Kirkens Korshær: Corona har været et forstørrelsesglas på godt og ondt

Af Helle Christiansen 
Chef, Kirkens Korshær

Når hele landet er sendt hjem, bliver det meget tydeligt, hvis man ikke har et hjem. Når gaderne er mennesketomme, bliver det også sværere at få penge til dagen og vejen. Der er ingen flasker at samle, og ingen at sælge hjemløseavisen til.

Livet som socialt udsat er ikke nemt i Danmark. Og slet ikke under coronakrisen. Hverdagen har ændret sig. De steder, man plejer at komme; hvor de kender en, hvor man har sit netværk og fællesskab, har været lukket eller lagt om.

Alt det, der var svært før corona, er blevet ekstrasvært.

Når man lever et liv, hvor man er afhængig af hjælp fra sådan nogle som os for at få pengene til at række, så er en stabil, streamingvenlig forbindelse ikke lige på toppen af prioriteringslisten.  

Helle Christiansen
Chef, Kirkens Korshær

Det er som at sætte sin tilværelse under en lup. Pludselig bliver det smertelige meget tydeligt.

I Kirkens Korshær har vi været kritisk funktion. Vi har altså haft nødåbent i det sociale arbejde over hele landet. Vi har været kreative med, hvordan vi har kunnet holde fast i kontakten til brugerne. Være der, som vi altid har været. Men på nye måder.

Varmestue to-go
Eksempelvis varmestue to-go. Altså en åben dør, hvor vi – i stedet for varme hænder og åbne arme – har tilbudt åbne ører og varme hjerter. Hvor vi har kunnet give den allermest basale omsorg og dække de mest basale behov.

Netop fordi vi havde relationerne i forvejen, har vi kunnet omstille os hurtigt, så vi også i krisen har kunnet møde brugerne i deres behov.

De varmestuer, hvor man også kan sove, har vi gjort, hvad vi kunne, for at bevare det normale. Også selvom der pludselig var færre pladser og meget langt imellem madrasserne. På trods af afstandsmarkeringer, hidsig rengøring og håndsprit.

Glæde og overskud i en presset hverdag
Vi har kontakt med mange forskellige, socialt udsatte. Nogle kæmper med hjemløshed, andre med misbrug, fattigdom, ensomhed, fysisk og/eller psykisk sygdom.

Mange kæmper med en eller flere ting samtidig. De har alle sammen haft helt basale behov for mad, og når alle børn var hjemme, har der været behov for kontakt med inspiration til stimulering og aktivitet.

Derfor er vi kørt ud med mad- og aktivitetskasser til børnefamilier. De har været med til at give glæde og overskud i en presset hverdag.

Internetforbindelse er ikke topprioritet
Vores normale, sociale arbejde drejer om fællesskab. Vi dyrker det, fordi vi ser den styrke, fællesskabet giver den enkelte og gruppen. Alt det har vi måttet omdefinere. Hvordan skaber vi fællesskab hver for sig?

Det kræver vel ikke andet end en internetopkobling, tænker mange måske. Og det er lige præcis pointen.