Læger: Nærhedsfinansiering må ikke blive et nyt ord for spareøvelse

DEBAT: En ny styringsmodel for sundhedsvæsenet er i den grad tiltrængt. Men om regeringens 'nærhedsfinansiering' er løsningen, ved vi først, når en samlet plan fortæller os, om det dækker over endnu en spareøvelse, eller om det bliver et reelt løft, skriver Andreas Rudkjøbing. 

Af Andreas Rudkjøbing
Formand for Lægeforeningen

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har i Altinget givet udtryk for, at ”nærhedsfinansiering” i sundhedsvæsenet bliver et element i den nye styringsmodel - og afløseren for aktivitetspuljen på sygehusene.

Formålet er at skabe incitament til, at flere patienter kan få varetaget deres sundhedsbehov tæt på hjemmet.

Lad mig med det samme slå fast, at det er det helt rigtige at gå væk fra, at det er høj aktivitet på sygehusene, der skal belønnes gennem produktivitetskrav og aktivitetspuljer.

Patienter skal behandles i det nære sundhedsvæsen, når det giver faglig mening, og der er kapacitet til det, og det skal styringen bakke op om.

Men i begejstringen for den nye tilgang må det ikke glemmes, at der stadig er rigeligt at tage sig til for sygehusene.

Hvad betyder nærhedsfinansiering?
Det demografiske pres betyder også flere patienter med behov for specialiseret behandling og opbakning, når det nære sundhedsvæsen må give op.

Og genteknologi, robotteknologi og andre it-landvindinger giver ikke nødvendigvis besparelser.

Teknologiske investeringer giver langt fra altid besparelser, men giver mening af andre grunde. Hertil kommer udgiften til medicin, som regionerne skønner vil koste yderligere 600 millioner kroner næste år.

Meldingerne om overbelægning, personaleoprør på grund af it-systemer, der ikke fungerer, og arbejdstilsynet på overtid i sygehusvæsenet taler også sit klare sprog. De sidste mange års smalhals har kostet og skabt et efterslæb.

Derfor forventer vi, at regeringen nu endeligt melder, at produktivitetskravet (det årlige krav om to procent mere aktivitet uden flere penge) droppes. Tiden er i høj grad løbet fra kravet.

Men vi ser frem til at se en samlet plan, der beskriver, hvad ”nærhedsfinansiering” dækker over. Kommunerne skal eksempelvis tænkes godt ind, så vi får styr på den berømte Bermudatrekant mellem hospitalet, almen praksis og kommunerne for de fælles patienter.

Nøden er endnu ikke knækket
Det er positivt, at der nu fra regeringen og i øvrigt fra kommunerne tages godt imod at styrke kvaliteten i de kommunale sundhedstilbud.

Det er helt rigtigt at sætte Sundhedsstyrelsen til at støtte op om dette. Det savner vi som læger. Et styrket kommunalt kvalitets- og kompetenceniveau kan der komme meget godt ud af.

Men vi har endnu ikke knækket nøden om et mere forpligtende og stabilt samarbejde mellem kommuner og regioner.

Sundhedsaftalerne er - selvom de er rigtigt tænkt - kun en begrænset succes, og der mangler simpelthen ejerskab til at føre dem ud i livet.

Vi har blandt andet peget på fælles finansierings- og ledelsesmodeller og en større forpligtelse til, at regionerne stiller den nødvendige ekspertise til rådighed for kommunerne. Men aftaleinstrumentet er nødvendigt, når vi nu har en model, hvor ansvaret er fordelt regionalt og kommunalt.

Reform skal ikke være spareøvelse
Der skal simpelthen mere pres på lokale aftaler mellem aktørerne, som på en mere forpligtende måde kan skabe sammenhæng og sikre, at ydelserne tilbydes samlet set med lavest effektive omkostningsniveau eller omsorgsniveau.

Jeg forholder mig indtil videre skeptisk afventende overfor styringsreformerne, da udfordringerne er store, og meldingerne om indholdet er begrænset. Det er dog afgørende for Lægeforeningen at advare imod, at de kommende økonomiaftaler og reformudspil bliver en maskeret spareøvelse på hospitalerne.

Der er brug for et samlet løft til sundhedsvæsenet, som tilgodeser det reelle pres på ressourcerne, samtidig med at vi laver fornuftige omlægninger. Det er for eksempel at styrke det nære sundhedsvæsen og satse på forskning, innovation og udvikling, få styr på vores it og nedbringe overbelægning og øge de hårdt pressede normeringer.

Og det bør vel at mærke komme med hovedvægt i aftalerne med regionerne og kommunerne, og ikke med hovedvægt i satspuljeløsninger og politiske studehandler på Christiansborg i finanslovssammenhæng.

Meningsfulde forandringer
Jeg vil derfor opfordre regeringen til at skabe rammerne for et samlet, styrket sundhedsvæsen - også for psykiatrien.

Regionerne og kommunerne skal foruden et tydeligt sammenhængende populationsansvar tildeles en samlet økonomisk ramme, der ikke stiller hindringer i vejen for at løse opgaven.

Lægeforeningen har sammen med Danske Patienter og Danske Regioner udarbejdet et udspil med fem principper, der skal sikre den rette styring af sundhedsvæsenet. Det er mit håb, at regeringen og Folketingets partier bruger dem som inspiration til ny styring af sundhedsvæsenet.

For der er brug for markante økonomiske indsprøjtninger hele vejen rundt og en udvikling baseret på løbende gennemtænkte forandringer, der giver mening for patienter og medarbejdere.

Forrige artikel Sygeplejersker: Hjemmesygeplejersker er blevet til brandslukkere Sygeplejersker: Hjemmesygeplejersker er blevet til brandslukkere Næste artikel Praktiserende læger og speciallæger: Lad os give borgerne et bedre lægetilbud i deres nærområde Praktiserende læger og speciallæger: Lad os give borgerne et bedre lægetilbud i deres nærområde