Kommentar af 
Christian Egander Skov

Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i velfærdsstatens ellers så solide bygninger

Det er, som om de offentlige velfærdsinstitutioner er ved at falde fra hinanden. Derfor går dem, der har råd til det, efter alternativer som private sundhedsforsikringer og lignende. Det er dermed hele samfundskontrakten, der nu er udfordret, skriver Christian Egander Skov.

Under et besøg på skadestuen gik det op for Christian Egander Skov, hvordan samfundskontrakten er udfordret, skriver han.<br>
Under et besøg på skadestuen gik det op for Christian Egander Skov, hvordan samfundskontrakten er udfordret, skriver han.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Christian Egander Skov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er intet sammenbrud, men alligevel er det, som om tingene ikke rigtigt fungerer. Ikke sådan som de gjorde i hvert fald, og ikke sådan som man kunne forvente. Det er ikke bare foråret, der lader vente på sig, medens tiden alligevel buldrer hen over os. Jeg tænker mere præcist på velfærdsstatens institutioner.

Med dem er det, som det hedder i Lars von Triers Riget: ”… som om kulden og fugten er vendt tilbage. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger.”

Jeg oplevede det for nyligt. Jeg var på skadestuen med mine børn. Den ene havde brækket hånden. Hele affæren havde været ganske udramatisk. Hendes hest havde skubbet hende omkuld, da hun trak den. Og hun havde taget af med hånden. Det så ikke meget slemt ud, men gjorde ondt og skulle da undersøges.

Vi ankom i god tid inden klokken 18. To styks barn og en fader. Og så ventede vi. Og vi ventede. Og ventede mere

Christian Egander Skov

Jeg ringede til skadestuerne i Region Syd og blev henvist til den nærmeste. Den lå ganske tæt på, i Aabenraa. Der var imidlertid ikke tid før klokken 18. Klokken var halv fire. Jeg tænkte, at det var lang tid at vente, men på den anden side var det jo meget fint, at vi kunne tage hjem i stedet for at henslæbe fredag eftermiddag i venteværelset.

Det var naivt tænkt. Men jeg er undskyldt, for vi er – gudskelov - ikke flittige gæster i sundhedsvæsenet.

Vi ankom i god tid inden klokken 18. To styks barn og en fader. Og så ventede vi. Og vi ventede. Og ventede mere. Og da klokken var blevet omtrent tyve minutter i syv, tænkte jeg – stadig præget af en naiv tiltro til systemet – at jeg måtte spørge i receptionen, om der mon var sket en fejl.

Men der var ikke sket en fejl. Men nu var der altså lige otte mennesker foran os i køen. Det var træls, sagde jeg. Men receptionisten foreslog, at vi kunne tage hjem og komme tilbage om en times tid.

Da børnene allerede var begyndt at æde hinanden, lød det som en god idé.

Da vi kom tilbage en time efter, lød så det nedslående budskab: ”nu er der kun syv foran jer i køen”. Så vi satte os igen i venteværelset. Her ventede vi. Og så ventede vi mere.

Venteværelset var nu godt fyldt.  Det havde jeg næsten regnet ud, da vi kom tilbage, for der var ingen ledige parkeringspladser ved skadestuen. Vi havde parkeret ved et nærtliggende kapel og gået i mørke på en vej, der vist kun var beregnet til biler. Fortov havde de ikke bygget.

”Her ender vi, hvis det er helt galt med armen,” forklarede jeg. Altså ikke på fortovet men i kapellet.

Så galt gik det ikke. Faktisk gik det slet ikke. Venteværelset var fyldt op af det ene mere vanføre menneske efter det andet. Og man følte sig hensat til Kingos digt De fattige udi Odense Hospital:

”Her skratter Een og i sin Pine stedse skriger
Og efter Himlens Hielp med mange Sucke higer,
Og fylder med sin Graad de Furer som er giort
Udi hans skrumpen Hud, der er som jorden sort.
Her hyler een, der er saa fuld af Saar og Bylder
Som Job og Lazarus og sine Sprecker fylder
Af det hand nærmest har, med blæstet af sin Mund
Og klapper for et Slik ved tungen af een Hund.”

Ja, og så var det ovenikøbet fredag aften, ambulancer og politi væltede ind med unge mennesker, der havde kombineret vanvidskørsel med stærk spiritus. Det skulle Kingo bare have set.

Klokken var lidt i ni, da vi endelig kastede håndklædet i ringen. Var vi blevet der længere, havde børnene uden tvivl påført hinanden yderligere skade.

Dagen efter fik vi en ny tid. Og her måtte vi kun vente fra klokken 9 om morgen til klokken cirka 12.30. Men så blev der også taget hånd om sagen, eller i hvert fald lagt gips om hånden.

Venteværelset var fyldt op af det ene mere vanføre menneske efter det andet. Og man følte sig hensat til Kingos digt De fattige udi Odense Hospital

Christian Egander Skov

Jeg skal hverken jamre eller pege fingre. Mange har måttet vente længere med langt værre problemer, og personalet er presset.

Men dette er netop pointen. Det er, som om systemet ikke fungerer. Da vi forlod skadestuen første gang, fik vi en gratis Panodil med. Det skulle hjælpe mod hånden. Børnene var meget benovede over den flotte gestus. Jeg tænkte, at det var den dyreste Panodil nogensinde.

To tanker greb mig i løbet af den aften og den morgen. Den ene var Lars von Triers dystre prolog til Riget. Den anden var, at jeg sørme gerne ville have haft muligheden for at lægge 1000 kroner eller måske 2000 kroner i en krukke et eller andet sted for at springe køen over.

Umoralsk? Jeg ved det ikke. Men naturligvis helt undergravende for det offentlige velfærdssystem. Men det slog mig også, at det, jeg havde oplevet dér i en ganske udramatisk skala, netop er hele problemet i en nøddeskal. Og jeg forstod bestemt fristelsen til at springe køen over.

Hvis – eller jeg skulle hellere sige ”når” – de offentlige velfærdstilbud ikke er gode nok, så vil folk gå efter alternativerne. Derfor vælger forældre i stort tal folkeskolen fra. Derfor er der opstået et parallelt privat sundhedsvæsen for dem, der kan betale, og dem med de gode jobs med tilknyttede forsikringer.

Det slog mig, at det, jeg havde oplevet dér i en ganske udramatisk skala, netop er hele problemet i en nøddeskal

Christian Egander Skov

Ja, og derfor er også dagpengesystemet udfordret af væksten i private lønforsikringer, der skal beskytte den pæne middelklasse med indkomstnedgang ved arbejdsløshed. Selv fagforeningerne tilbyder i dag den slags til deres medlemmer.

Velfærdsstaten er baseret på en slags samfundskontrakt. Den gavner først og fremmest underklassen. De får relativt set mest ud af den. Men den betales af middelklassen. Og for at middelklassen har lyst til det, så skal dens tilbud også være så gode, at den tilfredsstiller middelklassens krav.

Det er den kontrakt, der i disse år er udfordret. Når Mette Frederiksen (S), Lars Løkke (M) og hvem end, der står i spidsen for Venstre, taler om kriser, er det først og fremmest denne krise, de tænker på.

Den store velfærdsstatslige entropi. Vi rammes hver især af den kom på anekdotisk plan, men i disse år er den blevet retningsgivende for politikken overhovedet. ”Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger.”

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00