Paula Larrain bliver redaktør for nyt Altinget-medie om etik og tro

Mangeårig tv- og radiovært på Danmarks Radio bliver redaktør for Altingets nye nichemedie, som skal dække de etiske spørgsmål i politik- og trosområdet.

Placeholder image
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Når Altinget i maj åbner et nyt nichemedie om etik og tro, bliver det med journalist Paula Larrain som redaktør.

Hun kommer til Altinget fra Danmarks Radio, hvor hun senest var vært for radioprogrammet Tidsånd og for søndagens tv-gudstjeneste.

"Vi har længe haft et ønske om at dække kirkepolitik og tidens etiske dilemmaer. Med Paula Larrain får vi den stærkeste redaktør, vi kunne forestille os,” siger chefredaktør Jakob Nielsen.

Altinget Etik og tro skal dække de mange politiske spørgsmål, der diskuteres i folkekirken og andre trossamfund. Mediet vil også følge arbejdet i Etisk Råd og løfte diskussionerne ind i den politiske arena.

Paula Larrain har i flere år fungeret som kommentator ved Altinget, men dén kasket lægger hun på hylden i det nye job. 

Blå bog

Paula Larrain

Født 29. januar 1970 i Valparaiso, Chile. I 1973 flygtede hun med sine forældre til Danmark.  

Erhverv

  • 2018-2022 Tv- og radiovært på ”Med Paula Larrain til gudstjeneste”, ”De højere magter”, ”Tidsånd”, Danmarks Radio
  • 2017-2022 Klummeskribent, Altinget
  • 2008-2022 Ejer, moderator og foredragsholder, Larrain
  • 2012-2018 Redaktør, Dit Perspektiv
  • 2015-2016 Live-redaktør, Ekstra Bladet
  • 2012-2014 Professor, DIS – Study Abroad
  • 2008-2009 Kampagneleder, Det Blå Danmark
  • 2001-2007 Nyhedsvært, Danmarks Radio
  • 1994-2001 Journalist, Berlingske Tidende
  • 1994-1994 Journalist, Danmarks Radio

Uddannelse

  • 1994 Journalist, Danmarks Journalisthøjskole DHJ
  • 1985 Student, Esbjerg Statsskole

Bøger

  • 2003 “I morgen skal vi hjem”, L&R - Lindhardt og Ringhof
  • 2004 “Politik og Jura - festskrift til Ole Espersen”, Forlaget Thomsen
  • 2007 “Det glade hjerte lever længst”, L&R 
  • 2008 “Uden for citat”, Rosinante
  • 2021 “Rejsen til hjerterummet”, Eksistensen
  • 2021 “Midt i livet - hvad vi har lært om os selv og kærligheden”, Kristeligt Dagblads Forlag

”Jeg glæder mig til at komme tilbage i redaktørrollen og denne gang søsætte et nyt medie om etik og tro. Det er vigtige områder, som berører os alle, og som i stigende grad ligger under de aktuelle, politiske brudflader,” siger Paula Larrain.

Kirken er en nyhedsørken
Det nye medie skal udfylde et hul i det danske mediemarked.

“Man taler nogle gange om nyhedsørkener – altså byer eller områder, der ikke har nogen lokale medier. Jeg synes næsten, man kan betragte folkekirken som en landsdækkende nyhedsørken,” siger chefredaktør Jakob Nielsen.

“Der er simpelthen for få journalister, der dækker de mange vigtige og interessante politiske spørgsmål, som diskuteres i kirkekredse,” siger han.

Det gælder alt fra præstemangel til kirkens udfordringer med den grønne omstilling. Det kan også være debatten om dobbelt kirkemedlemskab eller behovet for en ny begravelseslovgivning.

Skriver til hele kirken

Paula Larrain understreger, at mediet vil gå til opgaven med nysgerrighed og uden forudfattede meninger.

“Vi vil gerne skrive til alle grene af folkekirken og til de øvrige trossamfund. Vores indtryk er, at mange savner en tilstræbt objektiv dækning af dansk kirkepolitik,” siger Paula Larrain. 

Altinget Etik og tro vil både følge de dagsordner på Christiansborg, der har direkte med området at gøre, og perspektivere store politiske diskussioner med etikkens og troens briller på.

”Der er en stigende interesse i åndelige emner og en efterspørgsmål på fordybelse og seriøs oplysning om de dybere lag i menneskers tilværelse. Hvorfor er vi ikke længere enige om, hvad der er etisk korrekt? Hvordan udvikler kirken sig i en polariseret virkelighed? Hvordan går det med religionsfriheden?"

"Det er spørgsmål, som det nye medie skal gå i dybden med og give løbende perspektiver på,” siger Paula Larrain.

Udkommer i maj

Altinget Etik og Tro vil også lægge spalter til masser af debat og til overblik over de lovforslag og ministersvar, der behandles i Folketinget.

Første nyhedsbrev kommer i maj, og dermed vil Altinget have 28 nichemedier om dansk og europæisk politik.

Desuden har Altinget Sverige 10 nichemedier, og senere i 2022 åbner Altinget også i Norge. 

Omtalte personer

Paula Larrain

Redaktør, Altinget Etik og Tro, forfatter
journalist (DJH, 1994)

Jakob Nielsen

Ansvarshavende chefredaktør, Altinget.dk & Mandag Morgen
Journalist (DMJX 1998)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser