las Vegas’ i magasinet Rolling Stone i 1971. Du smækkede dig selv midt ind i historien i en vild sammenblanding af reportage, drømmesyn, druk og pure opspind. Det var sindssygt.

På den måde blev du en inspiration for en hel generation af journalister, som fik modet til at bryde regler, lege med sproget og udfordre vanetænkningen. Kan man næsten tænke sig et smukkere eftermæle?

Min generation af skribenter står i gæld til dig på samme måde, som selv det mest tarvelige rockorkester på blokvognen på et kræmmermarked står i gæld til Bob Dylan, Jerry Lee Lewis og Jimi Hendrix.

 

Vi hylder dig som journalist og forfatter, men når du var bedst, var du satiriker

Mit første møde med dine tekster var bogen ’I Svinets Hjerte’, som udkom i 1990. Det var en samling af dine artikler fra Information. Jeg tror faktisk, det var den bog, der fik mig til at holde Information, og i nogle år kunne jeg ikke forestille mig at skrive for nogen anden avis.

Udover reportagen fra Colorado var der især én tekst, jeg læste igen og igen – det var den leder fra Information, som havde givet bogen sin titel: I svinets hjerte.

Den leder handlede om Ekstra Bladets daværende chefredaktør, Sven Ove Gade. Han havde skrevet en nærgående reportage fra den gade, hvor en ung kvinde var blevet dræbt på brutal vis. Gade havde antydet, at den dræbte kvinde var let på tråden. 

Du skrev, at Sven Ove Gade ganske vist ikke var mistænkt i sagen, men at nogen alligevel burde bure ham inde: "Det må siges at være et rent tilfælde, at han er chefredaktør på det Ekstra Blad, som nu boltrer sig i kvarteret, og hedder Sven Ove Gade. Han kan næppe gøre for, at der i hans bryst banker et svins hjerte, og at han tænker som et«.

Den tekst var så vild.

Dengang var Ekstra Bladet en kæmpe magtfaktor i Danmark med daglige oplag på over 250.000 eksemplarer. Og dengang sad man ikke og diskuterede etik i Presselogen – eller nogen som helst andre steder, måske bortset fra Informations spalter.

Sven Ove Gade syntes også, det var en vild tekst. Han trak dig i retten, og både du og chefredaktøren måtte betale dagbøder. Også dengang holdt systemet med de mest magtfulde.

På den måde vækkede du en retfærdighedssans, som er grundlaget for meget vigtig journalistik. Du mindede om, at nogen skal forsvare de svage mod de stærke. Jeg beundrede dig for det, og Information blev den første avis, jeg betalte med mine egne penge.

 

Jeg kom fra en helt anden verden og opdagede alt for sent, hvor generøs og åben, du var

Jeg kan huske, da du skiftede til Politiken – ”hold kæft, nu sælger han ud!”, sagde vi til hinanden på de værtshuse, hvor vi sad og øvede os i at være journalister.

Men det viste sig at være mit held, for da jeg ikke kunne få en praktikplads på Information, fik jeg med det yderste af neglene en plads på Politiken, og så blev vi en slags kolleger.

Ikke at vi blev venner. Jeg kom fra en helt anden verden og opdagede alt for sent, hvor generøs og åben, du var.

Men jeg har redigeret masser af dine tekster – både gode og mindre gode – og moret mig over indledninger som den, hvor du skældte redaktøren hæder og ære fra, fordi han ville sende dig på valgreportage i en Fiat. I EN FIAT?

Hvad så, mister Nielsen? 

Det var faktisk først, da du havde droppet Politiken for at blive forfatter, at jeg lærte dig lidt bedre at kende.

Tilfældigvis udkom din selvbiografiske roman om din mor samtidig med min første bog – og på samme forlag. Jeg kan huske, vi mødtes tilfældigt på forlaget, og at du foreslog redaktøren, at de skulle promovere din bog med bannere på flyvemaskiner, der cirklede over byen. For sjov, selvfølgelig. Eller, i hvert fald lidt for sjov.

Senere havde du overskud og stil til at rose nogle ting, jeg skrev fra USA – og det kan lyde helt åndssvagt, men det betød alverden for mig og for min tro på mine egne ord.

Det var også meget fedt, at du altid kaldte mig ”Mister Nielsen”.

Jeg kan stadig ikke påstå, vi var venner – knap nok bekendte, og derfor er det kun fra gamle artikler om dig, at jeg ved, du blev født i Gentofte, og at din far var den gamle Cirkusrevy-direktør Povl Sabroe, og alt det der, man kan læse på nettet. 

Du var et punkorkester, der fan’me insisterede på at spille punk, lige til skibet gik ned

Nåja, en del af det vidste jeg også fra dine skønlitterære bøger. Jeg læste et par af dem og var berørt af ’Du Som Er I Himlen’, der handlede om din mor. Eller: den handlede mest om dig, for det gjorde det altid. Men du formåede at være selvoptaget uden at være krukket. Ikke alt for krukket i hvert fald.

Andre af dine bøger lod jeg bare ligge. Jeg havde sgu ikke behov for at læse en mailudveksling mellem dig og Jørgen Leth om, hvem der havde den største pik. Eller for at læse om alt det, du ikke forstod ved #Metoo.

Du spillede punk til det sidste

Op til valget i 2015 havde du en bog på vej, og midt i valgkampen begyndte du at publicere opdigtede anmeldelser af din bog på Facebook. Der var anmeldelser fra Prins Henrik og Jennifer Lawrence, men også fra Søren Pape, som i versaler skrev, at din bog var ”ET RASENDE OG MESTERLIGT OPGØR MED NAZI-ISLAMISMEN I DANSK LITTERATUR!”

Vi hylder dig som journalist og forfatter, men når du var bedst, var du satiriker på en måde, som meget få andre kunne hamle op med.

Jeg elskede, når dine tekster en sjælden gang imellem dukkede op i en avis, for de blev mere og mere syrede. Det kunne man lære af. Du var et punkorkester, der fan’me insisterede på at spille punk, lige til skibet gik ned.

Dit første store punkhit, det var selvfølgelig den artikel med Hunter S. Thompson. Den, hvor du satte dig på hans solbriller og maste dem skæve.

Eller gjorde du?

Jeg har altid været nysgerrig efter at vide, hvor grænsen mellem reportage og fiktion gik i den artikel. Nu får vi det aldrig at vide, og måske er det også bedst sådan.

I stedet kan vi mindes, hvad du selv skrev om Dan Turell tilbage i 1994 i Politiken.

”Han er en af de sidste store originaler, som ikke kan bulldozes ned i Originalernes Massegrav. Man skal huske at holde af den slags, mens de er blandt os.”

Tak for alt, Morten. Du var en fucking skændsel for din stand. Og en af de sidste store originaler. Hvad skulle vi have gjort uden dig?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Sabroe

Journalist og forfatter
Bygningssnedker 1967, journalist, Berlingske 1971

0:000:00