12 professorer: Fra et fagligt synspunkt taler få ting imod en abortgrænse på 22 uger

Det følgende er et forsøg på at komme med et fagligt indspark til de forhold, som taler for en grænse for fri abort på henholdsvis 18 uger og på 22 uger.

Levedygtighed og overlevelse på den lange bane

Hvornår et foster efter fødsel/abort er levedygtigt har af mange været nævnt som et argument for en 18 ugers grænse i stedet for 22 uger, med henvisning til, at vi i fremtiden kan imødese, at denne grænse vil rykke ned fra de nuværende 23-24 fulde uger.

Det er for det første vigtigt at gøre sig klart, at der kan være stor forskel på at overleve fødslen – vejledning 25 til sundhedslovens paragraf 94 definerer levedygtighed som at kunne ”overleve nogle uger” – og leve længe uden svære følger af at være født alt for tidligt.

De fleste ellers raske fostre uden misdannelser, genetiske sygdomme og andre alvorlige sygdomme, der fødes i 23. uge (22+0 til 22+6), overlever ikke til terminsdatoen. Og mange af dem, der overlever, vil have livslange følger

12 professorer i gynækologi-obstetrik

De fleste ellers raske fostre uden misdannelser, genetiske sygdomme og andre alvorlige sygdomme, der fødes i 23. uge (22+0 til 22+6), overlever ikke til terminsdatoen. Og mange af dem, der overlever, vil have livslange følger.

Så det er ikke uden grund, af nogle forældre tilkendegiver, at man ikke skal gøre alt, hvad man kan gøre, for at få et ekstremt for tidligt født barn til at overleve. Men vi må forvente, at andelen af børn, som overlever fødsel i 23. uge, også i Danmark vil stige.

I den aktuelle offentlige debat om abortgrænsen tages enkelte eksempler i verden på, at børn har overlevet efter fødsel i uge 22 (21+0 til 21+6), til indtægt for, at nu kan børn overleve som raske fra dette tidspunkt. Det er langt fra at være tilfældet i dag.

For det andet er langt de fleste ansøgninger om sene aborter efter uge 20 på baggrund af alvorlig sygdom hos fostret, hvor både levedygtighed og overlevelse vil være stærkt reduceret – eller helt fraværende.

Syge versus raske fostre

Det har også været fremført, at ”vi ikke kan leve med en situation, hvor læger på den ene stue forsøger at få børn igennem fra 23 uger, og på den anden stue laver abort i 22. uge”.

Dertil må vi fagligt blot konstatere, at den situation har vi levet med længe, og at den ikke principielt adskiller sig fra, at vi på den ene stue hjælper par med at etablere graviditeter ved reagensglasbehandling, og på den anden stue foretager provokeret abort på raske fostre før 12 uger.

Der er mange kontraster i den kliniske hverdag for sundhedspersonale, som arbejder med reproduktion. Dem er vi vant til at håndtere og vil også være klar til at håndtere ændrede grænser for fri abort.

Men det citerede udsagn ser også bort fra en afgørende omstændighed. Man kan ikke sidestille forsøget på at redde et af forældrene ønsket raskt barn i 23. uge, med at gennemføre en provokeret abort på et af forældrene uønsket barn med svære misdannelser i uge 22 eller uge 23.

Et barn med misdannelser – genetisk betinget eller anden sygdom – vil have markant dårligere mulighed for at overleve end et raskt barn, også hvis de raske børn engang i fremtiden vil kunne overleve fra 22 uger. Og ved nogle sygdomme er overlevelse efter fødslen slet ikke mulig trods maksimal behandling.

Vi har gennem nu 50 år haft den praksis, at abortsamrådene har givet tilladelse til afbrydelse af graviditeter ved alvorligt syge fostre, også i 23. eller 24. uge og i få tilfælde flere uger senere, hvis man har skønnet, at muligheden for overlevelse efter fødslen var ringe, eller slet ikke til stede.

I senest opgjorte årsrapport fra abortankenævnet for 2022 var der givet tilladelse til 42 provokerede aborter på fostre i 23. og 24. uge, altså efter det tidspunkt, hvor nogle få raske fostre ville kunne have overlevet efter fødsel.

En hævelse af den frie abortgrænse til 22 uger vil derfor ikke ændre afgørende ved den praksis, som i forvejen eksisterer, og dermed heller ikke på antallet af disse sene aborter. Hvilket understøttes af erfaringerne fra Island og Holland, hvor man i nyere tid har hævet grænsen for fri abort til henholdsvis 22 og 24 uger.

Abort på forskellige præmisser

Gennem de seneste to årtier, har antallet af provokerede aborter efter 12 uger været svagt faldende, men indikationerne har ændret sig.

Sociale indikationer udgjorde i 2001 mere end halvdelen af årsagerne, men udgør i dag 28 procent, mens andelen af aborter på føtal indikation er steget fra 41 procent i 2001 til 72 procent i 2022.

Denne ændrede fordeling skyldes både de generelt forbedrede sociale forhold i vores kongerige, mere effektive antikonceptions-metoder og en forbedret prænatal diagnostik.

Mellem 18 uger og 22 uger blev der i 2022 givet tilladelse til 167 (84 procent) aborter på føtal indikation og 31 (16 procent) på social indikation (forhold hos moderen).

Hvis grænsen for fri abort lægges ved 18 uger (eller tidligere), er der klart behov for, at lovgivningen ændres således, at kvindens manglende ønske om at fortsætte sin graviditet kan udgøre en selvstændig årsag til, at tilladelse gives

12 professorer i gynækologi-obstetrik

Sidstnævnte fordrer, at der kan dokumenteres sociale problemer som misbrug, tidligere tvangsfjernede børn, psykisk sygdom, ringe boligforhold, manglende evne til at tage vare på et barn med videre.

Ifølge abortloven kan der ikke gives tilladelse på social indikation, alene fordi kvinden ikke ønsker at gennemføre graviditeten. Hvis grænsen for fri abort lægges ved 18 uger (eller tidligere), er der klart behov for, at lovgivningen ændres således, at kvindens manglende ønske om at fortsætte sin graviditet kan udgøre en selvstændig årsag til, at tilladelse gives.

En sådan ændring vil ikke være påkrævet, hvis den frie abortgrænse bliver 22 uger.

Glidebane mod racehygiejne?

Andre har ytret bekymring for, at en hævelse af den frie abortgrænse til 22 uger ville fremme en praksis, hvor fostre blev fravalgt ud fra dets køn eller andre fysiske egenskaber (eugenetik).

Her må vi fagligt slå fast, at det at ønske sig et raskt barn uden misdannelser ikke har noget at gøre med racehygiejne, men om at få et raskt barn med alt hvad dette indebærer i form af livslængde og livskvalitet, ikke bare for det kommende barn, men også for søskende og den øvrige familie.

I dag kan kvinder før de har nået 12 uger – mod betaling på private klinikker – få fastlagt, hvilket køn deres foster har.

Vi kan konstatere, at fordelingen af fødte drenge og piger ikke har rykket sig, efter at denne mulighed har foreligget.

Det er derfor usandsynligt, at forældre i Danmark skulle fravælge et barn sent i en graviditet ud fra et uønsket køn, uanset om den frie abortgrænse hæves til 18 eller 22 uger.

Misdannelsesskanning i uge 20

Endelig udgør misdannelsesskanningerne omkring uge 20 i dag den sidste del af den prænatale screening, som mere end 98 procent af de gravide deltager i.

Ved denne undersøgelse vurderer man moderkagen, fostrets velbefindende, vækst og detaljeret anatomi af skelettet og indre organer, samt funktionen af nyrer og hjerte.

Ved fund af misdannelser, utilstrækkelig vækst eller andre tegn på sygdom hos fostret tilbydes en række supplerende undersøgelser. Og svarene på de fleste af disse undersøgelser vil først foreligge tæt på 22 uger.

Vurdering af fostrets vækst og den detaljerede gennemgang af anatomien kræver, at fostret har nået dette udviklingstrin, og kan derfor ikke erstattes af tidligere undersøgelser.

Hos par, der efter disse undersøgelser i dag vælger at søge samrådet om afbrydelse af graviditeten, er det vores erfaring, at mange synes det er utidssvarende og paternalistisk, at de ikke selv kan beslutte, om de vil fortsætte en graviditet med de udsigter, den pågældende sygdom hos fostret indebærer.

Dette taler klart for en hævelse af abortgrænsen til 22 snarere end til 18 uger.

Livstegn efter abort

Jo senere en abort finder sted, jo større en andel af fostrene kan kortvarigt udvise livstegn (ikke at forveksle med levedygtighed) som for eksempel hjerteslag, gisp, og kortvarige bevægelser.

Det kan set fra et fagligt synspunkt være en smule vanskeligt at forstå, hvorfor nogen vil give kvinder autonomi over deres egen krop og deres graviditet frem til 18 uger, men ikke fra 18 til 22 uger

12 professorer i gynækologi-obstetrik

De fleste fostre har ikke livstegn efter aborten, men nogle har, og afhængigt af sygdom og alder kan dette være minutter eller – sjældent – halve eller hele timer.

Alle, som skal gennemgå en sen abort, får derfor tilbudt en injektion i fosterets hjerte, der stopper dette, inden aborten igangsættes. Meget få vælger imidlertid denne løsning af den simple grund, at det ikke i praksis volder hverken parret, eller personalet problemer at håndtere den situation.

Mange tilkendegiver tværtimod, at de var glade for den korte stund, hvor de i fred kunne give kærlighed til og tage afsked med det nyfødte barn, trods den ulykkelige situation.

Den omstændighed, at de sene aborter kan udvise livstegn har været fremført som argument imod at hæve den frie abortgrænse til 18 og især 22 uger, fordi denne situation oftere indfinder sig ved de seneste aborter.

Her glemmer man bare, at dette vil være en omstændighed, som ikke vil ændre sig ved, at kvinden selv kan beslutte sig for en abort i forhold til situationen, hvor et abortsamråd giver tilladelse til en sen abort.

Derfor er det fagligt vanskeligt at se, at dette aspekt skulle kunne være et argument imod en sen fri abortgrænse. 

Lille forskel på 18 og 22 uger 

Det kan set fra et fagligt synspunkt være en smule vanskeligt at forstå, hvorfor nogen vil give kvinder autonomi over deres egen krop og deres graviditet frem til 18 uger, men ikke fra 18 til 22 uger.

Det er jo stadigvæk forældrene, som skal leve med et barn med alvorlig sygdom og følger til denne, og ikke det abortsamråd, som i dag tager stilling til, om abort må gennemføres. I seneste opgjorte år (2022) fik 23 (9 procent) kvinder ud af i alt 261 anmodninger om abort efter 18 uger afslag.

Ved at hæve den frie abortgrænse til 22 uger sikrer man sig, at de få kvinder, som i dag får afslag på en sen abort, ikke tvinges ud på de europæiske landeveje til et af de lande, hvor det er muligt at få afbrudt den graviditet, de ikke ønsker at fortsætte

12 professorer i gynækologi-obstetrik

En del af disse 23 får deres abort gennemført i udlandet, hvor abortgrænserne er højere, for eksempel i Holland (24 uger) eller England (24 uger) således, at det antal provokerede aborter, som reelt hindres ved de 23 afslag, formentlig ligger på cirka halvdelen.

Så spørgsmålet er, om man for at undgå disse 10-15 årlige provokerede aborter mellem 18 og 22 uger, vil fastsætte en grænse på 18 uger, med alle de gener dette indebærer for den gravide kvinde og hendes familie.

Så er der abortsamrådene som institution. Hævede man abortgrænsen til 22 uger, kunne man afskaffe de eksisterende abortsamråd men bibeholde en enkelt national instans, som kunne tage stilling til afbrydelse af graviditeter efter 22 uger.

Med en grænse på 18 uger vil man skulle bibeholde denne institution i alle regionerne til anmodninger om abort mellem 18 og 22 uger.

Endelig er der hensynet til fosteret. Her vil der ikke være stor forskel på udviklingsgraden af et foster på henholdsvis 18 og 22 uger, da der i begge tilfælde er tale om et foster, hvis organer og strukturer er etableret, men vil vokse sig større i løbet af de fire uger.

Udviklingen af centralnervesystemet pågår løbende gennem hele graviditeten og vil både ved 18 uger og 22 uger være umodent og langt fra færdigudviklet.

En af de få muligheder, vi som samfund har for at sikre et kommende barns sociale velfærd, er, at barnet som udgangspunkt er ønsket.

Ved at hæve den frie abortgrænse til 22 uger sikrer man sig, at de få kvinder, som i dag får afslag på en sen abort, ikke tvinges ud på de europæiske landeveje til et af de lande, hvor det er muligt at få afbrudt den graviditet, de ikke ønsker at fortsætte.

Samlet set er der set fra et fagligt synspunkt få omstændigheder, som taler for 18 frem for 22 uger som ny grænse for fri abort.