Parkinsonforening: Danmark har desperat brug for flere neurologer

Af Michael Buksti
Landsformand, Parkinsonforeningen

Igennem de sidste par år har læger, sygehusledere, politikere og eksperter diskuteret, hvad der kan gøres for at komme manglen på neurologer til livs. Men de mange fine ord har endnu ikke resulteret i en holdbar løsning.

Og som dagene går bliver problemet bare større. For få dage siden fik jeg en henvendelse fra et af Parkinsonforeningens medlemmer - Anne. Hun fortalte mig, hvad det betød for hendes liv, at hun havde ventet længe på at komme til en samtale med en neurolog.

Anne begyndte sin historie med at fortælle, hvordan hun kort før sommeren var indkaldt til samtale på neurologisk afdeling på hendes regionale sygehus. Her mødte hun en læge, der var venlig, men det var også en træt læge, som virkede stresset. Anne oplevede, at samtalen med lægen gik godt, og de fik lagt en plan for, hvad der overordnet skulle ske. Men i forhold til tidshorisonten for det videre forløb, så kunne lægen ikke sige noget konkret, for som han sagde: "Sygehuset skal jo spare og mangler personale."

I dagene efter besøget på neurologisk afdeling kiggede Anne flere gange i sin elektroniske patientjournal, men den var ikke opdateret. Først knap fire uger efter besøget og efter utallige rykkere blev journalen opdateret.

Mennesker frem for mursten
Umiddelbart lyder det måske harmløst, men udfordringen er, at Anne havde ventet mere end et halvt år på at komme til den første samtale hos neurologen, og nu venter hun så igen.

Den helt store udfordring er, at på trods af at antallet af neurologer forventes at vokse over de kommende år, så er det langt fra nok til at imødekomme den demografiske udvikling i behandlingsbehovene hos de mange danskere, som i dag og i årene fremover lever med en neurologisk sygdom.

Michael Buksti
Landsformand, Parkinsonforeningen

I ventetiden har Annes parkinsons sygdom udviklet sig drastisk i nedadgående retning.

Konsekvensen er, at hun nu kun kan være aktiv i omkring fem timer i døgnet. Resten af tiden er kroppen stiv, og hun kan næsten ikke bevæge sig. Anne fortæller, hvordan hun reelt er bundet til at være i sit hjem, og netop derfor får hun jævnligt besøg af hjemmeplejen. 

Når hjemmeplejen kommer, så ryster de på hovedet af hendes situation, og de siger at det umiddelbart er så lidt, der skal til for at forbedre hendes situation.

I de sidste par år har Anne arbejdet på et lokalt museum, hvilket var noget, hun holdt meget af, da hun er glad for at omgås mennesker. Men hun har måttet skrue helt ned for aktiviteterne i takt med, at parkinsons sygdommen er blevet værre.

Anne forklarer også, at hun altid har følt sig tryg ved at leve i et samfund, hvor vores skattebetalinger blandt andet betyder, at vi kan få hjælp, når vi har brug for det. Men som hun lidt desillusioneret siger: "Hvad er pointen med det hele, når man får at vide, at du kan få hjælp hvis og når, der er penge til det".

Umiddelbart var Anne positiv over for de nye såkaldte supersygehuse, men nu er hun af en anden overbevisning, for ”er de nu også så super. Var det ikke bedre, at vi havde råd til mennesker i stedet for til mursten, for vi har åbenbart ikke råd til begge dele.”

Mangler omkring 100 neurologer
Og dette er blot en af de mange historier, som vi løbende hører i Parkinsonforeningen. 

En undersøgelse, som vi offentliggjorde i foråret, viser, at der i øjeblikket mangler omkring 100 neurologer på landsplan, hvilket svarer til en underbemanding på 25 procent. Konkret betyder manglen, at patienterne dels ikke får den specialiserede behandling, som de har brug for. - Og dels ikke modtager den rette behandling inden for rimelig tid.

Den helt store udfordring er, at på trods af at antallet af neurologer forventes at vokse over de kommende år, så er væksten langt fra nok til at imødekomme den demografiske udvikling i behandlingsbehovene hos de mange danskere, som i dag og i årene fremover lever med en neurologisk sygdom.

I Parkinsonforeningen frygter vi derfor for konsekvenserne for landets parkinsonfamilier og familier med andre neurologiske sygdomme.

Den årelange mangel på neurologer er skræmmende, og det er uacceptabelt at høre historier som Annes, hvor ventetiden er så lang, at patientens sygdom forværres langt mere, end den ville have gjort, hvis hun havde fået behandling i tide.

Situationen i neurologien skal og bør derfor forbedres nu.