Psykiatrifonden: Sindslidende patienter reduceres til enheder i et regneark

DEBAT: Der er blevet skabt et system, hvor man som psykiatrisk patient har oplevelsen af, at man primært bliver opbevaret og medicineret, fordi der ganske enkelt ikke er tid til, at personalet behandler en terapeutisk, skriver Trine Lindhardt-Roux.

Af Trine Lindhardt-Roux
Bestyrelsesmedlem i Psykiatrifonden og kulturkonsulent 

Hvad er det, der er med den der psykiatri, der er begyndt at få folk til at gå på gaden – og alle parter fra læger til patienter og pårørende i psykiatrien til nærmest at skrige ”vagt i gevær”?

Jo, vi har at gøre med en del af sundhedsvæsenet, hvor man i så mange år har klippet en hæl og hakket en tå, at man er endt med at foretage en decideret benamputation, og deri befinder sig selve systemfejlen. 

At man som myndighed tror, at man kan nå længere for færre midler. At man kan effektivisere sig ud af alting. 

Det efterlader simpelthen et væsen, som ikke har mandskab nok, ikke har sengepladser nok og dermed ikke har tid nok.

Der er skabt et væsen, hvor vi patienter, i bedste public management-stil, nærmest er at betragte som produkter eller enheder, der i regnearkets hellige navn skal færdiggøres på normeret tid, så den næste kan komme til.

Et spørgsmål om liv og død
Hvordan kan det være, at humanismen tilsyneladende er blevet skyllet ud med badevandet? 

Hvordan kan vi som samfund synke så dybt, at vi nærmest har givet op over for at gøre en ordentlig indsats for vore sindslidende medborgere – hvad enten det er mennesker, som er i midlertidig, alvorlig krise eller har en lidelse af mere kronisk karakter? 

Hvornår er samfundet holdt op med at have tid til at lytte til den del af folkedybet, som har smerter og ondt? Ondt i sjælen. Som har pandefanden boende parat til at gå i udbrud, hvert øjeblik det skal være.

Hvad er det for en kynisme, der sætter ind, når vi som samfund åbenbart ikke prioriterer at tilbyde en ordentlig behandling af vore psykisk syge?

For mange af os sindslidende er det jo, nøjagtig som for kræftpatienten, et spørgsmål om liv og død. 

Forskellen er blot, at vores smerte kan blive så stor og håbet så lille, at vi selv enten forsøger eller lykkes med at gøre en ende på det hele, og de manglende sengepladser og personale hjælper nok ikke på den statistik.

For det system, vi har i dag, hvor sindslidende alt for hurtigt bliver udskrevet for at tilgodese den næste lidende, der står i kø for at få hjælp, det koster. Det koster menneskeliv! Det ved alle vi, der er i kontakt med psykiatrien.

Ingen tid
Og hvordan er der så på vore sygehuse?

De steder, hvor de allermest – og lige nu kun de allermest – syge får mulighed for at kunne modtage hjælp for deres lidelser? På afdelingerne rundt om på landet løbes der hurtigt som aldrig før. Og det mærker man. Man mærker det dybt ind i sin syge sjæl, når man er indlagt som patient. 

Man mærker, hvordan man er kommet ind i selve kernen af et system, som mest af alt mangler tid. 

Tid til nærvær, tid til ro, tid til den vigtige relationsopbyggende kontakt, så man kan spejle sig i en normalitet, man selv har mistet. Tid til at genfinde sig selv. Tid til at opbygge sig selv i varme, kærlige omgivelser. Tid til at få sat de proportioner, der er forvansket, så stort bliver småt, og småt bliver stort, på plads igen. Tid til at hele, så man kan komme styrket ud på den anden side og kan genoptage det liv, som nu engang er ens, hvad enten man er en del af arbejdsstyrken eller ej. Tid til at komme sig. 

Men i stedet mødes man af et væsen, der som en anden Peter Kanin fra Alice i Eventyrland styrter afsted med uret i hånden. Jeg når det ikke. Jeg når det ikke.

Man oplever på nærmeste hold, som patient, hvordan hele systemet er presset, og hvordan den mindst alvorligt syge hele tiden enten bliver overladt til sig selv på afdelingerne, fordi en anden patient for eksempel er blevet udadreagerende, én er begyndt at gøre skade på sig selv, en er blevet akut selvhenførende og ligger i krampegråd, eller også risikerer man ofte at blive lynudskrevet, fordi en anden har brug ens seng.

Opbevaring og medicinering
Vi er simpelthen endt med, at alle er blevet taget som gidsler af et system, der ganske enkelt ikke har tid nok til at bringe den ønskede mængde lindring og bedring til de syge.

Jeg er ikke ude efter personalet, jeg anser det som en konstruktionsfejl, og de ansatte er akkurat lige så underlagt dette system som os patienter. 

Men det er da galt. Det er da galt, at man som selvmordstruet psykotisk patient bliver udskrevet, blot fordi man har gået smilende rundt på gangen en formiddag, og når man så, som jeg, stritter imod, bliver man mødt med beskeden om, at jeg blot kan blive genindlagt, hvis jeg ikke får det bedre derhjemme.

Det er da galt, at man har skabt et system, hvor man har oplevelsen af, at man primært bliver opbevaret og medicineret, fordi der ganske enkelt ikke er tid til, at personalet rent faktisk behandler en terapeutisk. 

Jo, bevares, man har da – i hvert fald nogle gange – en kontaktsygeplejerske, som man har tættere kontakt med, men disse samtaler har jo ikke karakter af et egentligt fortløbende terapeutisk forløb, som netop kunne gøre, at man hurtigere kom sig.

Det er da galt, når vi som samfund har konstrueret et væsen, hvor netop den faktor, som tiden er, for at den enkelte patient kan genvinde så højt et funktionsniveau som muligt, stort set er blevet klippet ud af ligningen – fordi, ja, hvorfor egentlig?

Det burde være et selvstændigt mål for os som et af verdens rigeste og på papiret lykkeligste samfund at have tid til det hele – at give tid til at hele.

Forrige artikel Formand: Tiltræk yngre læger med et godt uddannelsesmiljø på nye forløb Formand: Tiltræk yngre læger med et godt uddannelsesmiljø på nye forløb Næste artikel LVS: Ny teknologi skal finde patienter med størst behov fremfor at sygeliggøre alle LVS: Ny teknologi skal finde patienter med størst behov fremfor at sygeliggøre alle
  • Anmeld

    Hanne Tofte Jespersen · komponist

    Spot on!

    Mere præcist kan det næppe siges - tak Trine! - for dette stærke smukke indlæg, hvis begrædelige budskab ikke må siddes overhørigt i et humant samfund. Det er det, der er problemet - at nutidens samfund har rationaliseret sig væk fra omsorgen. Pengene har det muligvis godt i borgernes lommer, men mennesker lider derved. Et menneskeligt samfund har jo råd, hvis det beskatter kapitaltransaktioner, ejendomsspekulation mv og omfordeler ud fra en vision om det gode liv for de mange, i stedet for at tillade nogle få at blive absurd velhavende.