DGI-formand og Klarlund: Opgaven til det nye Folketing er klar. Kom med en ambitiøs folkesundhedslov

Bente Klarlund Pedersen
Klinisk professor, overlæge og centerleder, TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet
Charlotte Bach Thomassen
Landsformand for DGI, næstformand for Danske Spil, Madkulturen og Frivilligrådet, i bestyrelsen for TV 2 og Foreningen Folkemødet, medlem, Rådet for et Aldersvenligt Danmark
Folketingsvalget har sat arbejdet med folkesundhedsloven på pause.
Vi var ellers mange, der spændt ventede på, at forligskredsen omkring sundhedsreformen ville præsentere den politiske aftale om folkesundhedsloven.
Folkesundhedsloven er en vigtig brik i det store puslespil, som sundhedsreformen er. Derfor er vores anbefaling til det næste Folketing klar: Fortsæt arbejdet med folkesundhedsloven. Fremsæt hurtigst muligt en ambitiøs aftale.
For det kan blive historisk, hvis Folketinget for alvor tør tænke nyt og se folkesundhed som mere end fravær af sygdom. For en god folkesundhed er livskvalitet i alle faser af livet – og her spiller lokale, aktive fællesskaber i idrætsforeningerne en central rolle.
Fællesskab fremmer sundhed
Vi ved, at fysisk aktivitet nedsætter risikoen for omkring 35 fysiske og mentale sygdomme. Kombineret med andre elementer i en sund livsstil kan motion forlænge livet med op til 14 raske leveår.
Derfor bør vi som samfund have langt større fokus på, at bevægelse bliver en naturlig del af hverdagen. Halvdelen af voksne danskere lever ikke op til WHO’s anbefaling om 2,5 times fysisk aktivitet om ugen.
Det er en udfordring, vi ikke kan løse med gode intentioner og behandling af sygdom alene.
Aktive fællesskaber er til gengæld en central del af løsningen. Forskning viser nemlig, at gode sociale relationer er en raskhedsfaktor på linje med sund kost og motion.
Vi skal møde og motivere mennesker der, hvor de allerede kommer og har deres interesser – ikke med bedrevidende prædikener.
Bente Klarlund Pedersen og Charlotte Bach Thomassen
Hhv. centerleder, TrygFondens Center for Aktiv Sundhed og landsformand, DGI
Og netop her har vi en styrkeposition: Hver tredje voksne dansker er allerede medlem af en idrætsforening. Det er et unikt udgangspunkt, som kan blive en folkesundhedsmæssig gamechanger – hvis vi formår at byde endnu flere velkommen i idrætsfællesskaber og gøre det nemmere at tage det første skridt.
Men hvordan når vi dem, der har motion nederst på huskelisten, som den opgave, der altid lige kan skubbes til i morgen? Og dem, hvor motion overhovedet ikke står på huskelisten, fordi der er så meget andet, der fylder.
Kampagner alene virker ikke. De rammer primært dem, der allerede er aktive. Som på mange andre sundhedsområder er der tydelige sociale forskelle i fysisk aktivitet.
Vi skal møde og motivere mennesker der, hvor de allerede kommer og har deres interesser – ikke med bedrevidende prædikener.
Vi skal invitere til overskuelige aktiviteter, hvor fokus er på positive fællesskaber, og hvor det ikke er nødvendigt med idrætserfaring. Det skal være let og trygt at komme i gang.
Og forskningen skal følge med, så vi bliver klogere på, hvilke initiativer der virker, for hvem de virker og under hvilke omstændigheder de virker.
Motion, hvor det sker
Sundhed skal ikke være noget, der kun foregår på hospitalet. Det skal være en del af hverdagen. I lokale foreninger kan fysisk aktivitet blive til noget sjovt, socialt og overkommeligt og kan dermed være med til at skabe varig forandring.
Med det afsæt arbejder DGI og TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet sammen om at styrke og videreudvikle tilbud, som det er nemt at starte på og fortsætte til, og som allerede findes i mange lokale idrætsforeninger.
Aktiviteter med mindre fokus på teknik og mere fokus på bevægelsesglæde og sociale relationer. Har du aldrig spillet håndbold, kan du måske godt møde op til den første træning.
Men hvis du ikke kender reglerne eller kan teknikken, er det svært at følge med. Og så er det ikke sikkert, at du møder op næste gang.
Vi vil bidrage til, at både frivillige og fagpersoner kan gøre sundhed til noget, der virker i praksis. Når forskningen møder praksis, kan vi afmystificere sundhedsbudskaberne og oversætte dem til enkle tommelfingerregler og konkrete tips.
Den bedste motion er den, man faktisk får gjort. Det er kernen i vores fælles indsats. Det handler om at skabe rammer, hvor mennesker har lyst til at bevæge sig – fordi det er sjovt og giver mening.
Når vi lykkes med det, får vi ikke bare sundere kroppe, men stærkere fællesskaber og bedre livskvalitet.
Folketinget kan skrive sundhedshistorie
Sundhedsreformen lover en oprustning af det nære sundhedsvæsen. Det bliver først for alvor en succes, når vi tør se forebyggelse som en investering i folkets sundhed og livskvalitet.
Hvor træning i fællesskaber sidestilles med medicinsk behandling, og hvor målet er at alle danskere kan være en del af et lokalt, fysisk aktivt fællesskab. Det kan øge den enkeltes livskvalitet og mindske risikoen for alvorlig sygdom.
DGI og CFAS har taget det første skridt. Men det er vigtigt, at den kommende folkesundhedslov anerkender de aktive foreningsfællesskabers betydning for folkesundheden og sikrer gode rammer for deres virke.
Det er også nødvendigt, at lokale politikere i kommuner og regioner allerede nu investerer ressourcer i samarbejder, der sikrer flere aktive foreningsfællesskaber for børn, unge og voksne som et våben mod den tiltagende ulighed i sundhed.
Ressourcerne skal flyttes derhen, hvor der er mest brug for dem, og hvor de kan skabe vedvarende gode vaner, øget livskvalitet og flest år uden sygdom.
Her spiller det næste Folketing en afgørende rolle. For med en ambitiøs folkesundhedslov kan vi skrive sundheds- og forebyggelseshistorie i Danmark.
Artiklen var skrevet af

Bente Klarlund Pedersen
Klinisk professor, overlæge og centerleder, TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet

Charlotte Bach Thomassen
Landsformand for DGI, næstformand for Danske Spil, Madkulturen og Frivilligrådet, i bestyrelsen for TV 2 og Foreningen Folkemødet, medlem, Rådet for et Aldersvenligt Danmark
Omtalte personer

Bente Klarlund Pedersen
Klinisk professor, overlæge og centerleder, TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet

Charlotte Bach Thomassen
Landsformand for DGI, næstformand for Danske Spil, Madkulturen og Frivilligrådet, i bestyrelsen for TV 2 og Foreningen Folkemødet, medlem, Rådet for et Aldersvenligt Danmark




















