OUH-læger: Vores system slår sprækker for den hastigt voksende gruppe af multisyge

Verdensklasse hver for sig

Vi bifalder sundhedsreformens politiske opdrag om styrket koordinering mellem sektorerne.

Samtidig arbejder de faglige selskaber, senest med DSAM's nye afmedicineringsvejledning, for at omsætte visionerne til klinisk praksis: Fremtidens løsninger skabes ikke i egne siloer, men i fællesskab.

Vejen frem er dog ikke blot at bygge nyt, men at styrke de broer, vi allerede har. For kun gennem ægte samarbejde, delt ansvar, og gensidig tillid, kan vi gøre politiske visioner til virkelighed dér, hvor det gælder: I mødet med borgeren.

Vores højt specialiserede sundhedsvæsen er verdensklasse til at behandle enkeltstående sygdomme, mens almen praksis besidder den afgørende specialistviden om det hele menneske. 

Det handler ikke om et valg mellem det nære sundhedsvæsen og det højt specialiserede hospital, men om at opnå et bedre sammenspil.

Daniel Pilsgaard Henriksen og Mette Marie H. Christensen
Hhv. overlæge og cheflæge, Odense Universitetshospital

Men for den hastigt voksende gruppe af medborgere med multisygdom og kompleks medicinering slår systemet sprækker.

Her bliver summen af velmenende, organspecifikke indsatser til tider en byrde frem for en hjælp.

Speciallægen i almen medicin står meget ofte alene med ansvaret for at skabe sammenhæng- ikke kun mellem diagnoser, behandlinger og lægemidler, men også med samlede burden of treatment: den behandlingsbyrde, systemet i sig selv skaber.

Det er en opgave, der kan efterlade selv erfarne læger med en følelse af at stå alene. Som en praktiserende læge udtrykte det i et møde med os:

"Endelig taler jeg med en kollega, der ser hele mennesket og ikke bare hjertet eller benet..."

Et ligeværdigt partnerskab

Problemet er ikke mangel på ekspertise, men mangel på rum, hvor helheden kan drøftes på tværs af fagligheder og sektorer.

Denne form for tværfaglig sparring er dog hverken teori eller utopi. I vores Telefarmakologiske Ambulatorium på OUH har vi i snart otte år arbejdet med netop dette.

Her møder vi patienter med gennemsnitligt 8 kroniske lidelser og 17 forskellige lægemidler og bringer via videokonferencer specialistviden om multisygdom og polyfarmaci ud til almen praksis i hele Region Syddanmark.

Modellen bygger på et ligeværdigt partnerskab mellem specialister: Specialisten i almen medicin med sit patientkendskab og helhedsperspektiv, og hospitalsspecialister som kliniske farmakologer, geriatere, og farmaceuter med dybdegående lægemiddelviden.

Sammen skaber vi rationelle behandlingsplaner, som gennemføres af den praktiserende læge, der kender borgeren bedst.

Denne type brobyggerfunktion er ikke længere en isoleret idé. Arbejdsgangen, vi har udviklet, er nu så veletableret, at den fremhæves af Sundhedsstyrelsen og Vælg Klogt, og i førnævnte DSAM-vejledning, som ressource til specialistrådgivning på tværs af sektorer.

Samtidig blomstrer lignende initiativer op flere steder i landet: Telegeriatri på Fyn, videobaseret specialistrådgivning i Klinik for Multisygdom i Silkeborg, og Polyfarmaci-ambulatoriet i Bispebjerg.

Det viser, at behovet er reelt, og at løsningerne findes, når vi tænker ud af de traditionelle siloer.

For at indfri sundhedsreformens potentiale kræver det, at vi skaber en ny balance. Det handler ikke om et valg mellem det nære sundhedsvæsen og det højt specialiserede hospital, men om at opnå et bedre sammenspil.

Fra data til handling

For det første skal vi styrke de kliniske brobyggerfunktioner. Tværsektorielle teams, der proaktivt bringer deres viden i spil tæt på borgerne, er den drivkraft, der kan skabe reel udvikling.

For det andet må samarbejde aldrig blive en envejskommunikation, hvor hospitalet rådgiver, og almen praksis eksekverer.

En ægte brobyggerfunktion skal fungere i begge retninger: Den skal både levere sparring ud i almen praksis og samtidig sikre en smidig og ukompliceret adgang til hospitalets ressourcer, når opgaven kræver det.

For det tredje kræver det, at vi forankrer viden systematisk. Vi må koble drift og implementeringsforskning og investere i patientnær forløbsforskning for at skabe den evidens, der for alvor kan forbedre patientens forløb.

For det fjerde må vi sikre, at der ikke sker et videnstab mellem sundhedsrådene, så vi nemmere kan lære af hinanden.

Drift skaber data. Data skal omsættes til viden. Og viden til handling.

Vejen til et mere sammenhængende sundhedsvæsen brolægges netop nu. Lad os gribe muligheden ved at styrke det, der virker, og dele viden i stedet for at opfinde den dybe tallerken hver for sig.

Lad os fremme en kultur, der værdsætter: not invented here – but implemented here.