Debat

Dansk Erhverv: Dansk luftfart er international luftfart

DEBAT: En ny luftfartsstrategi kan få dansk erhvervsliv til at blomstre. Men det kræver, at Danmark kædes sammen både internt af nationale ruter og internationalt til resten af verden, skriver Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Højte Stenbæk
Fagchef for transport i Dansk Erhverv

Ligesom regeringen, ønsker Dansk Erhverv et sammenhængende Danmark med øget mobilitet og udvikling i hele landet. Det får vi ikke uden luftfarten.

Attraktive indenrigsruter skabes ikke kun af danskere, der rejser mellem landsdelene. De internationale ruter er en afgørende del af fødekæden – også til de nationale ruter.

Den danske indenrigsluftfart er med til at sikre let adgang til områder i Danmark, der ellers kan have meget lang transporttid med bil eller kollektive transportformer. Luftfarten sikrer, at turisme og ikke mindst erhvervsrejsende har mulighed for at komme til Danmark og har adgang til hele Danmark.

Vi må ikke afkobles fra den internationale luftfart, men skal i stedet se den som grundlaget for fortsat vækst.

Jesper Højte Stenbæk
Fagchef for transport, Dansk Erhverv

Det nationale og internationale i harmoni
Turister og erhvervsrejsende skaber betydelige indtægter for lokalområderne. De køber alt fra hotelovernatninger til kaffe og styrker det lokale erhvervsliv – i nogle områder er de selve livsnerven for disse.

Det lokale erhvervsliv kan blomstre, men det kræver, at Danmark kædes sammen både internt af nationale ruter og internationalt til resten af verden. Den nationale og den internationale luftfartsinfrastruktur skal fungere i harmoni. Dermed skal den Nationale Luftfartsstrategi også være med til at sikre, at væksten kommer hele Danmark til gode.

For at sikre denne udvikling er det nødvendigt, at flyselskaberne kan se forretning i at åbne nye ruter og afprøve deres udviklingsmuligheder i både Københavns Lufthavn og ikke mindst i de andre mindre danske lufthavne.

Aalborg Lufthavn er et godt eksempel på dette. Aalborg har med stor succes tiltrukket internationale konferencer og turisme til Nordjylland gennem gode forbindelser til København. Samtidig kan Aalborg også gå selv og skabe egne udenrigsruter. Med næsten en firedobling fra 2009 til 2015 af lufthavnens udenrigsflyvninger skabes der langt nemmere sammenhæng mellem området og resten af Danmark og ikke mindst verden.

Gode betingelser i Danmark
Hvis vi ønsker et Danmark i fortsat udvikling og vækst inden for et hurtigt voksende erhverv såsom turisme og internationale konferencer i Danmark, er det afgørende, at vi skaber gode rammer for, at de store luftfartselskaber kan oprette og fastholde ruter til de største internationale destinationer. Og samtidig skabe sammenhæng i indenrigsflyvningerne.

Hurtigt voksende selskaber som Norwegian, der har stort fokus på at udvide deres rutenet, vil altid flyve til en central international lufthavn som Københavns Lufthavn. Norwegian flyver også gerne internationalt til mindre danske lufthavne, men graden af deres internationale ruteudvidelse er naturligvis afhængig af, hvor gode betingelser international luftfart gives i Danmark.

De rammevilkår, som myndighederne sætter for luftfarten, er også centrale for indenrigsluftfarten. Hvis der ikke arbejdes for at sikre, at de nationale ruter er rentable, kan vi ende med at miste Norwegian som det næststørste indenrigsselskab i Danmark, de er p.t.

Dansk luftfart skal udvikle sig. Den skaber vækst og arbejdspladser, men kun, hvis vi sikrer, at vores Nationale Luftfartsstrategi hænger sammen med den europæiske og globale udvikling. Vi må ikke afkobles fra den internationale luftfart, men skal i stedet se den som grundlaget for fortsat vækst.

En bredt favnende National Luftfartsstrategi vil stille Danmark stærkere. Vi vil se flere ruter på alle niveauer, og det vil sikre, at både de store og mindre lufthavne i Danmark også i fremtiden har gode forbindelser til hele verden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00