Ekspert: Lad sundhedsrådene få ansvar for alle forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til alle målgrupper

Reformen burde gå længere

Myndighedsansvar er afgørende for løsning af opgaver og fordeling af økonomi i det danske samfund. Ansvar og regninger skal placeres, ellers kan samfundets opgaver ikke løses.  

Men sådanne praktiske administrative – og lovgivningsmæssige definitioner – hænger ved. Og i denne sammenhæng er der tale om et historisk efterslæb, som klart bør tages op til diskussion.

Særligt når strukturen ændres og opgaver og ansvar som nu kastes op i luften.

I dette tilfælde burde man i sundhedsstrukturreformen have gået et skridt videre, når det gælder en revision af paragraf 119 og de nye sundhedsråd som de ansvarlige stående udvalg under regionsrådene.  

Hele reformens kerne er jo – gennem fokus på kædeansvar – at den samme myndighed (eller i dette tilfælde et stående udvalg) med den samme pengekasse betaler for hele borgerens forløb fra det nære til det specialiserede – for dermed at få incitamentet for tidlig forebyggende indsatser til vende rigtigt.  

Samtidigt har formålet også været at samle sundhedsydelser under en myndighed med tydelige rødder i sundhedsvæsenets kerneværdier om sundhedsfaglighed, evidens, og kvalitetsarbejde og med volumen og ressourcer til at løfte opgaverne i det nære i balance med den lokale tilstedeværelse. 

Men ulemperne ved "kun" at flytte de patientrettede og ikke også de borgerrettede forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til sundhedsrådet bunder dels i ydelsernes karakter og dels i borgernes behov, og endelig i helheden i de faglige miljøer.  

De samme tilbud til alle

Når det gælder de forebyggende og sundhedsfremmende tilbud, er det nemlig i høj grad de samme ydelser, metoder og målsætninger, som gives til både patienter og borgere.

Fagpersonalet, der leverer ydelserne, er stort set også de samme. Og diagnosetidspunktet er, som debattørerne fra DSFF har påpeget, ikke afgørende for behov eller ydelser, men mere et udtryk for administrativ skelnen end et udtryk for borgerens forebyggelsesmæssige behov for et tilbud.  

Det betyder, at man med reformen risikerer at rive velfungerende faglige miljøer fra hinanden og fragmentere tilbud, der egentlig er de samme.

Samt at borgere med stort behov for forebyggende tilbud og høj sundhedsrisiko i fremtiden måske risikerer endnu dårligere mulighed for konkrete tilbud.  

Så skulle vi ikke vi gøre det rigtige nu? Er tiden ikke kommet til at forlade begrebsparret patientrettet og borgerrettet forebyggelse som det definerende for myndighedsansvaret i lovgivningen?  

Kommunerne skal sætte rammerne

Mit forslag er at lade Sundhedsrådene få ansvar for alle forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til alle målgrupper og at placere ansvaret for de forebyggende og sundhedsfremmende rammer i kommunen (og i staten selvfølgelig, når det gælder national rammelovgivning i alle sektorer).  

Dermed vil vi 1) kunne bevare volumen og kvalitet hos leverandørerne, 2) ligesom for de patientrettede forebyggelsestilbud stadig kunne vælge at placere driften af opgaven i kommunen som leverandør og 3) kunne udvide incitamentsstrukturen for tilbud til højrisikoborgere og vende den rigtigt ved at udvide kædeansvaret til før diagnosetidspunktet og dermed i højere grad få fokus på tilbud til højrisikoborgerne.  

Den løsning vil samtidig skærpe fokus endnu mere på kommunernes betydning for de strukturelle rammer og for at implementere sundhed/sundhedsfremme i alle politikområder i kommunen (og så bør staten naturligvis gøre det samme). 

En oprydning i ansvar med en klar incitamentstruktur kombineret med en ny tværsektoriel folkesundhedslov med klare ambitioner for alle myndighedslag og ambitiøse mål for folkesundheden vil forhåbentligt kunne øge antallet af sunde og gode leveår.