Flora Ghosh har reddet udsatte kvinders liv. Men i årevis er hendes egne ansatte gået grædende hjem

Hun er blevet berømmet for sit arbejde for udsatte kvinder, men er også i årevis blevet beskyldt for at mobbe sine medarbejdere. Altinget tegner et portræt af den omdiskuterede Liva-stifter Flora Ghosh.

Liva-stifter Flora Ghosh er i årevis blevet beskyldt for at mobbe sine ansatte og de udsatte, hun egentlig skulle hjælpe. 
Liva-stifter Flora Ghosh er i årevis blevet beskyldt for at mobbe sine ansatte og de udsatte, hun egentlig skulle hjælpe. Foto: Ritzau Scanpix
Rasmus Dahl LøppenthinSøren Dahl

Da Flora Ghosh stod på scenen i DR’s koncertsal i oktober 2013, var hendes historie næsten for god til at være sand.   

Hun havde kæmpet sig frem og op.

Hun var flygtet fra overgreb i barndommen i Bangladesh.

Hun var flygtet fra en voldelig mand i voksenlivet i Danmark.   

Nu hjalp hun selv kvinder op fra samfundets bund, og det var meget mere end et job. Det var en mission. En mission, der lykkedes.   

Det var derfor, hun stod der i projektørlyset på scenen i DR Koncerthus. 

Det var oktober 2013, og socialrådgiver Flora Ghosh skulle modtage den prestigefyldte Tine Bryld-pris for sit arbejde med at hjælpe udsatte kvinder i organisationen Liva.   

 “Jeg er dybt beæret,” sagde hun. 

En af civilsamfundets superstjerner
På scenen modtog hun prisen af den mangeårige socialdemokratiske folketingspolitiker og tidligere minister Helle Degn, som stod kind mod kind med det nye, socialpolitiske stjerneskud.   

“Vi ser Flora Ghosh som en rollemodel – med sin egen særegne historie, en ildsjæl, engageret og socialt indigneret,” sagde Helle Degn.  

Og hun var langt fra alene. Der findes adskillige kvinder, som er dybt taknemmelige for den hjælp, de har fået af den spinkle dame med den store udstråling. 

Ja, nogle af dem siger ligefrem, at de næppe ville være i live i dag, hvis det ikke var for Liva og Flora Ghosh.  

Men der findes også andre historier om Flora Ghosh. Der findes historier om en meget barsk leder, der har svært ved at håndtere modstand. Om en leder, kan finde på at mobbe de udsatte kvinder, hun egentlig skulle hjælpe. Og historier om en leder, der behandler sine ansatte så dårligt, at de melder sig syge og siger op på stribe.   

Fra 2016 til 2019 forlod mere end 40 ansatte organisationen, viser et notat fra fem fagforeninger. Siden er medarbejderflugten fortsat, og i foråret 2022 skrev 20 tidligere medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer et åbent brev med kritik af deres tidligere chef.  

”Flora skabte hele tiden uro og usikkerhed," som én af medunderskriverne, Gitte Oberg, forklarede i Altinget. 

Gennem mere end et år har Altinget i en lang række artikler beskrevet de alvorlige problemer med arbejdsmiljøet i Liva.  

Det har ført til meget debat og til eksempler på ekstra tilsynsbesøg fra myndighederne, men det har ikke rokket ved Flora Ghosh’ position i organisationen. Og det har ikke fået de politikere, der sikrer organisationen millioner, til at ryste på hånden. 

Tværtimod har flere af de centrale politikere forholdt sig tavse eller forsvaret Liva-stifteren. 
Det hører nemlig også med til historien om Flora Ghosh, at hun har et usædvanligt stærkt netværk blandt politikere på venstrefløjen og på Københavns Rådhus.   
 
Dette er historien om en af civilsamfundets superstjerner – og det er samtidig historien om en karakter, som de færreste tør lægge sig ud med.  

Men det er også en historie, der bliver fortalt uden hovedpersonens medvirken. 

"Liva agter ikke at bidrage med nogen kommentarer til Altingets såkaldte ”portræt”. Det rummer en række ensidigt indhentede kildeudsagn, der for de flestes vedkommende ligger tilbage i tiden, og hvis sandhedsværdi kan diskuteres," skriver Livas advokat Bjarke Vejby i en mail til Altinget. 

Vidtforgrenet politisk netværk 
Allerede i 2013, da Flora Ghosh modtog Tine Bryld-prisen og blev én, som aviserne skrev om, var der hyppige sygemeldinger blandt medarbejderne i Liva, og året efter kom den første skriftlige klage til bestyrelsen.    

Alligevel lykkedes det i de år Flora Ghosh at etablere Liva som en af landets førende hjælpeorganisationer for sexarbejdere. 

Forretningen er siden udvidet med flere kvindekrisecentre, og Liva modtager i dag et tocifret millionbeløb fra det offentlige.   

"De taler for deres syge moster," 

Anonymiseret embedsmand i Københavns Kommunes socialforvaltning
 

I en årrække var Flora Ghosh også fast og anerkendt debattør i Politiken, og hun skabte sideløbende et vidtforgrenet politisk netværk.   

“Flora og de andre gode folk satser på at kunne hjælpe 60 familier i julen,” skrev Johanne Schmidt-Nielsen på Instagram i december 2018.    

Dengang var Schmidt-Nielsen stadig en markant figur i Enhedslisten, og hun opfordrede direkte sine titusindvis af følgere til at give penge til Liva.  I det hele taget har Flora Ghosh i årevis haft gode forbindelser i Enhedslisten. 

Hendes krisecenterchef Maja Albrechtsen sad indtil for nylig i Enhedslistens hovedbestyrelse.

Samtidig sidder Flora Ghosh' mangeårige nøglemedarbejder Charlotte Lund i Socialudvalget for Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation.  

Lund er partifælle med socialborgmester Karina Vestergård Madsen, som har forsvaret Livas arbejde trods kritik fra hendes egen forvaltning. Karina Vestergård Madsen holdt også tale i Livas lokaler i forbindelse med kvindernes internationale kampdag i marts 2022, men har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. 

Charlotte Lund var ansat i Liva fra 2014 til april 2022, da hun skiftede til et job i Kirkens Korshær.

Men indtil for nylig fremgik det fortsat af Livas hjemmeside, at Charlotte Lund fortsat var ansat i organisationen. Hendes navn er først blevet fjernet fra hjemmesiden i forbindelse med researchen til denne historie.

Charlotte Lund afviser, at hun nogensinde har drøftet Liva med Karina Vestergård Madsen. 

Hun har heller ikke været med til at uddele penge til Liva, eftersom socialforvaltningen har faste regler og procedurer for, hvordan det skal håndteres, hvis et udvalgsmedlem har relationer til en organisation som søger støtte.  

Charlotte Lund påpeger også selv, at det ville være forkert, hvis hun havde været med til at bevilge penge til Liva. 

"Det ville jo give en kasketforvirring," siger hun. 

Bånd til socialdemokrat 

Liva har også tråde til Socialdemokratiet, da det forhenværende medlem af Folketinget og nuværende medlem af Borgerrepræsentationen Yildiz Akdogan har været forperson i foreningen. Men hun har ikke reageret på Altingets forespørgsel om at bidrage til portrættet. 

Udover Yildiz Akdogan har Liva også haft den tidligere overvismand og S-kandidat til Folketinget Christen Sørensen som forperson. Han stod i spidsen for foreningen frem til januar 2020.  

Her oplevede han, hvordan politikere, fonde og andre sociale ildsjæle blev tiltrukket af historien om kvinden med rødder i Bangladesh, der havde rejst sig fra en barsk baggrund og nu hjalp kvinder ud af prostitution. 

“Sandheden er, at vi lod os besnakke med forklaringer om, at det bare var tidligere medarbejdere, der forsøgte at mobbe hende,” 

Marion Pedersen, tidligere bestyrelsesmedlem i Liva og tidligere MF (V)
 

Han var også selv draget af fortællingen. 

"Jeg var fascineret af hendes baggrund," siger Christen Sørensen i dag. 

Alligevel var han den første, som forsøgte at sætte en stopper for Liva-stifteren. Men det endte med at koste ham selv posten. 

Flora Ghosh blev fyret og genopstod 
I dag er der længere mellem de offentlige anprisninger af Liva og Flora Ghosh.   
Stifteren er af flere omgange i Politiken og Altinget blevet beskyldt for at nedbryde sine medarbejdere og overfuse de udsatte brugere.   

“Vi har oplevet en hverdag præget af mobning og nedværdigende behandling,” lød det i en fælleserklæring fra 20 tidligere medarbejdere, som Altinget bragte i marts 2022.   

“Mange medarbejdere er brudt sammen på arbejdspladsen og efterfølgende sygemeldt,” fortsatte de.   

I samme periode tilbageholdt Socialstyrelsen 700.000 kroner fra Liva, fordi en whistleblower havde rejst mistanke om svindel med offentlige støttekroner. Styrelsen endte dog med at henlægge sagen og udbetale pengene til Liva.

Kilder har overfor Altinget beskrevet arbejdspladsen som en "evigt roterende svingdør", hvor medarbejdere flygter og sygemeldes i hobetal.  

Udskiftningen i personalet har de seneste år været så voldsom, at Liva er ude af stand til at lave op til en kontrakt med Københavns Kommune om at hjælpe kvinder ud af prostitution.   

For nylig kunne Altinget berette, at en københavnsk embedsmand i meget bramfrie toner har advaret Socialstyrelsen om forholdene i Flora Ghosh' organisation.  

“Status i organisationen er, at det sejler lidt,” lød det i en mail fra juni 2022.  

Liva har løbende afvist kritikken. Ifølge organisationen er problemerne med dårligt arbejdsmiljø noget, der ligger flere år tilbage i tiden, ligesom samarbejdet med Københavns Kommune fungerer fint. Liva har flere gange antydet, at kritikken kommer fra tidligere ansatte, der bærer nag. 

"Dårligt og nedbrydende" 
Men det er ikke kun blandt medarbejderne, der i årevis har været gang i svingdøren. Foreningens bestyrelse har også i lange perioder været ramt af voldsom uro.  

Efter længere tids tilløb valgte Christen Sørensen i december 2019 at fyre Flora Ghosh og hendes vicedirektør, Trine Grünberger. 
I samme periode kunne Politiken afsløre, at medarbejderne var dybt frustrerede over stifter Flora Ghosh. Og i sommeren 2019 havde fem fagforeninger advaret om forholdene i den hæderkronede organisation.   

“Det psykiske arbejdsmiljø er dårligt og nedbrydende,” lød det i et brev til bestyrelsen.   

Alligevel endte Livas medlemmer med at smide Christen Sørensen og resten af bestyrelsen på porten. I stedet blev Flora Ghosh genansat efter en ekstraordinær generalforsamling i januar 2020.  

Selv har stifteren hele vejen igennem afvist, at hun skaber et dårligt arbejdsmiljø. Men flere forpersoner har haft den modsatte opfattelse. 

Christen Sørensens afløser, advokaten Christian Dahlager, fortalte i januar 2020 i Altinget, at der var problemer med Flora Ghosh’ ledelsesstil. 

“Vi ville være en dybt overfladisk bestyrelse, hvis ikke vi erkender, at der er et problem, vi bliver nødt til at forholde os til. Vi kan ikke bare sige, det er tidligere medarbejdere, som er utilfredse,” sagde han.   

Dahlager holdt mindre end to måneder på posten, men har ikke ønsket at kommentere årsagen til sit exit offentligt.  

Forsøgte at få direktør væk fra medarbejdere 
Afløseren blev Jan Husum, og han forsøgte i december 2020 at installere Flora Ghosh i en separat lejlighed for at “få hende lidt væk” fra medarbejderne. Det fremgik af en lydfil, der siden blev lækket til Altinget.   

I dag er Jan Husum menigt medlem af bestyrelsen. I stedet er Trine Grünberger, der har været tilknyttet Liva i forskellige roller i mere end 10 år, blevet forperson. 

Hun var Flora Ghosh’ vicedirektør under opgøret i 2019, og med dem placeret på to helt centrale poster har de styrket deres magt internt i organisationen.   

Derudover sidder Trine Grünbergers tidligere forretningspartner Rikkekatrine Rose Larsen i bestyrelsen. 

“Det er jo fantastisk sympatisk at ville hjælpe kvinder, der har været i prostitution. Men da jeg indså, at jeg ikke kunne forandre problemerne i foreningen valgte jeg at gå,” 

Lole Møller, tidligere bestyrelsesmedlem, Liva
 

Trine Grünberger har også en nær relation til Jan Husum. Han driver firmaet Vikon, som Liva bruger skattekroner på at hyre til jobkurser for sine brugere. Trine Grünberger er formand i Vikon.   

“Det er alt for indspist i den bestyrelse,” siger Marlene Simoni.   

Hun er tidligere prostitueret, har fået hjælp af Liva og sad indtil for nylig i foreningens bestyrelse.   

“Men jeg kan ikke stå inde for den måde, det foregår på,” siger hun.   

"Jeg får aldrig så spændende et arbejde igen" 
Liva er dog langt fra kun historien om et forpestet arbejdsmiljø og uro på ledelsesgangene. Det er også fortællingen om en organisation, der blev berømmet af en grund. 

For nogle kvinder har Liva ligefrem været det, som reddede deres liv.  

Andre peger på, at Flora Ghosh med sine anerkendende metoder har været med til at forny og rykke indsatsen for prostituerede og socialt udsatte herhjemme. En af dem er den mangeårige S-profil og forhenværende minister Helle Degn, der overrakte Tine Bryld-prisen til Flora Ghosh i 2013. 

"Det spændende var, at Flora tog udgangspunkt i den person, vi taler om. Altså den person, som skal have hjælp for at komme videre i sin tilværelse efter uhyrligheder," siger Helle Degn i dag. 

Hun mener, at Flora Ghosh var en nytænker, som nedbrød snævre faggrænser og evnede at udvikle nye metoder for at hjælpe kvinder, der var væltet af voldelige mænd eller et hårdt liv i prostitution. 

"Hun er en entreprenør på det socialfaglige område," siger Helle Degn. 

Samtidig udgav Aalborg Universitet i efteråret 2022 et studie, der zoomer ind på Livas arbejde med udsatte kvinder.  Lektor og socialrådgiver Vibeke Bak Nielsen har fulgt Livas indsatser gennem halvandet år og talt med ansatte og brugere om indsatsen for kvinder, der er traumatiserede af vold og prostitution.   

Her fortæller flere brugere, at foreningen har været deres redning.   

“Det er Liva, jeg læner mig op ad,” siger en bruger anonymt til Vibeke Bak Nielsen og fortsætter: “Jeg oplevede det første møde som meget omsorgsfuldt.”   

En anden bruger fortæller i studiet, at et stofmisbrug fik hende så langt ud, at hun havde blod i urinen og kun vejede 45 kilo trods sine 175 cm. Men Liva-medarbejdernes omsorg blev vendepunktet.   

”Jeg tror, hvis jeg ikke havde fået den her hjælp, og der ikke var sket noget andet, det kan godt lyde ekstremt og som en overdrivelse eller noget, men så er jeg ikke sikker på, jeg havde været her nu,” siger hun anonymt i studiet.   

Samtidig fortæller en lang række kilder til Altinget, at selve arbejdet med de prostituerede er fagligt tilfredsstillende, og det får socialfolk til at blive ved med at søge mod Liva, selvom arbejdsmiljøet efterhånden er berygtet i sektoren.   

“Jeg får aldrig så spændende et arbejde igen,” siger en tidligere medarbejder, der til sidst forlod Liva på grund af Flora Ghosh’ ledelsesstil.   

For uanset de positive vidnesbyrd i studiet fra efteråret, så er det primært Liva-stifterens ledelse og foreningens arbejdsmiljø, der har tiltrukket sig fokus de senere år. 

Medarbejdere på stribe beretter, at selvom Livas værdier er baseret på anerkendelse, så er det langt fra altid noget, der efterleves i hverdagen

Det har ført til en lang række sygemeldinger og opsigelser blandt chefer og andre nøglemedarbejdere de senere år. 

"Jeg oplevede massive problemer med arbejdsmiljøet i den korte periode, jeg var i organisationen," sagde den tidligere rådgivningschef Elisabeth Andreasen til Altinget i juni 2022.  

Kritikken blev afvist af Livas advokat.

Summen af møgsager gør, at en række personer i prostitutionsmiljøet undrer sig over, at Flora Ghosh og Liva fortsat kører videre med offentlig millionfinansiering. 

En af dem er den mangeårige forkæmper for prostitueredes forhold, Hanne Helth.   

"Jeg forstår simpelt hen ikke, at bevillingsmyndigheder som Københavns Kommune og private fonde bliver ved med at finansiere hende. At ingen stopper hende," siger hun. 

Bestyrelse lod sig "besnakke" 
Flere kilder, som har været tæt på Flora Ghosh, peger på, det er ikke er tilfældigt. For godt nok ender Liva-stifteren ofte i kriser og konflikter, men hun har også en unik evne til at vikle sig ud af dem igen.   

Det oplevede det tidligere folketingsmedlem for Venstre Marion Pedersen helt tilbage i 2014.  
Dengang sad hun i Livas bestyrelse, der behandlede en alvorlig klage på et møde.  

“Det psykiske arbejdsmiljø var konstant udfordret. Vi oplevede en leder, som reagerede meget voldsomt, når hun oplevede at blive sagt imod,” lød det i en skrivelse fra flere ansatte, der havde forladt organisationen.   

Men klagen fik ikke nogen konsekvens. For Flora Ghosh brød ifølge flere kilder grædende sammen og fik overtalt bestyrelsen til at lade hende blive.   

“Sandheden er, at vi lod os besnakke med forklaringer om, at det bare var tidligere medarbejdere, der forsøgte at mobbe hende,” siger Marion Pedersen i dag.   

I dag fortryder hun, at de ikke greb ind. Selv trak hun sig fra Liva få år senere.   

“Jeg kunne ikke få ordentlig indsigt i økonomien, og derfor turde jeg ikke fortsætte, fordi jeg jo godt ved, at man har et bestyrelsesansvar. Og så var der konstant konflikter mellem Flora og medarbejdere,” siger Marion Pedersen.   

Lole Møller sad også i bestyrelsen dengang og genkender Marion Pedersens udlægning.   

“Jeg kan ikke helt forklare, hvad det var, der skete. Men Flora kan være enormt charmerende, og hun har en evne til at få lullet én ind i sine forklaringer," siger hun.    

Lole Møller indså dog også på et tidspunkt, at den med hendes ord var helt gal i foreningen.    

“Det er jo fantastisk sympatisk at ville hjælpe kvinder, der har været i prostitution. Men da jeg indså, at jeg ikke kunne forandre problemerne i foreningen, valgte jeg at gå,” siger Lole Møller, som stoppede i Liva i 2016.   

Altinget har dækket den interne uro i Liva gennem en lang række artikler og har været i kontakt med over 40 kilder, der har været ansat i organisationen.   

Flere mener i dag, at Liva alle dage har oversolgt sine indsatser, pumpet data og har besnakket myndigheder og politikere til at give dem penge.   

"De tal, som lederen formidlede ud af huset, var ikke nogen, som man kunne genkende i hverdagen," lød det i en klage fra tidligere ansatte helt tilbage i 2014. 

Fænomenet Flora Ghosh
Klagen er langt fra enestående. 

Når man dykker ned i sagen om Liva, finder man en lang række underretninger, advarsler og bekymringsskrivelser, der er indsendt til bestyrelsen i Liva, Socialtilsynet, Arbejdstilsynet og Socialstyrelsen. 

“Beboere og deltagere har flere gange udtrykt frustration til personale efter at have haft samtaler med Flora,” lød det i en skrivelse, der blev sendt til Socialtilsynet i 2019. 

"Flora taler dårligt om os alle bag vores ryg og spiller os ud mod hinanden," lød det i et brev til Arbejdstilsynet fra januar 2022. 

Alligevel har begge myndigheder givet Liva nydelige evalueringer og grønne smileys.

Derfor står fænomenet Flora Ghosh stadig.  

Hun er fortællingen om den udsatte kvinde fra Bangladesh, der viede sit liv til at hjælpe udsatte kvinder i Danmark, og som blev et absolut a-navn i ngo-verdenen. 

Men det er også en fortælling, der efterlader ubesvarede spørgsmål. 

For hvordan kan det gå til, at politikerne på Københavns Rådhus kigger den anden vej, mens den ene medarbejder efter den anden beretter om massive problemer i Liva, som modtager millioner i offentligt tilskud? 

På det seneste har Altinget via aktindsigter kunne fortælle, at Liva er langt fra at leve op til sine kontrakter med Københavns Kommune, og at forvaltningen er ved at miste sin tålmodighed. 

"De taler for deres syge moster," skrev en embedsmand til Socialstyrelsen i juni 2022. 

Alligevel forsvarerede socialborgmester Karina Vestergaard Madsen (EL) Liva i en artikel i december. 

Og det er der al mulig grund til, mener Helle Degn: 

"Som Ritt Bjerregaard sagde i 'Det sidste ord': Man flytter ikke noget, hvis ikke man skubber til noget." 

"Man skal skubbe til et samfund, og man skal skubbe til nogle faglige grænser for at få noget udvikling. Den kritik, der har været, er kommet fra enkeltpersoner, som ikke har noget overblik og ikke har nogen leder-erfaring," siger Helle Degn. 

Altinget ville gerne have spurgt Flora Ghosh, hvorfor der er så meget uro omkring hende, men via sin advokat Bjarke Vejby har hun meddelt, at hun ikke ønsker at medvirke i artiklen. 



Præcisering: Altinget har justeret nogle formuleringer i teksten, sådan at det ikke længere fremstår som Charlotte Lunds egen påstand, at hun skiftede job i 2022, og at hun ikke har været med til at bevilge penge til Liva fra sin post i Socialudvalget i Københavns Kommune.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.comm.

Marion Pedersen

Fhv. MF (V)
Kontor

Yildiz Akdogan

Seniorkonsultent, Dansk Standard, medlem, Københavns Borgerrepræsentation (S), fhv. MF
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024