En status på Irak

Den 21. marts 2003, dagen efter indledningen på den amerikansk-ledede invasion af Irak, afholdt den daværende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), et pressemøde, hvorpå han retorisk veloplagt og med alvorlig mine bekendtgjorde, at Folketinget nu havde givet samtykke til afvæbning af Saddam Hussein og befrielse af det irakiske folk.

Krigen var "nødvendig for at sikre frihed og fred", betonede han. Det handlede om at stoppe en hensynsløs diktator, der undertrykte sit eget folk, dræbte sine modstandere, angreb sine nabolande og brugte giftgas mod egen befolkning. Krigen var ikke bare nødvendig for vores sikkerhed, men også til gavn for det irakiske folk, for man ville "skabe grundlag for et nyt frit og demokratisk Irak" og "sikre langsigtet fred og stabilitet i Mellemøsten."

Diktatoren blev stoppet, men resten af opgaven blev næppe så nem, som statsministeren havde forestillet sig. Der skulle gå otte år, før Barack Obama kaldte de sidste soldater hjem og efterlod et magtvakuum, hvori Islamisk Stat kunne etablere et blodtørstigt kalifat. Det blev sidenhen slået ned i en udmattende borgerkrig, men stadig i dag har amerikanerne fodfolk på irakisk jord og i november overtog danske tropper ledelsen af NATO's mission i Irak. Men hvad er det for en virkelighed, de kommer ned til?

I anledning af Projekt Glemmebogens kommende teaterforestilling Den Retfærdige Kriger på Teater Grob, som er et satirisk doku-drama om den danske krigsdeltagelse i Irak, ser vi nærmere på den aktuelle situation i det krigsplagede land. For var krigen til gavn for den irakiske befolkning? Og medførte Saddam Husseins fald den frihed, sikkerhed og fred, som var målet?

" data-person="{{person}}" data-title="seniorforsker på DIIS" data-position="right">

"For at sige det enkelt og provokerende: Man fik åbnet en Pandoras æske af konflikter i Irak med den krig. Det har man kæmpet med lige siden."

Lars Erslev Andersen
seniorforsker på DIIS

Staten har spillet fallit
I søgen efter svar spørger jeg først, Henrik Andersen om en opdatering på den aktuelle situation. Han skriver ph.d. om irakisk statsopbygning på RUC og har ad flere omgange boet i landet.

"Staten har spillet fallit overfor den almindelige borger på alle områder, der handler om at tilvejebringe almindelig sikkerhed og et velfungerende offentligt system," indleder han. "De leverer hverken et ordentligt uddannelsessystem, socialt system eller sundhedssystem. Der er massive problemer med massiv korruption overalt i den offentlige sektor. Der er heller ikke rent, rindende vand særligt mange steder. Den kanonstore ungdomsarbejdsløshed skyldes en fejlslagen økonomisk politik, som går tilbage fra før pandemien og de faldende oliepriser," fortæller han.

Han suppleres af Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker på DIIS med ekspertise i mellemøstlig politik: "Krigen er ret beset ikke bragt til ende," bemærker han indledningsvist. "Der er daglige udvekslinger og konfrontationer mellem forskellige grupper i Irak i dag. Selvom det ikke er på så stort et niveau som tidligere. Der er selvfølgelig de kendte mellem kurdere og resten og så mellem folk fra Anbar-provinsen og dem, der sidder på magten i Bagdad."

De nedslående svar følger efter flere optimistiske meldinger tidligere på året, hvor den liberale og sekulært orienterede Mustafa al-Khadimi indtog posten som irakisk premierminister. Det gjorde han efter en række urolige demonstrationer sidste efterår, der fik det potente navn Oktoberrevolutionen og ledte til daværende premierminister Adel Abdul Mahdis afgang. På det tidspunkt havde sikkerhedsstyrker allerede dræbt hundredevis og såret tusinder af unge mennesker, der protesterede mod et dysfunktionelt politisk system.

" data-person="{{person}}" data-title="ph.d.-studerende, RUC" data-position="right">

"Staten har spillet fallit overfor den almindelige borger på alle områder, der handler om at tilvejebringe almindelig sikkerhed og et velfungerende offentligt system."

Henrik Andersen
ph.d.-studerende, RUC

Den nye premierminister al-Khadimi indledte et opgør mod de brutale sikkerhedsapparater, men ifølge Henrik Andersen er det endnu ikke lykkedes at få styr på de magtfulde og delvist selvstændige militser, der i sin tid blev mobiliseret til at bekæmpe Islamisk Stat.
Dertil døjer al-Khadimi med et upopulært politisk kvotesystem, hvor magten fordeles mellem Iraks mange etniske og religiøse grupperinger. Irak er således et splittet land, der ikke bare er delt mellem sunnier og shiiter, men også sekulære og religiøse samt Iran-venlige og Iran-fjendtlige grupperinger.

Irak er blevet et facadedemokrati
Men hvis det hverken er lykkedes at skabe fred, sikkerhed eller stabilitet, er Irak så blevet mere frit og demokratisk?

"Demokrati er noget underligt noget i Irak. Både i de kurdiske områder og i det centrale arabiske Irak slår de regerende eliter hårdt ned på demonstranter. Alle sikkerhedsautoriteter praktiserer tortur," indleder Henrik Andersen. "På den anden side er der et livligt civilsamfund og mediebillede med både partimedier, propagandistiske medier og uafhængige medier. Det havde du ikke under diktaturet. Omvendt bliver mange journalister truet og myrdet på grund af det, de skriver og mange journalister må publicere sensitive artikler under pseudonym," uddyber han og kalder Irak et facadedemokrati, som er præget af korruption, handel med stemmer og meget lidt udskiftning i toppen.

Men har det så slet ikke været til gavn for det irakiske folk?

"Irakere jeg kender, har det meget ambivalent og vil helst ikke sammenligne Saddam-æraen med nutiden. Lad mig citere en af mine venner, der er advokat i Bagdad. Han sagde, at man slet ikke kan sammenligne det. Udlændinge har et behov for at sammenligne diktaturet og tiden efter, men det giver ikke mening. Det er fint, at jeg som sunni kan kalde shia-premierministeren for et røvhul. Det er forfriskende, og jeg ønsker ikke tiden under Saddam tilbage. Jeg skal ikke være bange for at blive fjernet i nattens mulm og mørke. Men på den anden side, havde vi et velfungerende sundhedssystem og uddannelsessystem under Saddam. Vi kunne arbejde, der var elektricitet og dengang vidste man, hvordan man skulle navigere i det. Dukkede du nakken, kunne du leve et tilforladeligt liv," svarer Henrik Andersen og bemærker, at situationen stort set er spejlvendt i dag. Det der var diktaturets styrke, er blevet det nuværende samfunds svaghed og vise versa.

Det afgørende spørgsmål er så, om Irakkrigen var medvirkende til at bringe stabilitet og fremgang i Mellemøsten.
Lars Erslev Andersen medgiver, at Søren Pind havde en pointe, da han i 2011 hyldede Irakkrigen for at være en inspirerende og bestemmende faktor for det arabiske forår, men bemærker ellers: "For at sige det enkelt og provokerende: Man fik åbnet en Pandoras æske af konflikter i Irak med den krig. Det har man kæmpet med lige siden. Den mest tossede beslutning for at stabilisere Mellemøsten var at starte den krig."

Det betyder dog ikke, at krigen var helt forgæves: "Så entydigt er det selvfølgelig ikke. Man stod med et ubehageligt valg mellem at gå i krig eller at lade være og fortsætte sanktionerne, men den humanitære katastrofe var overvældende," fortæller Lars Erslev Andersen. "Man valgte krigen. Problemet var bare, at det blev tacklet forkert. Jeg er tilbøjelig til at synes, det var en god idé at fjerne Saddam, men det var håbløst tilrettelagt. Alle de systemer, der var opbygget under Saddam, brød sammen under den korte tid, angrebskrigen varede. Det har man aldrig formået at genopbygge," afslutter han.

Afmelding: Off Off/Produktion og ApS Altinget.dk har indgået et samarbejde om indholdsproduktion i forbindelse med Projekt Glemmebogens teaterforestilling "Den Retfærdige Kriger". Samarbejdet er støttet af Bikubenfonden. “ Den Retfærdige Kriger" spiller på Teater Grob i perioden 10. november 2021 - 24. november 2021.

Billetter kan købes via dette link: https://www.grob.dk/forestilling/den-retfaerdige-kriger/#redeemcampaign/2211altinget