DI: Millionregninger til pilot-studerende skader dansk luftfart

Af Michael Svane
Branchechef DI Transport og direktør i Dansk Luftfart

Når talen er på strategier, er det nemt at fortabe sig i de store visioner og fremtidsperspektiver. Det er naturligvis en vigtig brik. Men det er også vigtigt at huske på, at hvis visionerne skal realiseres, skal forudsætningerne være på plads. Når talen f.eks. er på udvikling af de store knudepunkter og netværksselskaber, er det vigtigt at tænke over, at den udvikling aldrig vil lykkes, hvis ikke den samlede værdikæde er intakt og velfungerende.

Med andre ord – fødekæden til erhvervet skal indtænkes i strategien, og der skal sættes ind med passende initiativer, hvor der er behov. Et meget aktuelt eksempel er adgangen til topkvalificerede piloter. Uden dygtige erhvervspiloter er der ikke meget at bygge et effektivt dansk luftfartserhverv på. Derfor er det bekymrende, at tilgangen til pilotuddannelsen er besværliggjort, fordi eleverne i modsætning til sædvane i det danske uddannelsessystem selv skal finansiere udgiften, der typisk andrager en million kroner. I dag er eleverne henvist til låntagning i pengeinstitutterne på markedsvilkår og mod sikkerhed.

Adgang til dygtige piloter
Uddannelse er et centralt element i den danske samfundsmodel, hvilket som hovedregel betyder, at uddannelserne finansieres af det offentlige, så selve uddannelsen gennemføres uden udgift for den studerende. Samtidig yder staten uddannelsesstøtte til dækning af elevernes leveomkostninger under uddannelsesforløbet. Disse forhold gælder, uanset om uddannelsen er en erhvervsuddannelse, professionsbachelor eller en akademisk kandidatuddannelse.

Men ingen regel uden undtagelser. Og en af de få er netop uddannelsen til erhvervspilot. Det er et paradoks, fordi det på den ene side er bredt og empirisk anerkendt, at et velfungerende dansk luftfartserhverv er af central betydning for samfundsøkonomien, samtidig med at adgangen til dygtige piloter er et af de helt afgørende elementer for at understøtte luftfartens mulighed for at bidrage til samfundet.

På transportområdet er selvfinansieringen af pilotuddannelsen også en undtagelse. Uddannelsen til skibsfører/skibsofficer er som professionsbachelor-uddannelse offentligt finansieret. Uddannelsen som lokomotivfører er offentligt finansieret gennem operatørernes kontraktbetaling. Hvis man skal være kranfører eller lastbilchauffør, sker det gennem erhvervsuddannelsessystemet, der også er offentligt finansieret.

Tilgangen til pilot-uddannelsen bliver socialt skæv samtidig med, at erhvervet ikke får adgang til alle de bedste kandidater.

Michael Svane
Branchechef, DI Transport

Egenfinansieringen, der som beskrevet ovenfor kan løbe op i en million kroner (ATP Integrated plus type-rating), er derudover problematisk af flere grunde. For det første medfører det, at tilgangen til pilot-uddannelsen bliver socialt skæv, samtidig med at erhvervet ikke får adgang til alle de bedste kandidater. Men det betyder også, at piloten efterfølgende skal sikre sig en indtægt, så der kan afdrages på lånet. Dermed sættes piloten i et uhensigtsmæssigt krydspres, der potentielt kan påvirke hensynet til sunde ansættelsesvilkår og sikkerhed.

Koster ikke alverden
Der er således gode og rationelle grunde til at sidestille erhvervspilotuddannelsen med andre samfundsvigtige uddannelsesforløb. Øget offentlig finansiering koster selvfølgelig, men selv i den dyreste model taler vi om 80 – 90 millioner kroner om året. Det er i den lave ende sammenlignet med mange andre uddannelser. Skolerne er etableret, så der er ikke behov for investeringer, kun hjælp til elevernes betaling af uddannelsesforløbet på skolerne. Bemærk også, at øget offentlig finansiering vil medvirke til at reducere – og i bedste fald eliminere – de alvorlige ulemper, egenfinansieringen volder.

Den samlede fødekæde omfatter flyskoler og andre uddannelsesvirksomheder, virksomheder, der udfører teknisk service, og i det hele taget en stor underskov af store og små virksomheder. De har alle til fælles, at de bidrager til, at luftfartserhvervet kan holdes ”flyvende”.

Det er min opfordring, at den luftfartspolitiske strategi holder et højt ambitionsniveau i forhold til alle dele af luftfarten.