Om  
Ole Sohn

Ole Sohn har fået toppost i sædbank

Som bestyrelsesformand for sædbanken Cryos International skal Ole Sohn blandt andet arbejde for at få spredt flere æg rundt omkring i verden.

Astrid Johanne Bjørnskov

Den tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har siden april 2018 været bestyrelsesformand i sædbanken Cryos International – Denmark ApS. 

Dermed er den tidligere kommunistformand, der senere blev SF’er og dernæst socialdemokrat, blevet formand for en virksomhed, der omsætter for et trecifret millionbeløb ved at eksportere dansk sæd til lande verden over – en forretning, han som bestyrelsesformand har ambitioner om at udvide.

"Min ambition er at fortsætte den udvikling, som Cryos allerede er inde i, hvor vi eksporterer sæd til mere end 100 lande. Og så gælder det ikke mindst om at arbejde for, at vi får de samme muligheder med donoræg," siger han.

Vil påvirke lovgivningen for donoræg
Ifølge Ole Sohn er det blandt andet hans erfaring med egen virksomhed, der har gjort ham relevant for sædbanken. Derudover fremhæver han, at han som tidligere folketingspolitiker og formand for EU’s konkurrenceevneråd har stor erfaring i arbejdet med lovgivning.

"Min erfaring på det lovgivningsmæssige område er relevant, fordi Cryos ikke bare er underlagt dansk lovgivning, men mere end 100 landes lovgivning og hele EU’s lovgivning."

Ole Sohns ambition er i forlængelse af det at arbejde for, at lovgivningen gør det nemmere for kvinder at donere deres æg.

Bestyrelsesposten i sædbanken er den seneste af flere, som Sohn har haft, siden han stoppede i dansk politik i 2015. Tidligere på året gjorde Esben Lunde Larsen (V) ham også til bestyrelsesformand i Dansk Producentansvar.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Sohn

Bestyrelsesformand, Dansk Producentansvar, Bestyrelsesmedlem, DanPilot, Adm. direktør, Sohn Consulting, forfatter, foredragsholder
HF (Gedved Seminarium. 1973), jord- og betonarbejder (1976)

0:000:00