Christian Egander Skov: Først havde gymnasierne tre problemer – med Pernille Rosenkrantz-Theil er der fire

KOMMENTAR: Da Merete Riisager (LA) var undervisningsminister, udgjorde rektorerne, lærerne og eleverne gymnasiets tre problemer. Nu skaber den nye undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) et fjerde problem, skriver Christian Egander Skov.

I Merete Riisagers (LA) tid som undervisningsminister havde gymnasiet kun tre problemer: rektorerne, lærerne og eleverne.

Nu har gymnasieskolen fået et fjerde: den nye undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der ifølge et interview i Altinget vil lave en "180 graders drejning" af undervisningspolitikken.

Baggrunden er, at eleverne er ramt af noget, som Rosenkrantz-Theil kalder "præstationssamfundet". Eleverne har det ifølge denne logik dårligt. Og det er skolens skyld.

Deres trivsel skal forbedres, og det skal ske ved at sænke kravene til elevernes præstationer. Dette bliver undervisningspolitikkens kampfront de næste år.

Men tilbage til de tre problemer: elever, lærer og rektorer. Det første, som man kan bemærke, er, at Rosenkrantz-Theils tanker er helt i overensstemmelse med elevbevægelsen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, der i deres program skriver:

"Vi oplever, at fokusset på fraværsprocenter og karaktergivning på gymnasierne bliver formidlet i en afskræmmende tone til folkeskoleelever af lærere, rektorer og studievejledere, resulterende i at det skræmmer potentielle studerende væk fra gymnasierne."

Hvordan man kan opleve det i en situation, hvor optaget på det almene gymnasium er eksploderet over en længere årrække, står hen som en uløselig gåde.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings løsning er at sløjfe karakterkrav i forbindelse med optag på gymnasiet, fordi "et gymnasium uden karakterkrav er med til at skabe et mere mangfoldigt gymnasium på tværs af sociale klasser".

Sammenslutningen ønsker også, at universiteterne skal se bort fra ansøgernes karaktergennemsnit. Thi da kommer "eleverne til at gå mere op i et tal frem for at gå op i læring".

Mærkeligt nok betyder denne holdning ikke, at Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er imod idéen om karaktergennemsnit som sådan. Det skal blot kun være "studierelevante" fag, der tages i betragtning.

Problemet er altså ikke, at man fokuserer på et tal, men at man forventes at gøre en indsats i en bred, almendannende fagrække frem for kun at fokusere på et tal i de fag, der leder hen til lige præcis det studie, som er ens drømmes længsel.

"De unge mennesker" har i sandhed formået at kombinere det bedste af venstrefløjens konsekvensløse nursing-pædagogik med højrefløjens outrerede forbrugermentalitet.

Vi kan ikke vente os noget fra eleverne.

Rektorerne er en sag for sig. De er ledere af organisationer. Som sådan må de forsvare dem. Derfor var rektorernes forening, Danske Gymnasier, blandt de argeste kritikere af den tidligere undervisningsministers forsøg på at sætte fokus på fagligheden.

I Altingets temadebat med undertegnede sidste år medgav Danske Gymnasiers formand, Birgitte Vedersø, "at der givetvis er mindre paratviden blandt eleverne i dag, end der var for en generation siden", men gled straks over i den gamle sang om, at "de unge mennesker" nu kan så meget andet, som belejligt ikke rigtig boner ud på nogen målbare parametre.

Hvorfor det argument ikke holder, har jeg skrevet om i Altinget. Vi kan ikke vente os noget fra rektoratet.

Også fra lærerside kan der forventes opbakning til Rosenkrantz-Theil. I en tid, hvor flere gymnasier har kastet sig ud i eksperimenter med karakterfri undervisning, finder man ikke i gymnasielærernes fagblad, Gymnasieskolen, et forsvar for kundskabsorienteret faglighed, men derimod ukritisk lovsang af, hvordan "læringsrummet" bliver bedre uden karakterer.

Det lyder godt. Sandheden er vel snarere, at karaktergivningen er en torn i øjet på den moderne autoritetsforskrækkede underviser, der ikke er blevet ansat på sine faglige kompetencer, men på sine kammeratlige kvaliteter og evne til at være i "øjenhøjde" med "de unge mennesker".

Indrømmet: Af gymnasiets tre grundproblemer er lærerne det mindste. Der findes trods alt dem, der går i brechen for faglighed, og som møder eleverne med krav.

Men på organisationsplan forekommer de marginaliserede, og i et klima, hvor de hamres nedefra af elevorganisationernes forbrugerradikalisme og rektorenes outputoptimeringskrav, er de tilbageværende gode lærere klemte.

Eller som ph.d. Dion Rüsselbæk Hansen skrev i sidste sommers temadebat:

"Mange lærere forventes at deltage i projekter, der nødvendigvis ikke har noget fagligt sigte, for eksempel uendelige elevtrivselsprojekter, men som blot skal illustrere, at man er udviklings- og forandringsparate."

Det er situationen, men hvor kommer reaktionen? Det er kun fra lærerne, at en kursændring for gymnasieskolen kan udgå.

Men selv, hvis de har viljen, skjuler de det godt. Derfor er de også en del af problemet.

Pernille Rosenkrantz-Theil har erklæret åben krig mod det traditionelle fundament for enhver undervisningsbestræbelse, dannelse og meritokrati.

Og hun vil få støtte fra de institutioner, som hun angriber. Hun vil opleve, at den fæstning, som hun skal indtage, allerede har slået portene op.

Ingen er jo imod trivsel. Men måske er sagen vendt på hovedet.

Overvej det: Uddannelsessystemets problem er ikke, at det stiller for høje krav, men for lave. De unge rammes af kravet om at være perfekt i alle livets sfærer.

Dette krav er ikke vokset frem i en skole, hvor fagligheden er i frit fald, men i en syg ungdomskultur, der opstår der, hvor skolen ikke gør krav på at være en autoritet, der har noget afgørende at sige eleverne om deres liv.

Det er en skole, der har valgt at trække sig tilbage og ikke gøre fordringer på de unges opmærksomhed og disciplinerede indsats, der har givet rum for perfektionskulturens eneherredømme i de unges liv.

Perfektionskulturen er det barbari, der er tilbage, hvor der ikke længere er skole.

-----

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Forrige artikel Haarder takker vismændene: Mere er ikke altid bedre Haarder takker vismændene: Mere er ikke altid bedre Næste artikel Michael B. Klitgaard: Undervisnings­ministeren bør flirte forsigtigt med Danmarks Lærerforening Michael B. Klitgaard: Undervisnings­ministeren bør flirte forsigtigt med Danmarks Lærerforening