Debat

Privatskolerne til Rosenkrantz-Theil: Styrk folkeskolen, og giv stabilitet til de frie skoler

DEBAT: Den nye undervisningsminister bør lave en bred og langsigtet aftale om koblingsprocenten. Det vil skabe den nødvendige økonomiske stabilitet, skriver Karsten Suhr.

De frie og private grundskoler har gennem det seneste
årti været centrum for et helt urimeligt værdipolitisk magtspil, skriver formand for Danmarks Private Skoler, <span>Karsten Suhr.<br></span>
De frie og private grundskoler har gennem det seneste årti været centrum for et helt urimeligt værdipolitisk magtspil, skriver formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karsten Suhr
Formand, Danmarks Private Skoler

Der tales altid om de første 100 dage i en ministers liv – at det, der bliver udmeldt i den periode, bliver kendetegnende for ministerens videre arbejde.

Men kære nye undervisningsminister, undlad at tage for hurtige beslutninger.

Sæt dig grundigt ind i den komplekse verden, dagens skoler og uddannelsesinstitutioner befinder sig i. Alt er ikke lige gennemskueligt.

Fakta
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Skal vi alligevel komme med et bud på, hvad den nye minister skal fokusere på, kan det i al sin enkelthed være ”fokus på folkeskolerne og stabilitet til de frie skoler”.

Økonomi er ikke alt
Kære nye minister, folkeskolerne er meget vigtige institutioner i det danske samfund. Din vigtigste opgave må være at fokusere på, hvordan folkeskolerne i hele landet bliver attraktive, og på, at der er folkeskoler, hvor der bor forældre og børn.

Det er uholdbart, at skolerne ikke kan budgettere for mere end et år ad gangen på grund af den værdipolitiske spekulation omkring koblingsprocenten.

Karsten Suhr
Formand, Danmarks Private Skoler

Folkeskolerne skal tildeles de ressourcer, der er nødvendige for, at dygtige lærere kan udføre deres arbejde på forsvarlig vis, og at skoletilbuddene præges af kvalitet.

Men kære nye minister, økonomi er ikke alt. Frihed er også guld.

Ministeren må afskaffe den detailstyring, skolerne de seneste mange år har været udsat for, og i stedet have tillid til, at den enkelte, lokale skole er i stand til at lave kvalitetsundervisning for de elever, der går på skolen.

Rammerne skal være tydelige, men indhold og udførelse kan overlades til de professionelle, praktikerne og de øvrige aktører tættest på skolen.

Frit skolevalg skal sikres for alle
Kære nye minister, de frie og private grundskoler har gennem det seneste årti været centrum for et helt urimeligt værdipolitisk magtspil. Det er usundt. Ikke bare for de frie skoler, men for grundskolen i Danmark.

Ministeren bør anerkende, at de frie skoler tilbyder forældre et værdibaseret, frit skolevalg.

Forældreretten og skolefriheden er jo noget helt grundlæggende i vores land og det danske demokrati. Det er faktisk så grundlæggende, at det står i vores grundlov.

De frie og private skoler bidrager til samfundets og fællesskabets målsætninger ved at udnytte den frihed og det spillerum, de har til at lave skole.

Det frie skolevalg stiller krav til skolernes kvalitet. Derfor er det spændende at åbne dørene til de enkelte private skoler. Kære nye minister, det synes vi, du skulle gøre!

Enhver fri og privat skole har frihed til at møde sine opgaver innovativt, så længe det sker uden at bryde samfundets tillid. Og friheden kan man blive inspireret af.

Kære nye minister. Det frie skolevalg bør gælde alle forældre, uanset økonomisk formåen.

Ministeren bør sørge for, at alle forældre har mulighed for et frit skolevalg, og bør derfor tilgodese fripladsordningen, der i dag er yderst underfinansieret.

Kun gennem fripladsordningen kan ministeren få sikkerhed for, at midlerne går til de mest ressourcesvage, idet statstilskud via en koblingsprocent kan benyttes til alt muligt andet. Fripladsordningen forhindrer ulighed og er en simpel måde at indføre socialt tilskud på.

Lav langsigtet aftale om koblingsprocenten
Kære nye minister, de frie og private skoler ønsker mest af alt frihed og stabilitet, herunder økonomisk stabilitet. Det er uholdbart, at skolerne ikke kan budgettere for mere end et år ad gangen på grund af den værdipolitiske spekulation omkring koblingsprocenten.

Så kære minister, lav venligst en bred aftale om koblingsprocenten med en varighed på mindst fem år.

Og husk, at en større nedsættelse vil medføre, at skolerne kan være nødsaget til at optage flere elever og sætte skolepengene op. Ingen af delene er ønskværdige for hverken samfundet, skolerne eller de forældre og elever, der ønsker det frie skolevalg.

Kære nye minister, vi ønsker ikke mindst, at du vil være den, der én gang for alle sætter en stopper for ”dem og os”-retorikken; folkeskolen mod de frie og private skoler.

Stop den ufrugtbare måde at sætte skoleformerne i modsætningsforhold til hinanden på.

Genfind det sted, hvor de offentlige og de frie og private skoler kan fungere side om side og bruge kræfter på gensidig inspiration til gavn for vores fælles grundskole. Vores fælles samfund.

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Suhr

Formand, Danmarks Private Skoler - grundskoler og gymnasier
lærer

0:000:00