Debat

Arriva: Vi skal vise kunderne, at prisstigninger i den kollektive transport er pengene værd

Det er afgørende at diskutere, hvordan vi løfter kundeoplevelsen i den kollektive transport, så kunderne oplever, at de årlige prisstigninger er pengene værd, skriver Arrivas direktør for corporate affairs, Pia Hammershøy Splittorff.

Regeringen bør etablere et tværgående mobilitetsforum, der skal sikre et kontinuerligt samarbejde om at styrke udviklingen såvel som opfattelsen af kollektiv mobilitet i Danmark, mener Arriva Danmark.
Regeringen bør etablere et tværgående mobilitetsforum, der skal sikre et kontinuerligt samarbejde om at styrke udviklingen såvel som opfattelsen af kollektiv mobilitet i Danmark, mener Arriva Danmark.Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Pia Hammershøy Splittorff
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Januar er traditionelt højtid for kommunikation af prisstigninger.

Personligt oplevede jeg i januar 2024 stigninger på alt fra streamingabonnementer til forskellige serviceydelser på mellem 10-20 procent.

Jeg ærgrede mig lidt, men accepterede stigningen og opsagde ikke mine abonnementer eller ydelser, selvom jeg nu skal lægge ekstra penge hver måned for nøjagtig det samme produkt. 

Det er afgørende også at diskutere, hvordan vi giver vores kunder oplevelsen af et mere værdifuldt produkt

Pia Hammershøy Splittorff
Direktør for corporate affairs, Arriva

Og hvorfor ikke?

Fordi jeg synes, de ydelser jeg benytter mig af, er pengene værd. Også selvom de bliver dyrere. Og på den måde er jeg på linje med Netflix’ kundebase, der i 2023 vækstede med 30 millioner abonnenter, på trods af at selskabet hævede sine priser med omkring 20 procent.

"Abonnenterne strømmer til Netflix trods prisstigninger," som der stod i Politiken 23. januar 2024.

Mindre fredsommeligt gik det til, da den kollektive trafik i januar i år også hævede priserne med gennemsnitligt 10 procent.

Det udløste heftig debat og den indlysende kritik har lydt, at det er at lege lige lovlig meget med ilden at hæve priserne så kraftigt på en ydelse, der i forvejen kæmper med at fastholde sine kunder.

Vi kan løfte kundeoplevelsen ved at tænke og gøre nyt

På den ene side er kritikken virkelig forståelig. På den anden side kan man undre sig over, at vi som befolkning er villige til at acceptere andre prisstigninger på endnu højere niveauer, uden at servicen bliver forbedret. Så hvorfor ikke denne prisstigning?

Kunne det være fordi, at kunderne simpelthen ikke oplever, at prisstigningen – og dermed produktet – er pengene værd?

Læs også

De færreste i branchen ønsker at hæve priserne hvert år med 10 procent. For vi ved godt, at prisen også er en vigtig faktor hos passagererne.

Men hos Arriva – der i parentes bemærket snart skifter navn til GoCollective – ønsker vi ikke at reducere diskussionen til udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt bus- og togbilletten skal være dyrere eller billigere. 

Temadebat

Hvordan forbedrer vi den kollektive transport?

Tomme sæder og stigende billetpriser præger den kollektive transport.

Sidst i 2024 vil et ekspertudvalg præsentere anbefalinger for den kollektive transports fremtid. Altinget Transport giver aktører mulighed for at give deres bud på, hvordan vi skal løse udfordringerne.

Læs de øvrige indlæg her.

Ønsker du at deltage i debatten, er du velkommen til at kontakte Lasse Sjøbeck Jørgensen.

Vi mener, det er afgørende også at diskutere, hvordan vi giver vores kunder oplevelsen af et mere værdifuldt produkt. 

At løfte kundeoplevelsen handler i sin enkelthed om to (ikke så enkle) ting: For det første at forbedre produktet og målrette det skarpere til kundens behov.  

Og så handler det om perception, som lektor og ph.d. Laura Bang Lindegaard også er inde på i sit indlæg i nærværende temadebat. Den kollektive trafik er simpelthen blevet fanget på øretævernes holdeplads i en række fastlåste fortællinger om, hvor dårlig den er.  

Lad os vise passagererne, at vi gerne vil dem  

I øjeblikket er regeringens ekspertudvalg i gang med at finde løsninger på at sikre et bedre kollektivt trafiktilbud i Danmark. Der skal findes nye mobilitetsløsninger, så man bedre kan dække mobilitetsbehovene især i yderområderne.

Men i virkeligheden kan man sige – lidt polemisk – at vi faktisk har alle de mobilitetsløsninger, vi skal bruge. 

Det er sammenhængen mellem de eksisterende løsninger, og den måde, vi grundlæggende driver den kollektive trafik på, der bør forandres og styrkes.  

Vi skal finde modet og viljen til at gøre tingene på nye måder – sammen.

Læs også

I Tyskland er de netop nu ved at gøre sig brugbare erfaringer med et tiltag, hvor man aktivt har forsøgt at få passagererne tilbage efter covid.

Og selvom der har været kritik af ’The Deutschland Ticket’, så er det bedre at gøre et kvalificeret forsøg end bare at se passivt til. 

Lad os udvikle specifikke attraktive tilbud til de kundesegmenter, vi er ved at tabe til bilen – for eksempel de unge

Pia Hammershøy Splittorff
Direktør for corporate affairs, Arriva

Det kan vi godt lære noget af. Også på dansk grund bør vi iværksætte flere forsøg på tværs af sektoren, der viser passagererne, at vi gerne vil dem.

Lad os udvikle specifikke attraktive tilbud til de kundesegmenter, vi er ved at tabe til bilen – for eksempel de unge – så vi kan hive dem ind i folden og gøre den kollektive trafik til et helt naturligt førstevalg for dem.  

Et nyt forum til at udvikle den kollektive mobilitet

Det lugter af trial and error. Og det er det også. Vi vil ikke lykkes med alle de tiltag, vi laver. Men vi vil lære af dem og gradvist forbedre vores ydelser. Og det kræver mod – ikke kun fra operatørerne, som alt andet lige er bundet af kontrakter og de såkaldte priknotater.

Det kræver mod – og et endnu tættere tæt samarbejde – blandt hele sektoren: Kon-kolleger, myndigheder, trafikselskaber, Ministerium og så videre.

For hvis den enkelte passager skal have oplevelsen af et værdifuldt produkt, kan det ikke nytte noget, at man får en god oplevelse ét sted i den kollektive trafik og en dårlig oplevelse et andet.  

Det er og forbliver en fælles opgave at løfte kvaliteten på tværs, ligesom vi har en anden lige så vigtig fælles (markedsførings)opgave i at løfte opfattelsen af den kollektive trafik.

Kollektiv trafik skal have et bedre brand, og det brand kan hverken operatører eller trafikselskaber løfte alene. Det skal vi gøre i flok.

Læs også

For at facilitere dette samarbejde har Arriva foreslået til regeringens ekspertudvalg at etablere et tværgående Mobilitetsforum for branchen.

Mobilitetsforummet skal sikre et kontinuerligt samarbejde mellem alle branchens aktører og myndigheder, hvor vi arbejder sammen om at styrke udviklingen såvel som opfattelsen af kollektiv mobilitet i Danmark. 

Her vil vi i fællesskab kunne udtænke, planlægge og gennemføre alt fra pilotprojekter til kampagner og andre initiativer, der vil drive en positiv udvikling under mantraet "mere værdi for pengene". 

For det skylder vi vores kunder. Uanset hvor meget billetten skal koste.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Hammershøy Splittorff

Direktør for corporate affairs, Arriva Danmark
cand.mag. dansk og kulturformidling

0:000:00