Debat

Enhedslisten om FGU: Djævlen kan gemme sig i detaljen

DEBAT: Det er helt afgørende, at vi sikrer god vejledning og den nødvendige specialpædagogiske støtte til de elever, der har behov for det, hvis FGU skal blive en succes, skriver Jakob Sølvhøj (EL).

FGU’en kan blive en unik mulighed for at sikre et uddannelsesløft til en stor gruppe unge, der hidtil har oplevet ufattelig mange barrierer, mener Jakob Sølvhøj (EL).
FGU’en kan blive en unik mulighed for at sikre et uddannelsesløft til en stor gruppe unge, der hidtil har oplevet ufattelig mange barrierer, mener Jakob Sølvhøj (EL).Foto: Steen Brogaard/ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Sølvhøj (EL)
Undervisningsordfører 

Arbejdet med at tilvejebringe lovgrundlag og strukturelle rammer for den forberedende grunduddannelse er inde i en noget hektisk fase.

Fire omfattende lovforslag vil blive fremsat i nærmeste fremtid, og det er vist ikke for meget sagt, at det lovforberedende arbejde foregår i hastigt tempo.

Jeg er sikker på, at mange af de høringsberettigede parter har sukket dybt over den korte frist for afgivelse af høringssvar, og også den politiske proces har været tidsmæssigt presset.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Hold et vågent øje
Den pressede proces til trods ser det ud til, at der lander en stribe forslag på Folketingets bord 21. marts, der grundlæggende er en fornuftig udmøntning af den politiske aftale, men djævlen kan som bekendt gemme sig i detaljen.

Derfor håber jeg, at de mange indsigtsfulde aktører på området vil holde et vågent øje med, om de mange gode bud på justeringer og tilretninger af lovudkastene er blevet imødekommet i tilstrækkeligt omfang. Hvis ikke kan der være muligheder i den videre lovproces.

Den enkelte kommune skal afgøre, hvordan ordningens understøttende funktioner og opgaver konkret organiseres. Det medfører en risiko for, at der hurtigt bliver store forskelle på kommunernes håndtering af opgaven.

Jakob Sølvhøj (EL)
Undervisningsordfører

Jeg tror på, at vi med FGU'en har en unik mulighed for at sikre et uddannelsesløft til en stor gruppe unge, der hidtil har oplevet ufattelig mange barrierer, der blokerede ikke bare den lige vej, men også alle sidevejene til uddannelse.

Derfor er det så vigtigt, at vi finder de rigtige løsninger i den komplicerede proces frem mod uddannelsens start i sommeren 2019.

Vejledning og specialpædagogisk støtte
Det er ikke mindst vigtigt, at der er fokus på, hvordan der sikres en god vejledning både forud for og under selve uddannelsen. Om nogen har målgruppen for den forberedende grunduddannelse behov for, at der er afsat ressourcer og tid til den nødvendige vejledning.

Det er samtidig helt afgørende, at der sikres den nødvendige specialpædagogiske støtte til de elever, der har behov for det.

Det er i aftalen, der ligger til grund for uddannelsen, fastlagt, at indsatsen over for ordblinde elever især skal ske gennem et inkluderende undervisningsmiljø og i mindre omfang i form af specialundervisning.

Det er altså en præmis for det videre arbejde, men der er brug for at have den allerstørste opmærksomhed på, at indsatsen ikke ender som en besværgelse.

Vi har en stærk forpligtelse til at sikre, at alle elever får den støtte og hjælp, der reelt gør den forberedende grunduddannelse til en bedre vej til uddannelse og job. Med til denne forpligtelse hører i øvrigt også en markant efteruddannelsesindsats, der giver lærerne og de øvrige ansatte de bedst mulige forudsætninger for at løfte opgaven.

Kontaktpersonordningen som nøgle til succes
Et andet fokusområde er kontaktpersonordningen, der med rette er blevet fremhævet som et centralt element i omlægningen af den kommunale ungeindsats.

Alt for mange unge har på deres vej oplevet et utal af skiftende sagsbehandlere og måtte fortælle deres historie igen og igen. Aftalen om at unge, der har behov for støtte fra flere instanser, nu skal tilknyttes én gennemgående sagsbehandler, kan derfor vise sig at være et banebrydende fremskridt.

Om kontaktpersonordningen også bliver et virkeligt fremskridt, afhænger af, hvordan kommunerne får håndteret opgaven.

Den enkelte kommune skal afgøre, hvordan ordningens understøttende funktioner og opgaver konkret organiseres. Det medfører en risiko for, at der hurtigt bliver store forskelle på kommunernes håndtering af opgaven, herunder hvilke grupper af unge der tildeles en kontaktperson.

Det er derfor vigtigt, at en kommende vejledning får fastlagt en god ramme for ordningen, så de unge ikke mindst i overgangene får den støtte, de har brug for.

Det kan være en af de mange detaljer, hvor djævlen ligger gemt, og som bliver bestemmende for, om dette nye store uddannelsesinitiativ bliver den succes, som vi alle håber på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Sølvhøj

Fhv. MF (EL)
Studentereksamen (Helsingør Gymnasium, 1973)

0:000:00