Forsker: Derfor er brobygning mellem sundhedsvæsen og civilsamfund så svært

Incitamentet til at inddrage civilsamfundet er netop, at disse alle er i regelmæssig kontakt med personer, som lever i risiko for eller med kronisk sygdom og derfor befinder sig i en gunstig position til at varetage forebyggelsesindsatser.

Hvorfor de også tænkes at have en afgørende rolle for velfungerende patientrettet forebyggelse og dermed den nationale sundhed.  

Men kan man stille en civilorganisation til medansvar for folkesundheden? Hvilke krav stiller det sundhedsaktørerne? Og hvordan kan man understøtte en systematisk og national ansvarstagen i organisationer, hvor kernegrundlaget er frivillighed?  

Risiko for fællesskabstomrum

Borgere med en eller flere kroniske sygdomme fylder i dag markant i vores sundhedssystem. Flere af disse præsenteres for flere sundhedsfremmende tiltag som for eksempel fysisk aktivitet igennem rehabiliteringsindsatser.

Desværre oplever mange, hvilket understøttes af nationale sundhedsprofiler, at det er svært at være fysisk aktive, når de forlader sundhedssystemet. 

Overgangen fra et kendt sundhedssystem til, for nogle, ukendte civile arenaer kan være svær eller direkte angstprovokerende.

Samtidig snakker vi om adskillige overgange, da vi i stigende grad lever individualiserede liv og har forskellige behov og præferencer. Vi kan altså ikke hjælpe alle ned ad samme vej.

Nogle mennesker motiveres af fællesskab med andre, mens andre ikke opfatter sig selv som en del af et civilt forebyggelsesfællesskab.

Overgangen fra et kendt sundhedssystem til, for nogle, ukendte civile arenaer kan være svær eller direkte angstprovokerende.

Lars Hermann Tang
Lektor, forsknings- og implementeringsenheden PROgrez

Således kan der opstå et tomrum mellem sundhedsvæsenet og civilsamfundet – et tomrum, som ingen entydigt har ansvar for at udfylde.  

Skal sundhedsaktørerne tage ejerskab, eller forventes det, at civilsamfundet og frivillige organisationer træder til?

Vi kan ikke forvente, at den lokale oldboystræner vil have ansvaret for, at Mikael kommer med på holdet efter sin hjerterehabilitering for herigennem at løfte nationale sundhedspolitiske opgaver.  

Forskning viser, at overgangen fra sundhedsvæsnet og ud i en lokal hverdag er både organisatorisk, fagligt og menneskeligt svært.

Når borgeren bevæger sig fra et sundhedsfagligt forløb under professionel supervision for eksempel fysisk genoptræning efter en hjertesygdom – og videre til fysisk aktivitet i en frivillig idrætsforening, hvor fællesskabet er det centrale, kan det skabe usikkerhed hos sundhedsprofessionelle.

Usikkerheden opstår, fordi tilbuddet er et generelt tilbud uden et sygdomsspecifikt fokus. En usikkerhed, der i sidste ende overføres til borgeren og påvirker overgangen negativt.  

Samtidig kan frivillige organisationer føle, at de ikke har kompetencerne til at løfte borgere med kroniske sygdomme, selvom disse egentlig bare ønsker at dyrke fællesskabet.

Begge eksempler stiller krav til kompetencer og en klar rollefordeling og samarbejdsaftale mellem sundhedsfaglige og frivillige, hvis vi skal understøtte livslang bevægelse.

Spinkelt vidensgrundlag

Flere steder arbejdes der allerede på kompetenceløft, men dette løft skal ske på nationalt niveau.    

I 2024 kom kommunernes kvalitetsstandarder for forebyggelse. Her kom et krav om, at der mod afslutningen af et træningsforløb skal gennemføres en samtale med borgeren om mulighederne for at fortsætte den fysiske aktivitet – enten på egen hånd, i en forening eller i en selvorganiseret gruppe.

Flere kommuner har nu igangsat forskellige typer af samarbejder med civilsamfundet. Evidensen for, hvilke indsatser der er mest effektive, er fortsat begrænset, og derfor mangler der et solidt vidensgrundlag at bygge på. 

En løsning, som bruges flere steder er ansættelsen af en "brobygger". En medarbejder, som står for samarbejdet med foreningerne og samtalerne med den enkelte borger. 

Modellen er oftest meget personbåret og kan være ressourcetung.  

Der mangler stadig et mere målrettet fokus på, hvordan en tæt samarbejdsmodel skal initieres. Typisk nævnes partnerskabsmodellen.

Modellen skaber et udgangspunkt for et formaliseret samarbejde, det kan skabe flere ressourcer og er en dynamisk proces.

Samtidig er det en meget tidskrævende og ressourcekrævende proces, som kan være svær for mindre civile organisationer at indgå i.  

Afgørende fælles mål

Organisationerne i et partnerskab skal desuden kunne finde fælles mål, og det er vigtigt at huske, at en partner altid kan vælge at forlade et partnerskab.

De mange arenaer i civilsamfundet betyder samtidig, at der er behov for flere forskellige partnerskaber for at realisere det forebyggelsesincitament, der findes. 

Der ligger altså en stor opgave for de kommende sundhedsråd med at skabe en struktur, som giver mulighederne for, at tættere samarbejder kan etableres. Samarbejder som ikke kun finder sted i områder, hvor ressourcerne er store nok til at afsætte tid og mennesker til at udvikle samarbejdet. 

Politisk skal det overvejes, om der ikke bør være rammer, strukturer eller direkte en organisation, som understøtter hele processen.

Lars Hermann Tang
Lektor, forsknings- og implementeringsenheden PROgrez

Sideløbende er der en opgave for sundhedsvæsenet i at tænke brede samarbejder og kompetenceudvikling af alle medarbejderne, og hvordan et sådant arbejde kan implementeres bredt i en deres organisation.

Sidst ligger der en opgave i at forstå, hvordan forskellige civilaktører bedst kan se sig selv i denne nationale forebyggelsesopgave. Og hvilket ansvar de mener, de kan løfte, uden det påvirker frivilligheden.   

Mange er allerede i gang og gør et stort stykke arbejde – både i sundhedsvæsenet og i civilsamfundet. Det er spændende at følgende.

Disse foregangsorganisationer har et ansvar for at dokumentere indsatserne for at løfte vidensniveauet og skabe en mere systematisk og national forudsætning for at etablere samarbejder på tværs.

Politisk skal det overvejes, om der ikke bør være rammer, strukturer eller direkte en organisation, som understøtter hele processen.

Som lektor og forperson Christina Bjørk Petersen skriver i sin debat i Altinget om den kommende folkesundhedslov, er denne afgørende for den overordnede retning.  

Frivillighed på skoleskemaet

Politiske rammer er et godt udgangspunkt, men løser ikke hele opgaven, hvis frivillige borgere ikke ønsker at varetage ansvaret. Samtidig bør det respekteres, at dele af civilsamfundet måske ikke ønsker at påtage sig dette ansvar.

I dag findes foregangsorganisationer og ildsjæle, som er yderst værdsatte. Men frivilligheden kan komme under pres ved at blive pålagt et ansvar.

"Frivillighed" på skoleskemaet kan blive nødvendigt længere sigt, hvis flere skal koble frivillighed og national sundhed sammen på en bæredygtig måde.  

Den nye dagsorden stiller også krav til forskning og dokumentation af de indsatser, der afprøves. Som forsker er det en forudsætning med et tæt samarbejde mellem sundhedsprofessionelle, civilsamfundsaktører og borgere.

Bæredygtighed skal være en drivkraft i vores arbejde, så indsatserne både kan anvendes i praksis og skabe viden, der kan generaliseres på tværs af for eksempel regioner, kommuner og diagnoser.

En mission vi forskere bør understøtte, for ellers risikerer vi at drukne i et hav af løsninger uden tilstrækkelig dokumentation. 

Potentialet er enormt, men hvis det skal realiseres på et nationalt plan, så stiller det store krav til alle de involverede parter og kræver klar tale om rollefordeling og forventning, både i sundhedsvæsnet, i civilsamfundet og i det politiske virke.

Men jeg ved, at motivationen er høj, og at mange aktører på tværs af samfundsroller er meget interesserede i at styrke folkesundheden, som aktuelt nu er under pres.