
Jeg elsker at blande mig. At have en holdning til ting, der ikke nødvendigvis kommer mig ved, men som jeg alligevel synes at have en holdning til og et perspektiv på.
Når jeg kommer med en tanke, en refleksion eller et muligt løsningsforslag, sætter jeg mig selv på spil. Jeg giver udtryk for mit standpunkt, for hvad jeg tror ville være en hensigtsmæssig vej frem, og i sidste ende sætter jeg min røv i klaskehøjde, fordi jeg kan risikere at tage fejl.
De bedste lærere, jeg har haft, og de sødeste voksne, jeg har mødt, er dem, der gør netop dét. Dem der blander sig i tingene, tør engagere sig i mit liv og ser mig som et helt menneske. Ikke dem, der bare nikker og smiler, men dem, der har turde stoppe mig på vej ud ad døren og spørge: "Hvordan går det for tiden?"
Eller dem, der har lagt svesken på disken og sagt, at jeg skulle løse opgaven, som den stod, og ikke, som jeg læste den, bare fordi jeg synes, det ville være sjovere.
Dem, der tør komme med kærlig og ærlig kritik, og som får øje på, at de ting, der udfordrer mig i undervisningen, ofte hænger sammen med de ting, der udfordrer mig uden for undervisningen. Ved at engagere sig i begge dele får de ikke blot en dygtigere, men også en gladere elev.
Jeg tror, at vi har polemiseret vores uddannelsessystem i en grad, der gør det svært for vores lærere at tro på, at det er i orden at føre en samtale med os unge, hvor de gør andet end at nikke og lytte. Og det virker til at være et generelt problem os mennesker imellem, at vi ikke tør blande os.
En del af ungdommens udfordringer kommer af, at vi ikke taler rigtigt med hinanden.
Marie Holt Hermansen
Bestyrelsesmedlem, SygtStærk, fhv. formand, Danske Skoleelever
Vi kigger på andre mennesker, der taler grimt til hinanden og lader en spydig kommentar passere for ikke at ødelægge den gode stemning.
Vi fortæller vores venner, at "det nok ville være en god ide at snakke med nogen om det", som om den "nogen" død og pine skal være en professionelt uddannet terapeut og ikke bare os selv.
Nogle problemer og udfordringer kræver specialiseret hjælp, ja. Men langt de fleste svære ting, vi som unge møder i vores hverdag, kan løses ved at snakke med hinanden to mennesker imellem.
Igennem tiden er læreren ikke blot blevet set som en underviser, men som et menneske, der skulle guide sine elever åndeligt igennem tilværelsens formende år.
Det betød ikke, at de skulle vide, hvilket månetegn eleven var født under eller kende navnet på deres yndlingsbamse, men det var en del af opgaven at forholde sig til de eksistentielle spørgsmål, eleverne stod overfor, og give dem et udgangspunkt for videre refleksion.
Desværre er vi blevet ufattelig bange for at give hinanden et godt råd, fordi vi tror, det falder tilbage på os, når rådet ikke virker.
Ikke alle, men en del af ungdommens udfordringer kommer af, at vi ikke taler med hinanden. Ikke rigtigt.
Vi er hverken så skrøbelige eller umulige, som I tror. Vi vil ofte bare gerne spørges ind til.
Marie Holt Hermansen
Bestyrelsesmedlem, SygtStærk, fhv. formand, Danske Skoleelever
Vi blander os ikke. I stedet går vi og venter op mod et halvt år på at få lov til at betale et andet menneske for at lytte til vores problemer.
Noget, der helt sikkert kan være frugtbart, hvis man ikke kan trække vejret af bare angst, når man vågner hver eneste morgen, men som måske ikke gør det store fra eller til, hvis man er tvivl om man skal sige op på sit fritidsjob eller ej.
I sidstnævnte tilfælde kan det være helt fint bare at snakke med en af sine venner, sine forældre eller måske en lærer, der har et par minutter til overs.
Det ville være let, hvis vi kunne slå op på en side i en bog og finde svaret på eksistensens store spørgsmål. Den findes desværre ikke, så vi må nøjes med hinanden.
Som voksen behøver man ikke have fundet meningen med tilværelsen for at kunne engagere sig i et ungt menneskes udfordringer.
Vi er hverken så dumme eller skrøbelige eller umulige, som I tror. Vi vil ofte bare gerne spørges ind til, og når vi ikke selv har et svar, vil vi gerne høre dit bud på, hvordan vi finder det.
Hvis du kun har dårlige råd med i håndbagagen, så må du gerne efterlade dem, inden du går igennem security.
Marie Holt Hermansen
Bestyrelsesmedlem, SygtStærk, fhv. formand, Danske Skoleelever
Når jeg skriver netop dét, er det selvfølgelig forbundet med en vis risiko. En risiko for, at en ellers andens onkel Jørgen læser det her som en opfordring til at fortælle samtlige unge mennesker, at det bare er noget med at tage sig sammen og bælle et par bajere og komme videre.
Blot for at dække mig ind skal det indskydes, at det ikke er det, jeg mener.
Hvis du kun har dårlige råd med i håndbagagen, så må du gerne efterlade dem, inden du går igennem security.
Men hvis du derimod har husket passet, et bolsje til at dulme propperne i ørene og en vejrtrækningsøvelse, der dulmer flyskrækken, så har vi aldrig været gladere for at have dig med om bord.
Artiklen var skrevet af






























