Høreklinikker: Det offentlige sundhedsvæsen skal ikke prioritere indsatser, hvor det private står stærkt

Fraset et enkelt særdeles højprofileret projekt, hvor det offentlige og private samarbejder (og det private reelt betaler), er det småt med udstrakte hænder til den private del af sundhedssektoren i regeringens udkast til en sundhedsreform.

Det er ærgerligt. Den private del af sundhedssektoren er nemlig karakteriseret ved (allerede) at være borgernær. Her ved jeg fra min egen branche, at vi har fokus på det enkelte menneskes ønsker og behov. Her respekteres borgerens frie valg, hvilket er med til at sikre en god behandlingsalliance med den enkelte. I min verden betyder det, at borgerne er glade for deres høreapparater, sætter sig ind i, hvordan de anvendes og bruger apparaterne.

Der er en grund til, at skuffeapparater sjældent ses i den private høreforsorg, og jeg tror snildt, princippet kan anvendes på en lang række andre områder. Vi skal tænke mere i borgere end patienter - i tråd med tidligere sundhedsudspil.

Presset på hospitalerne går især ud over de borgere, der ikke har andre steder at gå hen

Peter Andreasen
Formand, Paks

Baggrunden herfor er velkendt: Det demografiske træk og nye økonomiske realiteter, men også de meget betydelige udfordringer som sundhedsområdet har med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Derfor bør vi tale om betydningen af et individuelt ansvar for egen sundhed. Vi skal turde tage den i Danmark svære diskussion om grænserne for den offentlige (sundheds)sektors virke. Lad os tage debatten i tide, før vi bliver tvunget af en uafviselig demografisk og dermed økonomisk virkelighed.    

Posen skal rystes i sundhedsvæsnet

På høreområdet er virkeligheden, at antallet af høreapparatbrugere – aktuelt cirka 300.000 - i løbet af få år vil stige voldsomt. De sidste ti år er antallet af +65 årige steget med cirka 25 procent, og antallet af ældre fortsætter med at stige frem mod 2050.

Skal alle disse borgere have en god og rettidig hjælp, hvilket modvirker kognitiv svækkelse og social isolation, må kortene blandes bedre. Løsningen er ikke at sende borgerne ind på et højt specialiseret sygehus for at modtage en ukompliceret høreapparatbehandling.

Jeg hæfter mig i den forbindelse ved en undersøgelse af sygehusvæsnet, som Danske Regioner har gennemført. Den viser, at knap halvdelen af alle danskere årligt runder et sygehus. Den medfølgende kommentar til undersøgelsen var blandt andet at fortsætter patientvæksten på hospitalerne, "risikerer vi ganske enkelt, at de knækker sammen under presset". Presset på hospitalerne går især ud over de borgere, der ikke har andre steder at gå hen. For eksempel mennesker hvis høretab er kompliceret at behandle.

Netop derfor er det et uomgængeligt tema, hvordan vi udnytter ressourcerne på sundhedsområdet bedst. Vi skal turde reflektere over, hvorfor alle borgerne som udgangspunkt selv skal betale for deres briller, uanset hvor meget grå stær eller anden øjensygdom de har, mens høreapparater kan udleveres gratis i det offentlige.

Et parallelt område er voksentandplejen. Her står den enkelte borger også med det primære ansvar for egen tandsundhed. I forhold til begge områder er der en bred erkendelse af, at det er en privat opgave. Og samtidig en erkendelse af, at det vil være meget dyrt, hvis det offentlige eksempelvis skulle varetage flere opgaver indenfor voksentandplejen.

Store regionale forskelle i Danmark

I Danmark er der stor forskel på, hvordan høreforsorgen fungerer, alt efter hvilken region man bor i. Nogle regioner understøtter, eksempelvis gennem oplysning, borgernes frie valg og dermed frihed til at vælge, hvor de ønsker at få deres høreapparatbehandling.

Det er borgernes behov og ønsker, der skal sætte rammerne for, hvordan regionerne administrerer - ikke omvendt

Peter Andreasen
Formand, Paks

En undtagelse er Region Sjælland, hvor man siden slutningen af 2020 har betjent sig af et centralt visitationssystem, som i praksis begrænser borgernes frie valg. Konsekvensen har været, at flere borgere får høreapparater i det offentlige og færre i den private sektor.

Set i lyset af den føromtalte udvikling i demografien, har jeg svært ved at forstå regionens prioritering. Man investerer skattekroner i at konkurrere på et marked, hvor der allerede eksisterer en privat behandlingskapacitet, som i praksis ville kunne eliminere regionens ventelister. Ventelisterne har eksisteret længe, og mit er gæt, at de vil eksistere længe endnu, fordi man visiterer flere og flere til offentlig behandling.

Dermed akkumulerer man en endnu større gruppe af borgere, som hvert fjerde år skal have nye høreapparater offentligt.

Borgernes behov skal sætte rammerne

Ved at anvende betydelige midler til at opbygge en offentlig kapacitet, som allerede findes privat, har Region Sjælland fjernet kapacitet fra andre dele af det offentlige sundhedsvæsen. Kapacitet, der med fordel kunne have været benyttet til at tage hånd om de mange patientgrupper, som ikke har andre steder at få behandling end i det offentlige system.

Når Region Sjælland her i Altinget promoverer tanken om at blive friregion, kan jeg godt blive bekymret. Ikke mindst på borgernes vegne.