Jarl Cordua: Løkkes ry som ferm politiksnedker skal stå sin prøve

KOMMENTAR: Det er bestemt ikke et drømmescenarie for Løkke at gå til valg med et parti, der er dybt splittet om regionernes nedlæggelse. Man må derfor formode, at statsministeren for tiden arbejder på højtryk for at finde en løsning, skriver Jarl Cordua.

Det er vel sidste udkald for alle dem, der ønsker at påvirke den politiske proces forud for den sundhedsreform, som forventes at blive præsenteret i løbet af et par uger. Derfor er det slet ikke overraskende, at Venstres fem gruppeformænd på vegne af 54 folkevalgte regionsrådsmedlemmer forleden skrev et brev – eller et bønskrift – til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om at lade nåde gå for ret og frede regionerne.

Problemet er imidlertid, at det er svært at kalde øvelsen for reform, hvis ikke Løkke afvikler regionerne. Dertil kommer, at både de to regeringspartier, Konservative og Liberal Alliance, og det magtfulde støtteparti, landets næststørste parti, Dansk Folkeparti ønsker regionerne nedlagt.

Endelig har Løkke selv skabt forventninger om udfaldet, som senest er blevet udpenslet i nytårsdagsudgaven af Berlingske, hvor det klart fremgår, at forslaget går ud på at erstatte regionerne med fem bestyrelser, hvor der godt må sidde enkelte politikere, eksempelvis borgmestre, der så er indirekte valgt af de folkevalgte fra områdets kommuner. Det er næppe forslag, som Berlingske har gravet frem alene ved egen hjælp.

Bønskriftet til Løkke fra Venstres gruppeformænd blev lækket til Avisen Danmark, men i øvrigt holdt politikerne lav profil med hensyn til opfølgende kommentarer og overlod det til avisen at fortolke budskabet. Brevet var afsendt per mail, men blev altså præsenteret i Avisen Danmark, der er blevet mediet, hvor Venstres mange modstandere af nedlæggelsen af regionerne taler ud.

Det begyndte allerede før jul med tidligere gruppeformand Søren Gade og tre folketingsmedlemmer, som især er kritiske over for den idé, der ifølge Berlingske ligger på bordet, om at erstatte regionerne med administrative enheder eller bestyrelser, der ikke er folkevalgte, og hvor det derfor bliver sværere for vælgerne at holde bestyrelsesmedlemmerne ansvarlige for beslutningerne.

Kritikken blev fulgt op af andre centrale Venstre-folk som Jens Nicolai Vejlgaard (Hvide Sande), der er formand for Venstre i Region Midtjylland og alt andet end ”hr. hvem som helst” i Venstres stærke vestjyske bagland.

Tidligere har regionsrådsformand og formand for Danske Regioner Stephanie Lose betegnet en nedlæggelse af regionerne som et ”udsalg af Venstres DNA”, og tre jyske Venstre-borgmestre med Lars Krarup (Herning) i spidsen har også været kritiske.  

Søndag følte MF Anni Matthiesen åbenbart, at hun skyldte sine vælgere at klargøre sin holdning i et læserbrev i JydskeVestkysten: ”... jeg mener, regionerne skal bevares, hvis man ikke kan sætte noget i stedet, som er bedre. Samtidig har jeg oplyst dem om, at jeg endnu ikke har set en model for noget, som er bedre og dermed kan erstatte regionerne.”

Det sidste kan man læse som et forbehold for, at Løkke jo med sundhedsreformen om et par uger kan trylle et forslag frem, som Anni Matthiessen bliver nødt til at stemme for, for ikke at bringe sit parti i en umulig situation. Men det er næppe en overfortolkning at konkludere, at Matthiesen ikke er begejstret.

Sidst, men ikke mindst, er en anden Venstremand kommet på banen med kritik, nemlig Steffen Damsgaard, der ud over at være V-kommunalpolitiker i Lemvig også er formand for den partipolitisk neutrale, men især i Venstre stærkt indflydelsesrige organisation, Landdistrikternes Fællesråd.

Onsdag formulerede han i Avisen Danmark synspunktet, som stod det på et banner ved en demonstration foran Christiansborg: ”Stop centraliseringen, og bevar regionerne til de opgaver, de er bedst til. Styrk dem i stedet.”

Det er i øvrigt interessant, at især de jysk-fynske Venstrefolk ser nedlæggelsen af regionerne som en centraliseringsøvelse, de er meget imod, mens det parti, som hævder at være yderområdernes bedste ven og solide værn mod Slotsholmens formynderiske københavneri, Dansk Folkeparti, kæmper indædt for nedlæggelsen af regionerne, da de ifølge DF har ”udspillet deres rolle”.

DF ser formentlig en mulighed for at præge sundhedspolitikken i langt højere grad ved at lægge hele sundhedsvæsenet direkte under Folketinget, hvor DF har nogle flere mandater i ryggen end ude i regionerne. DF's politik er dermed stærkt centralistisk, når det passer i deres eget kram. Men det er der næppe mange af vælgerne, der er opmærksomme på eller går op i, når de står i stemmeboksen ved næste folketingsvalg. Og DF står, som før nævnt, langt fra alene med sit synspunkt i den borgerlige lejr. Det er nærmest mainstream og deles af LA og K – og sikkert også af mange Venstrefolk.

Påvirker alt dette Lars Løkkes planer? Det burde det nok, men hvor stort er egentlig hans spillerum?

Sandsynligvis er planerne for sundhedsreformen, som formodentlig blot er ved at blive pudset af, blevet til efter samspil og møder med Kristian Thulesen Dahl (DF) allerede i løbet af efterårets drøftelser af finansloven. Det er måske allerede aftalt som en indrømmelse til DF, at regionerne skal nedlægges? 

Vi ved, at der i forbindelse med finansloven er blevet afsat en halv milliard kroner til sundhedsreformen i de næste to år, sådan at man ikke risikerer at løbe ind i kritik af reformen som en ren omstruktureringsøvelse. Berlingske har desuden ad flere omgange skrevet om en tilskudspulje på 1,5 milliarder kroner til såkaldt ”nærhedsfinansering”, hvor de bebudede 21 lokale sundhedsfælleskaber skal kunne købe sig ydelser i kommunerne eller i almen praksis.

Man kan sikkert tænke sig, at der bliver afsat yderligere penge for at få hele sundhedsreformen til at glide bedre ned. Man ser for sig, hvordan ordbogen for danske politiske buzzwords i disse år vokser med ord som ”nærhedsfinansiering”, der jo umiddelbart lyder ganske rarere end for eksempel ”centralfinansering”.

Som det ser ud nu, kan Løkke næppe skrue tiden tilbage og aflyse sine reformplaner. Ligesom man i skak har reglen om, at rørt brik skal flyttes, så kan Løkke ikke droppe sundhedsreformplanerne, efter han selv længe har bebudet dem, og efter hans sundhedsminister Ellen Trane Nørby i mere end et år har brugt megen tid på at kritisere de nuværende forhold i sundhedsvæsenet uden at komme med løsningsforslag. Altså før nu.

Der er derfor ingen vej tilbage, medmindre man vil gå et folketingsvalg i møde med endnu et stort politisk nederlag i bagagen, dyb splittelse internt i regeringen og et formentlig rasende støtteparti i form af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl (han er partiet), måske med risiko for, at DF-formanden trækker støtten til Løkkes statsministerkandidatur.

Prisen er, at Løkke må gå til folketingsvalg med en række folketingskandidater med aktier i regionerne, som er modstandere af denne del af sundhedsreformen, og al den surhed, der følger med.

Taber Løkke valget, så redder regionerne livet, da Socialdemokraterne er modstandere og skrinlægger planerne efter valget. Og dermed skal Venstres regionsrådspolitikere og andre V-kritikere på forunderlig vis nærmest håbe på et valgnederlag til blå blok. Det er derfor ikke ligefrem et drømmescenarie for en partileder at gå til valg med et splittet parti på så centralt et spørgsmål.

Derfor må man formode, at Løkke gør, hvad han kan, for at strikke en løsning på plads, der både tilfredsstiller de fleste af hans interne kritikere i V, DF og de to øvrige borgerlige regeringspartier. Og hvordan det vil ske helt uden at nedlægge regionerne? Det er ikke lige til at se.

Det er netop i en situation som denne, at Løkkes fortjente ry som ferm politiksnedker skal stå sin prøve.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. 

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Jarl Cordua: De tålmodige Venstre-folk i åbent oprør mod Løkke Jarl Cordua: De tålmodige Venstre-folk i åbent oprør mod Løkke Næste artikel Jarl Cordua: Løkke skal vinde fortællingen om sundhedsreformen Jarl Cordua: Løkke skal vinde fortællingen om sundhedsreformen
  • Anmeld

    Peter Hansen · pensionist

    Ikke overraskende

    Ja det er ikke overraskende at Cordua slutter sit debatindlæg af med "Det er netop i en situation som denne, at Løkkes fortjente ry som ferm politiksnedker skal stå sin prøve."

    For uanset hvor tit og hvor stort Løkke fejler rent politisk så har Venstre og alle deres forskellige "kommentatorer" jo ikke andet at byde ind med end påstanden om at Løkke er landets - hvis ikke ligefrem historiens - største politiske "håndværkere".
    Og det gør man selv om det ellers i dag er en kendt sag at kommunalreformen gik galt.
    Og nå ja - det gjorde politireformen jo også.
    Og ja det er vil heller ikke omlægningen af Skat som vil bevise påstanden.
    Men hvad er det så der ligefrem gør at vi skal høre disse påstande som ovenikøbet nu også er "velfortjent". Dækker det måske over begrebet "velbetalt"?

    Og at vi så får påstanden leveret i forbindelse med en "sundhedsreform" virker da ekstra ironisk. Dels fordi det jo virker som en erkendelse af at Løkke ikke selv er tilfreds med den reform han lavede omkring regionerne.
    En utilfredshed som jo er af nyere dato, idet han jo indtil nu ellers har haft travlt med at fremhæve alle de gode resultater som kunne tilskrives ham. En påstand som Cordua jo gerne vil viderformidle for sin partiformand med sin tilslutning til håndværker-påstanden.

    Men derudover må man jo så sige, at hele processen med dette udspil viser alt anden end en håndværker som har styr på sit fagområde. Ja det er vel ikke urimeligt at kalde det for noget af det største byggesjusk vi har set præsteret.

    En reform som skulle være offentliggjort sidste vinter, men blev udskudt for ikke at ødelægge de offentlige overenskomster. Og som så efterfølgende er blevet "lovet" inden for de kommende måneder. Og det ser sandelig også ud til at tidsfristen om medio januar 2019 også bliver svær at holde så inden længe er det vel kun udskrivelsen af et folketingsvalg som kan begrunde endnu en udsættelse. Men det er jo alt andet et forløb som viser en statsminister som har styr på tingene og udviser overblik. Så at kalde dette "ferm politiksnedker" er jo den største hån man kan give til landets snedkere/håndværkere.
    Endelig kan man jo undre sig over, at Cordua endnu engang ikke har øje for, at det har været muligt for andre for længe siden at fremlægge forslag og planer som skal løse de problemer som Løkke i så lang tid har tumlet rundt med.
    Forslag om 1000 sygeplejersker som skal give mere tid til patienterne. Som jo i første omgang hånligt blev afvist af Venstre og Venner fordi der jo ikke var nogen arbejdsløse.
    Men som nu også er blevet en vigtig ting for Løkke (uden tal men hvis det skal gå som med afvisningen af el-biler vil ende med et forslag om mindst 2000 nye sygeplejersker).

    Forslaget er ellers fuldt finansieret og metoderne til at opnå det er konkret beskrevet. Hvilket formentlig er grunden til at Cordua slet ikke mener at det skal indgå i baggrund for hans hyldest af partiformanden.

    Lige som der for længst er foreslået af socialdemokratiet at der skal oprettes "nærhospitaler" for at sikre at det er muligt at behandle syge tættere på deres bopæl. Hvilket jo omgående blev afvist af Venstre og Venner fordi patienterne jo skal behandles af landets største eksperter som man jo tværtimod vil samle på store centrale sygehuse.

    Nu hvor Løkke så skal prøve at strikke en "Vinderreform" sammen omkring sygehuse op til folketingsvalget, så er det alligevel helt fornuftigt, at man godt kan "sundhedscentre" hvor man kan samle de mange sygdomsforløb som ikke kræver verdens bedste specialister til behandlingen.

    Men naturligvis - en politisk kommentator som fulgte med i alle forslag der måtte komme ville måske have koblet Løkkes mange udsættelser af sin reform sammen med det forhold at andre faktisk er kommet med brugbare løsninger som ikke vil medføre at regionerne skal nedlægges. Men det er jo blot en påstand fra min side som sikkert vil blive afvist med at jeg ikke har læst Corduas indlæg. Hvilket jo også er en standard.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Fint Peter Hansen

    Jeg tænkte selv på at skrive noget lignende men energien manglede hertil. Heller ikke jeg er imponeret af Løkkes fejlbeslutninger og løgne.

    Det er en trist historie om et politisk system som pynter sig med at træde på dem som ikke kan forsvare sig og som ikke har pressens bevågenhed.

  • Anmeld

    Thomas R.

    Sønderkøge og Hansen

    Jeg kunne ikke have skrevet det bedre. Enig

  • Anmeld

    Kim Nielsen

    Kim Nielsen

    Det er lidt interessant at læse det frontale angreb på Lars Løkke - Rasmussen og nogle af kritik punkterne, kan man dele, men når jeg ser kritikken kommet fra SF og S, kunne man godt i alt beskeden have ønsket en selvreflektion fra de nævnte.
    I regeringsaftalen for den lyse blå regering 2011-15 var det anført, at man ville videreføre den mørke blå regerings økonomiske politik - altså Lars Løkke Rasmussen økonomiske politik og det vil sige også EUs
    Det betød at mange af de partiers vælgere og medlemmer oplevede drastiske forringelser af velfærden og gennemførte EU anbefalinger om forringelse af efterløn, fleksjob og sparede på udgifterne til førtidspension, samt halveringen af kontanthjælpen til de unge.
    Der blev givet skattelettelser til de bedre og bedste stillede, der bliv finansierede af de økonomiske svageste stillede
    Man kan næppe forestille sig at Løkke var utilfreds med at den lyse blå regering overtog hans økonomisk politik og han kunne næppe give værre bøllebank til et stort mindretal.
    Undskyldningen har været mandaternes logik, men det er besynderligt at de nævnte partier gerne ville administrer et politik, som de påstår er uenig i.
    DF får også grovfilen og her er det igen at konstatere, at på retsområde og udlændingeområde løber de samme partier med - og det er bestemt ikke positivt.
    Det er svært at se forskel på gamle arbejderpartier der var grundet i solidaritet og socialansvarlighed og de borgerlige der bekender sig til konkurrencestaten, hvor det er selvtilstrækkeligt og at enhver er sin egen lykkesmed
    Da denne ideologi herskede ved industrialiseringen skabte det massiv uligheder og fattigdom til følge
    Dengang gik det op for nogle at hvis så mange skulle have et rimeligt liv og del af den skabte samfundsværdi at man både fagligt og politiske kamp stod sammen om at opnå det.
    I dag forekommer at næsten alle arbejdspartier hvor de kom fra og hvad de kæmpede for, selv om der i dag er de samme fordelingsproblemer af samfundskagen og udstødelsesmekanismer

  • Anmeld

    Helle

    Nej det er en myte

    Borgerlige kommentatorer inklusiv Jarl C. har det med at gengive myten om Løkke og håndværksmester i politik. Glem det, hvis han var så ferm, så meget nok anderledes ud, bl.a partiets vælgeropbakning, det laveste til dato.
    V har i Foghs tid ligget på 31 %, i dag er de under 20. Det er på 18 år de er drønet ned, fordi Løkke ikke er, hvad myten gør ham til.

  • Anmeld

    Peter Hansen · pensionist

    Trivielt

    Kim Nielsen
    Undskyld at det er ved at være lidt trivielt at du uanset emne prøver at afspore enhver debat med at skrive det samme igen og igen.
    Og lige så trivielt at du igen og igen tror at vi andre er her for at forsvare holdninger fra et bestemt parti. Sådan er det måske der hvor du kommer fra. Selv Cordua tillader sig dog den frihed at være uenig med sit partis politik.
    Og tilhører man er parti som har som formål aldrig at påtage sig et reelt ansvar kan man naturligvis godt have svært ved at skelne mellem hvad man selv står for og så hvad man kan opnå af forhandlingsresultater. Du skal derfor være tilgivet at du har svært ved at skelne mellem partiernes politik og de forlig som de er deltager i. Nå men det er jo også en af de trivielle standardbemærkninger som du endnu ikke har ville forholde dig til, da det jo vil fjerne grundlaget for dine standardindlæg.

    Så du tilgiver sikkert at jeg ikke bruger mere tid på dine standardemne.

  • Anmeld

    Kim Nielsen

    Peter Hansen

    Det er en besynderlig argumentation stil du har
    Det jeg undrer mig over at det du klantre Lars Løkke Rasmussen for, er det du beundre Helle Thorning for.
    Du er bare en højreorienterede socialdemokrat og i min verden kunne du såmænd også være venstremand.
    Det er derfor jeg undrer mig at du kaster med sten mod Lars Løkke Rasmussen, når du selv bor i et glashus.
    Det er en dårlig undskyldning at henvise til der er forskel på et partis program og forhandlingssituation. Der har næppe været meget forhandling, når man ville administrere efter Løkke Rasmussens økonomiske politik, eller man løber i halen på DF med udlændinge - og retspolitikken.
    Det er forståeligt at mange forlod S og SF og måske er årsagen til den nye ledelse lægger afstand til din veninde
    Du har lov til at være højreorienterede socialdemokrat der har glemt sine rødder jeg har også ret til at kritisere og anbefale folk at stemme på noget andet
    Godt nytår til dig

  • Anmeld

    Peter Hansen · pensionist

    Trivielt II

    Kim Nielsen
    Jeg forsøgte igen at læse dit indlæg nr. 1 og nu nr. 2.
    Har jeg overset din kommentar til Corduas indlæg så beklager jeg. Men det er vist ikke tilfældet.

    Sig endelig til hvis du på et tidspunkt vil deltage i en debat ud fra det emne. Eller bør du jo opfordre Altinget til at give dig mulighed for at skrive dine egne blogs.

    Og uanset dine sædvanlige forsøg på at afspore enhver debat du deltager i lover jeg ikke længere at være deltager heri.

  • Anmeld

    Kim Nielsen

    Peter Hansen

    Jeg kan ikke at jeg afspore debatten ved at påpege det du kritisere Lars Løkke Rasmussen fot gennemførte din veninde.
    Jeg kan også godt forstå at du synes det er trivielt at blive mindet om det - tror du ikke at venstre synes, at dine friåontal angeb på venstre hvergang Courdas har haft indlæg om regeringen er trivialt
    Når man er stor nok til at kritisere andre må man formentlig også være stor nok til at tåle kritik

  • Anmeld

    Tummelumsen

    Den er i vater så vidt jeg kan se.

    Løkkes evner som politiksnedker, svarer vel til at man beder Marty Feldman om at hænge sine køkkenskabe op.

Venstre skal tage stilling til regionerne på ny

Venstre skal tage stilling til regionerne på ny

LANDSMØDE: Venstre har endnu ikke gjort op med sig selv, om de stadig vil lukke regionerne eller ej. Kampen om næstformandsposten på weekendens landsmøde satte endnu en gang spørgsmålet på dagsordenen.