Lektor og forperson: Psykedeliske stoffer kan være på vej ind i sundhedsvæsenet. Men vi ved for lidt

Psykologisk aspekt skal med

Lad os starte med at se, hvad en psykedelisk behandling eksempelvis kunne være.

Psilocybin fremkalder markante ændringer i bevidsthedstilstanden. Og ved klinisk anvendte doser kan oplevelsen vare typisk seks til otte timer, hvor sansninger kan blive ændret, følelser blive mere intense, og hvor mange beskriver, at de oplever en midlertidig ændret oplevelse af selvet, nye perspektiver på verden og meningsfulde indsigter i liv og sjæl.

Fysiske bivirkninger er typisk milde, som kvalme eller svimmelhed, og alvorlige komplikationer forekommer sjældent i kontrollerede rammer.

Vi er psykologer. Og vi er bekymrede for, at vi overser vigtig forskning indenfor psykologien.

Dea Siggaard Stenbæk og Johanne Bratbo
Lektor og leder, Københavns Universitetsklinik for Psykedelisk Forskning, forperson, Komite for Etik i Dansk Psykolog Forening

Men patienten kan opleve midlertidig angst, desorientering eller følelsesmæssigt udfordrende reaktioner. Efterfølgende kan nogle have svært ved at integrere de intense oplevelser, især hvis omgivelserne ikke er forberedte på forandringer.

Derfor er det primært de psykologiske aspekter af stofpåvirkningen, hvor vi finder både risici og sandsynligvis også en del af den terapeutiske effekt.

Det betyder noget for fagligheden – og for samspillet mellem fagligheder.

For psykiatrien betyder det at bevæge sig væk fra den velkendte model, hvor piller og samtaler ligger i hver deres kasse. For psykologien betyder det at forholde sig til stærkt ændrede bevidsthedstilstande og markante fysiologiske effekter, som adskiller sig fra traditionelle terapiformer.

Og for begge fagligheder betyder det, at det ikke kun er den farmakologiske effekt, der skal undersøges, men hele behandlingens strukturelle og teoretiske ramme og tværfaglige indhold.

Udfordringerne er der

Det er usædvanligt komplekst – og netop derfor skal vi have tungen lige i munden, hvis der nedsættes en arbejdsgruppe til at gennemgå rammerne for forståelse, regulering og undersøgelse af stofferne.

For os, der forsker i psykedeliske stoffer og behandling, bliver de nuværende udfordringer hurtigt tydelige: Et studie med psykedeliske stoffer bliver per definition kategoriseret som et lægemiddelforsøg.

Dermed placeres hele projektet i en ramme, der primært er udviklet til at vurdere farmakologiske effekter og bivirkninger. Det er bestemt vigtigt og fundamentalt fornuftigt – men det er ikke nok.

For os, der forsker i psykedeliske stoffer og behandling, bliver de nuværende udfordringer hurtigt tydelige.

Dea Siggaard Stenbæk og Johanne Bratbo
Lektor og leder, Københavns Universitetsklinik for Psykedelisk Forskning, forperson, Komite for Etik i Dansk Psykolog Forening

Et konkret eksempel på dette kunne være et nyligt studie fra den engelske virksomhed COMPASS Pathways, der har udviklet en psykologisk ramme i deres behandling med COMP360 (psilocybin) for depression, som udelukkende fokuserer på sikkerhed, og hvor psykologerne eksplicit ikke må anvende psykoterapi.

På den måde kan lægemiddelstyrelserne vurdere stoffets effekt isoleret – men giver det mening?

Opdelingen mellem sikkerhed og effekt fungerer i en klassisk medicinsk ramme, men i en psykologisk ramme giver den næsten ingen mening.

Hvordan skal psykologer i klinisk praksis kunne deltage i en psykedelisk behandling af depression, hvis de ikke må anvende deres psykoterapeutiske viden?

Og hvordan skal vi kunne lære, om en psykologfaglig eller en sygeplejefaglig behandling er nødvendig i tillæg til den medicinske behandling, hvis vi ikke forsker i det?

Ikke for at pege fingre

Eksemplet er ikke for at pege fingre ad den forskning og udvikling, der er lavet. Men det illustrerer, hvad der kan ske, når dagsordenen primært bestemmes af lægemiddelgodkendelse og regulering, ikke af de faglige hensyn, som faktisk er nødvendige for at forstå og sikre kvaliteten af behandlingen.

Vi risikerer altså at overse faldgruber og potentialer blandt andet på grund af rammerne for de kliniske forsøg.

For det efterlader andre fagligheder, som er afgørende for at forstå behandlingen og effekten af stofferne på perronen.

For vores vedkommende drejer det sig om det psykologfaglige, hvor psykologer og andre psykologfaglige instanser ikke er en del af godkendelsesprocessen.

For psykiatrien betyder det at bevæge sig væk fra den velkendte model, hvor piller og samtaler ligger i hver deres kasse.

Dea Siggaard Stenbæk og Johanne Bratbo
Lektor og leder, Københavns Universitetsklinik for Psykedelisk Forskning, forperson, Komite for Etik i Dansk Psykolog Forening

Det betyder, at de psykologiske aspekter hverken godkendes eller monitoreres af myndigheder eller fagfolk med kompetence til at vurdere psykologiske mekanismer og mulige problemstillinger. Og de samme problemstillinger gælder for andre fagligheder.

Det indebærer en risiko for, at forskningen vurderes ud fra kriterier, der kun fanger en lille del af det samlede billede. Det kan vi blandt andet se ved, at publicerede artikler sjældent beskriver de psykologiske rammer i detaljer, selvom de i praksis udgør en central del af behandlingen. Det er forskningsmæssigt ikke optimalt.

I praksis kan det betyde, at psykologens rolle reduceres til at overvåge den medicinske intervention. Men med psykedeliske stoffer er det blandt andet selve den psykologiske ramme og dens betydning for effekten af stofferne, vi også må og skal undersøge.

Flere stemmer skal på banen

Vi er psykologer. Og vi er bekymrede for, at vi overser vigtig forskning indenfor psykologien.

Som sundhedsperson er man lovmæssigt forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit virke. Og psykologer har ligesom læger og sygeplejersker fagetiske principper, som skal med, når man involverer sig på nye områder som her.

Principper og refleksioner, som bidrager til fælles dialog om potentialer og faldgruber.

Det er afgørende for patientens mulighed for at give samtykke på et oplyst grundlag. Det er også afgørende for, at psykologen har den fornødne kompetence, indsigt og træning i forhold til psykedelisk behandling.

For at psykologen kan tage ansvar for at hjælpe patienter i forhold til følgereaktioner af behandlingen. Og endelig for, at psykologen kan arbejde i fuld gennemsigtighed om egen rolle og motivation for overhovedet at medvirke.

Hvis psykedelisk behandling skal forstås, reguleres og anvendes forsvarligt, kræver det således et fælles sprog og en anerkendelse af de forskellige fagligheder, der skal have mulighed for at udvikle og definere deres faglige grænser gennem forskning og tværfaglig samtale.

Og det kræver rammer, der kan tilgodese flere stemmer. Flere gode spørgsmål. Og som kan bidrage til flere gode svar.

Tværfaglighed er ikke en luksus – det er en forudsætning for sikkerhed, kvalitet og indsigt i psykedeliske behandlinger. Og derfor bør samfundet, forskere og politikere sammen tage stilling til, hvordan vi strukturerer feltet, så alle relevante perspektiver bliver hørt.