Jurist: Danmarks nye sundhedsvæsen bliver mere lukket

Skaber flere administrative niveauer
Som overbygning/supplement til de regionale sundhedsforvaltninger oprettes en ny statslig forvaltning: Sundhedsvæsen Danmark.

Den skal ligesom de regionale forvaltninger have en bestyrelse med overvægt af professionelle.

Desuden oprettes 21 nye sundhedsfællesskaber, der skal bygge bro mellem kommuner, sygehuse og almen praksis på det nederste niveau, hvor sundhedsarbejdet faktisk foregår.

Den nye organisering betyder, at tre politiske niveauer reduceres til to. Til gengæld bliver tre administrative niveauer øget til fem.

Når beslutningsprocessen kortsluttes
Meget tyder på, at forslaget til ændringer startede med en politisk aftale mellem regeringspartier og Dansk Folkeparti om at nedlægge regionsrådene. Derefter har det været en bunden opgave for embedsværket at strikke noget sammen.

I ly af offentlighedslovens brede undtagelser kan en beslutningsproces nemt kortsluttes. En afgørende politisk beslutning kan træffes uden grundlag i oplysninger om de faktiske forhold, evalueringer af gældende ordninger og konsekvensanalyser af forslag.

Når beslutningsprocessen kortsluttes, er faglige præmisser ikke vigtige, og de vil typisk blive sammenvævet med politisk-taktiske hensyn.

Anmodninger om aktindsigt vil med stor sandsynlighed blive afslået med henvisning til offentlighedslovens undtagelser for lovforberedende arbejde, ministerbetjening og udveksling af dokumenter mellem ministre og enkelte medlemmer af Folketinget.

En række spørgsmål
Udviklingsplaner og kvalitetsplaner fra regeringen bliver vigtige styringsredskaber og kan være mere eller mindre detaljerede.

Bliver kommunale opgaver i sundhedsvæsenet mon også omfattet af central statslig regulering?

Regeringens publikation lægger stor vægt på at sikre mere nærhed og bedre sammenhæng mellem sygehuse, kommuner og praksis.

Det bliver fremstillet, som om regeringen har opdaget et hidtil overset problem. Nu skal der endelig gøres noget ved at etablere 21 nye sundhedsfællesskaber.

Sammenhæng mellem forebyggelse og behandling ved sygehuse, kommuner og praksis har faktisk i mange år været et vigtigt emne.

Kan nye sundhedsfælleskaber give bedre rammer for koordinering og praktiske initiativer end de nuværende sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler mellem regionen og kommunerne? Eller betyder ændringer i organiseringen blot, at der opstår nye koordinationsproblemer?

Der lægges stor vægt på at sikre kvalitet i behandlingen overalt. Det er nok ikke praktisk gennemførligt, men skulle det lykkes at få samme standarder overalt, hvor skal inspirationen fra den bedste praksis så komme fra?

Det bebudes, at udgifter til administration skal reduceres, men det er svært at se, hvordan det kan ske med etablering af to nye administrative niveauer? Giver statslig styring ved etablering af nye it-systemer mon bedre sikkerhed for praktiske løsninger eller større risiko for samme problemer overalt?

Mindre offentlighed
Der er klart mere åbenhed ved regioner end ved statslige forvaltninger.

Det hænger sammen med, at styrelsesreglerne for kommuner også gælder for regioner. Det hænger også sammen med, at offentlighedslovens undtagelser for lovforslag, ministerbetjening og udveksling mellem ministerier og enkelte folketingsmedlemmer kun er relevante for statslige forvaltninger.

Ligesom kommunalbestyrelser skal regionsråd med få undtagelser drøfte sager og træffe beslutninger på møder for åbne døre.

Dagsordener til disse møder skal være offentligt tilgængelige før møderne, og det skal klart fremgå, hvilke emner der skal behandles.

De stående udvalg i kommuner og forretningsudvalget i regioner holder ikke møder for åbne døre, men dagsordener skal være offentlige.

Regionspolitikernes ansvar omfatter ventetider ved behandling, koordinering med kommuner og almen praksis, ambulanceberedskab, sprogproblemer ved patienters kommunikation med udenlandske læger, it-problemer, sygehusbyggeri og meget andet.

Politikerne i regionsråd skal stå til regnskab over for befolkningen - både for beslutninger, de træffer, og for forhold i sygehusvæsenet, de har undladt at træffe beslutning om. Derfor er det typisk muligt at få regionspolitikere fra forskellige partier og alle egne af regionen i tale.

Medier, der dækker regionalt stof, har ofte fokus på forhold ved sygehuse både i forbindelse med møder i regionsråd og forretningsudvalg og i forbindelse med sager, der rejses af personale, patienter og pårørende.

Offentlighed og politisk ansvar hos folkevalgte politikere i regionsrådet forsvinder med regeringens forslag.

Det afløses af statslige embedsværk, professionelle bestyrelser og i den sidste ende regeringen samt møder mellem en minister og ordførere fra partier, der står bag den politiske aftale.

Beslutningsprocesser vil med forslaget blive gennemført bag lukkede døre, og aktindsigt vil kunne afvises efter offentlighedslovens undtagelser for ministerbetjening med videre.

Som der står skrevet i regeringens publikation, skal magten flyttes til nationale beslutninger, uden at disse skal være genstand for lokale politiske uenigheder.