Herbergsleder: Housing First hjælper ikke på de hjemløses lidelser

Af Per K. Larsen
Forretningsfører, Overførstergården

Målet kan alle være enige om. Der bør ikke være hjemløse i et rigt samfund som Danmark. 

Der bør ikke være ulighed i sundhed, som fastholder hjemløse i psykiske lidelser og misbrug, ulighed i uddannelser, på bolig- og arbejdsmarkedet og mangel på helhedsindsatser i kommunerne. 

Listen er lang. Men der er ingen nemme løsninger, desværre.

Den, der giver sig tid til at lytte til mennesker, der er hjemløse, ved, at de er lige så forskellige som alle andre og bliver selv smerteligt klar over sit eget held. 

Halvdelen af de hjemløse får den nødvendige hjælp og kommer ud af hjemløsheden igen inden for et år. 

Den almene boligsektor er klar med billigere boliger. Kommunerne vil gerne, men har vanskeligt ved at løse stærkt specialiserede indsatser og er under hårdt økonomisk pres med mange andre og større opgaver. Her kan staten måske træde til.

Per K. Larsen
Forretningsfører, Overførstergården

Men blandt dem, der søger hjælp på herberger, er der fællestræk som lang tids fattigdom, psykiske og fysiske lidelser, misbrug, følelser af sorg, skam og vrede, blandet med håb.

Svært at realisere en helhedsorienteret hjælp
Hele denne komplekse blanding af lidelser og forskelligheder leder til Housing First ideen.

Hjemløse har brug for en bolig og en helhedsorienteret hjælp med udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker. Er det så ikke bare den vej, der er løsningen? Både ja og nej. 

Ja, fordi den virker, når den realiseres. Men nej, fordi erfaringerne er, at den ikke realiseres. 

Det gælder i Finland, Socialministeriets Housing First programmer og i Hjem til Alle alliancens projekter. 

Det lykkes at finde boliger og yde en begrænset social bostøtte, men ingen lykkes med at realisere ideen om helhedsorienteret hjælp. 

Derfor ser man også, senest i en Vive rapport fra Odense, at hjemløse får boligen, men at lidelserne er uændrede med risiko for ny hjemløshed. 

Boligen er en del af løsningen, ingen tvivl om det, og det er blevet vanskeligere at finde boliger til hjemløse. Men skyldes det måske, at kontanthjælpen er blevet mindre blandt unge, at førtidspension til ældre er erstattet med ressourceforløb, og at priserne er steget, især i hovedstadsområdet? 

Boliger er en udfordring, men i virkeligheden er det langt vanskeligere at realisere en helhedsorienteret hjælp.

Lovforslag i den rigtige retning
Kan alt dette løses med en national strategi mod hjemløshed? 

Det er fristende at sige ja, men det skal være en strategi, som bygger på viden og danske realiteter. Danmark er heldig at have en stor almen boligsektor med mange bomuligheder og 98 kommuner med alle redskaber til Housing First–indsatser. 

Alligevel er der nu 6.500 hjemløse. 2.500 er på herberger, hvor de får omsorg og planer for fremtiden. 4.000 lever uden for på tilfældige adresser eller på gaden, hvor de finder hjælp på væresteder, natherberger og via opsøgning.

Social- og Indenrigsministeriet har netop udsendt et lovforslag, der skal styrke samarbejdet mellem kommuner og herberger. Det præciseres, at herbergerne ikke skal erstatte den hjælp, som kommunerne kan yde, og at der skal være flere billige, men desværre midlertidige udslusnings- og ungdomsboliger.

Altså et forslag, der går i den rigtige retning, men næppe fuldt ud løser de to udfordringer: Helhedsindsatsen og boligen, og forholder sig til de 4.000 hjemløse, der lever uden for.

Alle aktører må i spil
Hvis en national strategi skal lykkes, må alle aktørerne i spil. 

Hjemløses retssikkerhed bør styrkes i social- og sundhedssektorerne, herbergers udredninger og efterforsorg bør have en stærkere vægt i kommunernes handleplaner, værestederne kan styrkes med fremskudt socialrådgivning. 

Den almene boligsektor er klar med billigere boliger. Kommunerne vil gerne, men har vanskeligt ved at løse stærkt specialiserede indsatser og er under hårdt økonomisk pres med mange andre og større opgaver. Her kan staten måske træde til. 

Der er nok at tage fat på.