Forstander: Skoler og politikere må sikre større diversitet på efterskolerne

Af Ulrik Goos Iversen
Forstander, Baunehøj Efterskole

Efterskolen, de seneste mange års vel nok største pædagogiske succes, har et kæmpe problem. Et problem, som hverken kan løses alene af skoleformen selv eller ad politisk vej.

Problemet er komplekst og kræver samspil, samhandling og samarbejde af mange parter - først og fremmest mellem efterskolerne og det politiske niveau. Og det kræver mod fra begge sider.

Problemet er, at skoleformen stort set ikke rummer unge med anden etnisk herkomst end dansk. Ingen indvandrere. Ingen flygtninge. Ingen muslimer. Og det er skidt og gør ondt helt ind i marven på den skoleform, der ellers insisterer på at være hele Danmarks efterskole.

Vi giver eleverne en unik mulighed for at deltage i formelle og uformelle demokratiske processer. Men det er et massivt problem, at denne mulighed ikke er reelt tilgængelig for alle danske unge.  

Ulrik Goos Iversen
Forstander, Baunehøj Efterskole

Men det er et endnu større problem for sammenhængskraften i et samfund, hvor det at gå på efterskole er blevet definerende for en hel generation af unge.

Venskab og demokratisk dannelse
Individualiseringen og polariseringen i kulturelle og klassebestemte ghettoer udfordrer i stigende grad den generationelle selvbevidsthed og solidaritet. Dermed styrkes familiehierarkierne og den kulturelle silotænkning, der er så giftig for samfund, som baserer sig på universalistiske medborgerskabsværdier. Samfund, som de europæiske.

Højskolerne og efterskolerne er unikt danske universalpatenter på en vaccine mod denne syge. Vaccinen hedder venskab, netværk og demokratisk dannelse.

På efterskolen er det i særlig grad muligt for de unge at lægge deres fordomme og kulturelle forskelligheder bag sig og i stedet mødes om det, der forener dem: Ungdomslivets velsignelser og forbandelser, fælles interesser, hvad enten det er fodbold, håndværk, musik eller en af de hundredevis af andre linjefag, der udbydes på efterskolerne.

De venskaber og netværk, der dannes på efterskolerne, er tilbøjelige til at vare langt op i tyverne, ja, for manges vedkommende resten af livet. For de få elever med indvandrerbaggrund, jeg har oplevet i min tid som forstander, har netop denne adgang til det ellers hermetisk lukkede danske privatliv været af afgørende betydning.

Og for de danske unge har et års samvær på efterskole med jævnaldrende unge fra Mellemøsten, Pakistan, Afghanistan og Afrika været øjen- og sindåbnere, som ikke matches af noget undervisningsforløb i skolen.

Vi må ikke være tålmodige
Det fortvivlende er, at der ud af de godt 30.000 unge på efterskole lige nu vel næppe er 300 unge fra de befolkningsgrupper, som det haster så meget med at gøre til en aktiv og uadskillelig del af det dansk-europæiske medborgerskab.

Forleden besøgte jeg en 9. klasse på en muslimsk friskole. Den var fuld af glade, udadvendte og ressourcestærke unge, hvis forældre er migreret fra forskellige områder af Irak. Jeg spurgte dem, hvorfor der ikke var en eneste af dem, der skulle på efterskole. Svarene var selvfølgelig meget forskellige.

Først og fremmest drejer det sig om økonomi og deres forældres modstand. Forældrene har ikke råd, og hvis de har, kan de ikke se fidusen ved efterskoleformen og frygter den skam, der kulturelt er forbundet med at sende sit barn væk fra familien.

Selv var eleverne meget positive, og deres lærer mente optimistisk, at selv om de ikke selv kom afsted, ville mange af dem sikkert sende deres børn afsted til den tid.

Jeg mener ikke, at vi kan tillade os at være lige så tålmodige.

Et massivt problem
Den demokratiske dannelse, der foregår på efterskoler, er af afgørende betydning for denne generation og kommende generationers demokratiske sindelag og deres evne til at rumme den mangfoldighed, der på godt og ondt kun bliver større i vores samfund.

Efterskolen er leveringsdygtig på viden og accept af demokratiske værdier, rettigheder og pligter og på respekt for forskellighed og for det enkelte menneskes ret til at bestemme sin egen skæbne.

Vi giver eleverne en unik mulighed for at deltage i formelle og uformelle demokratiske processer. Men det er et massivt problem, at denne mulighed ikke er reelt tilgængelig for alle danske unge.

Politikere og efterskoler må finde en vej til diversitet
Jeg opfordrer derfor politikere fra alle partier og på alle niveauer til at sætte sig sammen med efterskolerne og finde veje til at sikre en diversitet på efterskolerne, der svarer til den, der præger de nuværende og kommende ungdomsårgange.

I de kommende år bliver ungdomsårgangene samlet set mindre, og andelen af unge med indvandrerbaggrund bliver større. Den udvikling på én gang understreger nødvendigheden af at handle på dette område, og det tilbyder en særlig mulighed for at gøre noget ved problemet.

For den ekstra kapacitet, som skolerne har opbygget gennem de seneste fede år, kan passende udnyttes til at bryde gennem den kulturelle barriere til indvandrerfamilierne.

Men det forudsætter, at politikkerne affører sig deres indvandrerberøringsangst og sammen med efterskolerne finder de incitamenter og initiativer, som kan gøre det attraktivt for både efterskolerne og indvandrerfamilierne at finde hinanden.