Dansk Erhverv: Lad os sætte social arv i centrum for uddannelsespolitikken

"Når børns fremtid stadigvæk kan blive bestemt af deres baggrund – så er vi andre ikke lykkedes med at skabe et samfund med reelt lige muligheder for alle børn og unge". Sådan lød ordene fra Mette Frederiksen i en kampagnevideo, efter hun blev statsminister. Men vi er desværre fortsat et pænt stykke fra den gode ambition.

Der er stadig en stor gruppe, som forlader skolen uden at have lært det basale i forhold til at komme videre i uddannelse, omkring 20 procent får ikke en kompetencegivende uddannelse og 45.000 unge er ikke i uddannelse eller job.

Forældres betydning for børns uddannelse er større i dag end for 20 år siden – 30 procent af de ufaglærtes børn bliver også ufaglærte, kun fem procent af akademikernes børn ender i samme gruppe. To tredjedele af dem, der slet ingen uddannelse får, er mænd​.

Det er gennem den linse, vi også skal se debatten om fremtidens ungdomsuddannelser.

Ungdomsuddannelserne leverer på mange områder godt, men der er også betydelige uløste udfordringer. Unge, der oplever et stort pres og vælger det, de umiddelbart oplever som det sikre valg. Unge, der farer vild i systemet og ender uden uddannelse. Kvalitetsproblemer og udfordringer med uddannelsesdækning i hele landet, og et på nogle områder ufleksibelt system, der ikke spiller godt sammen på tværs.

Lad os tage en grundlæggende debat

Forsøg på løsninger har det dog ikke skortet på. En storstilet folkeskolereform, der aldrig reelt er implementeret. Flere erhvervsuddannelsesreformer, der ikke har formået at løse det reelle problem med mangel på elever, som presser skolernes økonomi.

Lad os starte med en grundlæggende debat og afklaring af, hvad vores ungdomsuddannelser samlet set skal levere – for de unge og for samfundet.

Claus Rosenkrands Olsen
Uddannelsespolitisk chef, Dansk Erhverv

En gymnasiereform med uklare optagelseskrav og et formål, der ikke er justeret i takt med, at vi har fået et massegymnasium. Spørgsmålet om 10. klasse, der er henlagt i en ekspertgruppe, som ingen kender det videre liv for. Senest en omfattende elevfordelingsmodel på gymnasierne, som ingen reelt kender konsekvenserne af.

Problemet er, at vi reformerer i siloer – ofte med afsæt i enkeltsager uden at skele tilstrækkeligt til helheden. Etableringen af den forberedende grunduddannelse er vel det eneste nyere eksempel på, at man har forsøgt at samtænke med afsæt i de unges behov. Men FGU'en er født med så store udfordringer, at vi risikerer, at den fejler.

Det er nemt at komme med forslag til snuptagsløsninger: Én fælles indgang, fusioner og campusdannelser, praksisfaglige udskolingslinjer eller studieretninger i gymnasiet og jeg kunne blive ved. Men lad os nu være ærlige og erkende, at de ikke findes.

Det nytter ikke med flere lapper på cykelslangen, hvis problemet er, at dækket er mørt. Lad os i stedet starte med en grundlæggende debat og afklaring af, hvad vores ungdomsuddannelser samlet set skal levere – for de unge og for samfundet.

Det første land, der formår at knække koden

Danmark lever af kloge hænder og hoveder – og vi har brug for flere. Derfor bør det være en bunden opgave at sikre, at flere lykkes gennem vores uddannelser.

Kompetencekravene på arbejdsmarkedet går kun én vej, og det er op. Uddannelse er i stigende grad en forudsætning for varig beskæftigelse og fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og de potentielle gevinster er kolossale: Flere med de kompetencer som efterspørges på arbejdsmarkedet til at finansiere vores velfærd og færre på offentlig forsørgelse, mindre sygdom og mindre kriminalitet.

Faktisk tjener samfundet 100.000 kroner for hver enkelt, vi flytter fra ufaglært til uddannet. Kan vi samtidig reducere omveje, omvalg og frafald sparer vi penge i uddannelsessystemet, der kan reinvesteres i øget kvalitet.

Så lad os nu tage det lange lys på og igangsætte det grundlæggende arbejde med at lægge sporene til fremtidens ungdomsuddannelser. Et arbejde, der skal trække tydelige tråde til de unges vej fra grundskolen og ind i ungdomsuddannelserne og fra ungdomsuddannelserne til videregående uddannelser og ud på arbejdsmarkedet.

Det betyder ikke, at vi i mellemtiden skal stoppe med at prioritere ressourcer til at understøtte stærke uddannelser – tværtimod. Vi skal investere i kvalitet, for uddannelse er en investering, vi i Danmark ikke har råd til at forsømme.

Men lad os ikke søsætte flere store reformer, før vi har taget den grundlæggende afklaring af formålet med vores ungdomsuddannelser. Og lad os gøre det med afsæt i det langsigtede mål at tage et endeligt opgør med social arv, så flere bliver en del af arbejdsstyrken og samfundet.

Udfordringen med de mange unge, som aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet og lever på kanten af samfundet, er ikke kun dansk. Alle lande kæmper med det. En løsning kræver et reelt nybrud med vores måde at anskue og løse problemer, og det kræver, at vi tænker i helheder frem for siloer. Men vi har om nogen forudsætningerne for det i Danmark.

Lad os være det første land, der formår at knække koden og få alle med. Lad det være vores fælles månelandingsprojekt – og gerne med afsæt i vores ungdomsuddannelser, der på mange måder udgør uddannelsessystemets epicenter.