Debat

Erhvervsskoler: Der skal flere praksisorienterede læringsveje ind i folkeskolen

Mange elever vil opleve flere sejre i folkeskolen, hvis praksisorientering vandt indpas i fagene. Det kræver udvikling af læringsmidler og samarbejde mellem lærere og erhvervsskoler. Men det kræver også, at læreruddannelsen kommer i spil, skriver Lars Goldschmidt og Ole Heinager.

Der er potentiale for flere mangfoldige læringsveje i folkeskolen. Flere elever vil få sejre i bagagen, hvis fagene blev mere praksisorienterede, skriver Lars Goldschmidt og Ole Heinager.
Der er potentiale for flere mangfoldige læringsveje i folkeskolen. Flere elever vil få sejre i bagagen, hvis fagene blev mere praksisorienterede, skriver Lars Goldschmidt og Ole Heinager.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Lars Goldschmidt
Ole Heinager
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvorfor skal vi som erhvervsskolefolk kloge os på folkeskolen? Hvilken legitimitet har vi, der kan understøtte, at vi blander os i debatten?

Dertil kan vi svare: vores elever.

På erhvervsskolerne og erhvervsgymnasier møder vi hver dag elever, der er topmotiveret for deres uddannelser, fordi de på skolerne mødes af en pædagogik og didaktik, hvor teoretiske kundskaber sættes i en praksisorienteret og virkelighedsnær kontekst.

Vi har på erhvervsgymnasierne undersøgt, hvad der skaber god faglig trivsel og vi kan se, at det er tæt forbundet med den måde, eleverne undervises på.

På skolerne får eleverne anvendelsesorienteret undervisning, der tydeliggør formålet med undervisningen og motiverer eleverne.

Eleverne oplever, hvad de konkret kan bruge eksempelvis matematik til. De kan bygge, de kan skabe. De ser, hvordan deres undervisning hænger sammen med virkeligheden uden for skolen. For mange elever fører det til store succes- og aha-oplevelser.

Det er den slags oplevelser, vi gerne vil give alle elever allerede i folkeskolen.

Potentiale for praksisorientering i folkeskolen
Det, der springer i øjnene, når man ser på den folkeskole, vi har i dag, er potentialet for at kunne tilrettelægge undervisningen på flere mangfoldige måder. Vi tror på, at mange flere elever vil komme ud af folkeskolen med rygsækken fyldt med sejre, hvis den praksisorienterede dimension vandt indpas i alle folkeskolens fag. 

Vi tror på, at mange flere elever vil komme ud af folkeskolen med rygsækken fyldt med sejre, hvis den praksisorienterede dimension vandt indpas i alle folkeskolens fag.

Lars Goldschmidt og Ole Heinager
Hhv. formand, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne, og formand, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne

Allerede fra 0. klasse bør underviserne introducere eleverne for flere forskellige måder at lære på, så den enkelte elev får en succesoplevelse. Med den erfaring vi har fra erhvervsskolerne ved vi, at når eleverne eksempelvis får noget mellem hænderne for at forstå og anvende den undervisning, de får, inkluderer vi langt flere.

Det handler ikke om at anspore dem til at få en erhvervsuddannelse efter grundskolen, men om at skabe interesse og gejst for læring. 

Når elever får vakt en ægte interesse for det, de laver i skolen, vil det have betydning for deres lyst og evne til at lære og til at forblive nysgerrige og udforskende – også i forhold til hvad de vil, når de forlader folkeskolen og skal videre i deres uddannelsesforløb.

Læreruddannelsen skal i spil
Vejen til en mere anvendelsesorienteret undervisning i folkeskolen, kræver udvikling og implementering af læringsmidler, der understøtter samspillet mellem det motorisk skabende aspekt og det teoretiske aspekt.

Almene fag kan sagtens være anvendelsesorienterede, men det er ikke sådan, fagene er bygget op i folkeskolen i dag. Der skal en helt ny definition af almen dannelse ind i folkeskolen, så vi også får nogle elever, der er forberedte på, hvordan man kan løse hverdagsproblematikker som en knækket cykelkæde eller en tilstoppet vask.

Læs også

Vi har brug for elever, der får nogle færdigheder, som de kan bruge til at færdes i samfundet og finde deres vej i livet.

I folkeskolen kan fundamentet for valg af fremtidig uddannelse, job og interesser blive lagt, men det vil kræve, at eleverne bliver mødt af en mangfoldig lærerstab, der har redskaberne til at vise den fysiske verden fra forskellige perspektiver.

Her skal både læreruddannelsen i spil, men også samarbejde med undervisere fra blandt andet erhvervsskoler og erhvervsgymnasier. De voksne skal være langt mere opsøgende i forhold til at lære af hinanden, så vi sammen kan lykkes med at få flest mulige børn og unge godt på vej i deres videre liv.

Temadebat: Hvordan skal fremtidens folkeskole se ud?

Folkeskolen har på det seneste klaret sig dårligt i nationale tests og undersøgelser som TIMSS 2019, mens elevernes kompetencer i matematik og læseevner bliver ringere.

Er det behov for ændringer af folkeskolen igen, eller skal folkeskolereformen fra 2014 have mere tid og ro til at blive implementeret? 

Det spørger Altinget Uddannelse om i denne debat.  

Her er debattørerne:

  • Dorte Andreas, næstformand, Skolelederforeningen
  • Jesper Bergman, direktør, TeachFirst
  • Agi Csonka, formand, Børnerådet
  • Rasmus Edelberg, formand, Skole og Forældre
  • Thomas Gyldal , formand, Børne- og undervisningsudvalget i KL
  • Caroline Holdflod, forperson, Lærerstuderendes Landskreds
  • Jens Joel (S), undervisningsordfører
  • Esben Kullberg, sekretariatschef, Foreningsfællesskabet Ligeværd
  • Gro Emmertsen Lund, ph.d. og konsulent, Taos Associate og en del af NO!SE
  • Ole Heinager, formand, Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier - Lederne
  • Camilla Louise Lydiksen, direktør, ADHD-foreningen
  • Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening
  • Jacob Mark (SF), undervisningsordfører
  • Mai Mercado (K), undervisningsordfører
  • Lise Tingleff Nielsen, områdechef, Danmarks Evalueringsinstitut
  • Alexander von Oettingen, prorektor, UC Syd
  • Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer
  • Nicklas Hakmann Petersen (ALT), uddannelsesordfører
  • Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
  • Elisa Rimpler, formand, BUPL
  • Lotte Rod (R), undervisningsordfører
  • Claus Rosenkrands Olsen, uddannelseschef, Dansk Erhverv
  • Charlotte Rønhof, formand, Rådet for Børns Læring
  • Jakob Sølvhøj (EL), undervisningsordfører
  • Mette Thiesen (NB), undervisningsordfører
  • Anders Thorsen, skolelærer
  • Esther Vyff, formand, Danske Skoleelever

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner. Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00