Debat

FGU-debat: Lad os genbruge den dybe tallerken

DEBAT: FGU bør bygge på de gode erfaringer og faciliteter, vi allerede har på produktionsskoler og erhvervsskoler. Derfor er det afgørende, at vi samarbejder om at skabe erhvervsrettede og praksisnære tilbud til de unge, skriver Gert Møller og Peter Amstrup.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gert Møller og Peter Amstrup
Næstformand for Produktionsskoleforeningen og formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne

Overgange kan være svære for nogen. Det kan en gruppe af meget forskellige unge skrive under på.

De går nemlig ikke den lige vej fra grundskole til ungdomsuddannelse, men vil have glæde af et særligt målrettet tilbud, hvor en ekstra indsats fra de voksne og en hånd i ryggen kan gøre dem uddannelsesparate.

Ambitiøst forsøg på at skabe sammenhæng
Aftalen om at etablere en ny Forberedende Grunduddannelse (FGU) er ikke bare et "nyeste skud på stammen".

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det er et ambitiøst forsøg på endelig at skabe sammenhæng på det forberedende område.

Skal FGU ikke blot blive endnu et tilbud i rækken, er to ting afgørende: At vi anerkender, at det faktisk er sådan – at overgange er svære for nogen, og at nogle unge har brug for en anden og lidt længere vej til uddannelse og job.

Ikke alle har de bedste skoleoplevelser i bagagen, og for dem vil det have afgørende betydning, at FGU lærer dem noget, de kan se, at de kan og skal bruge til noget, når de senere fortsætter på en ungdomsuddannelse.

Gert Møller og Peter Amstrup
Næstformand for Produktionsskoleforeningen og formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne

Og dernæst at vi allerede i etableringen af FGU har fokus på samarbejde og sammenhæng og skaber en naturlig overgang til den efterfølgende ungdomsuddannelse.

Samarbejde på landsplan og lokalt
Målgruppen skal opleve mest mulig tryghed hele vejen, og det lykkes bedst, hvis der fra starten er et tæt samarbejde mellem FGU og dem, der skal modtage de unge efter veloverstået FGU-forløb.

Det vil i høj grad sige erhvervsskolerne, som ventes at blive aftagere af hovedparten af de unge.

Derfor vil Produktionsskoleforeningen og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne samarbejde både på landsplan og lokalt ved at medvirke til etableringen af de nye FGU-institutioner.

Fremfor at genopfinde den dybe tallerken, så lad os gøre brug af de mange gode erfaringer og faciliteter, vi har fra vores skoleformer. Derfor vil det også give god mening, at erhvervsskolerne bliver repræsenteret i de nye FGU-bestyrelser.

Kobling mellem teori og praksis
Det er allerede fastslået i aftalen, at FGU skal tage udgangspunkt i produktionsskolernes særlige pædagogik kombineret med almenfaglige elementer fra VUC.

Det er det rigtige afsæt, fordi det praksisnære, anvendelsesorienterede og erhvervsrettede skal spille en naturlig og væsentlig rolle i FGU. Og koblingen mellem teori og praksis skal være et omdrejningspunkt, så de unge kan se en mening med at lære dansk, matematik og andre fag.

Ikke alle har de bedste skoleoplevelser i bagagen, og for dem vil det have afgørende betydning, at FGU lærer dem noget, de kan se, at de kan og skal bruge til noget, når de senere fortsætter på en ungdomsuddannelse.

Økonomi til at gennemføre de gode intentioner
De unge skal opleve sammenhæng, så de i FGU stifter bekendtskab med elementer, fag og undervisningsformer, som de efterfølgende vil genkende på erhvervsuddannelserne.

Vi ser rigtig gode perspektiver i kombinationsforløb, hvor samarbejdet mellem FGU og erhvervsskolen bliver konkret og til gavn for de unge.

Det er både i form af målrettede forløb, hvor en del af undervisningen på FGU indeholder elementer fra erhvervsuddannelsen, og det er i form af overgangsforløb, der bygger bro mellem FGU og erhvervsuddannelsen.

Men det er ikke tilstrækkeligt, at der nu indholdsmæssigt som organisatorisk bliver gode muligheder for samarbejde mellem EUD og FGU, der skal også være økonomi til at gennemføre de gode intentioner. Det bør konkretiseres i den kommende proces.

Vejledning til ungdomsuddannelserne
Og så skal en grundig vejledning til ungdomsuddannelserne vægtes højt.

FGU skal sikre en grundig afklaring i forhold til erhvervsuddannelsernes hovedområder, og det skal naturligvis ske i et tæt samarbejde med erhvervsskolerne, så eleverne får tilstrækkelig viden til at vælge den ungdomsuddannelse, der passer til interesser og evner.

Her skal vi huske, at FGU skal være hovedvejen på det forberedende område og med en meget bred elevgruppe.

Derfor er det uhyre vigtigt, at de unge også bliver introduceret til EUX, som kan være en særdeles god mulighed for dem, der både vil kunne læse videre og arbejde umiddelbart efter ungdomsuddannelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gert Møller

Afgående direktør, FGU Syd- og Vestsjælland (1/5-24), fhv. forstander, Korsør Produktionshøjskole
lærer

Peter Amstrup

Bestyrlesesmedlem, VUC Syd, Erhvervsakademi SydVest og EoroSkills 2025, formand, Esbjerg Ensemble

0:000:00